• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teologi

Oprindelige forfattere CGTor, Fatum, JG-M og NHGr Seneste forfatter Redaktionen

teologi, læren om en guddom; især læren om den kristne Gud. I klassisk græsk litteratur er ordet kun brugt i filosofisk sammenhæng.

Hos Aristoteles er teologi eller mere præcist philosophia theologike 'teologisk filosofi' (i lighed med prote philosophia 'første-filosofi', dvs. den grundlæggende filosofi) et af udtrykkene for det, som af senere generationer er benævnt metafysik, og som hos Aristoteles drejer sig om de første årsager, herunder det guddommelige.

Historie

Først i 300-400-t. trængte ordet ind i kristen sprogbrug, og fra og med højskolastikken i 1200-t. blev det samlebegreb for den videnskabelige beskæftigelse med hele den kristne tradition. I moderne tid finder man også ordet anvendt i forbindelse med andre religioner end den kristne.

Annonce

Ordet teologi kommer af græsk theos 'gud' og -logi.

I de oldkirkelige århundreder fandtes vigtige teologiske skoler og retninger i Antiochia og Alexandria. I den europæiske middelalder dyrkedes teologi især i katedral- og klosterskoler. Fra ca. 1200 sluttede forskellige skoler i Paris sig sammen til et universitas magistrorum et scholarium (lat. 'lærernes og elevernes fællesskab'). Teologi er af denne årsag blevet kaldt "universiteternes moder".

I Danmark blev Københavns Universitet oprettet i 1479; da det i 1537 blev genåbnet efter Reformationen, var teologi stadig det vigtigste fag, og det teologiske fakultet regnedes for det fornemste af de fire fakulteter. Såvel ved katolske som ved protestantiske universiteter var de teologiske fakulteter i høj grad præsteskoler, der stod i nær forbindelse med kirken; i Danmark var fx Sjællands biskop tillige professor ved det teologiske fakultet. Der herskede dog på intet tidspunkt tvivl om teologiens videnskabelighed. I middelalderen og igen efter Reformationen diskuterede man kun, om teologien var en teoretisk eller en praktisk videnskab; Martin Luther gik afgjort ind for det sidste, idet han hævdede, at sand teologi er praktisk.

Med naturvidenskabernes og den kritiske filosofis gradvise fremmarch i 1500-, 1600- og 1700-t. anfægtedes teologiens videnskabelighed. Teologiens forudsætning, troen på den kristne Gud, blev i nogle tilfælde skærpet således, at teologi kun kunne drives af genfødte kristne (lat. theologia regenitorum). Men for den nye tids tænkning var teologi netop derved ikke forudsætningsløs, sådan som det måtte kræves af en moderne videnskab. Troen på Gud og bindingen til kirken stod i vejen.

Stillet over for kravet om forudsætningsløshed har teologi som universitetsfag helt op til nutiden fulgt én af tre veje eller en kombination deraf: 1) fastholdt en metodisk og systematisk refleksion over gudstroen og kristendommens grunddokumenter, men uden at forpligte sig på forestillingen om et forudsat universelt videnskabsbegreb (Karl Barth); 2) opfattet sig som en historisk videnskab, der har til opgave at forske i den kristne gudstros forskellige historiske udtryksformer; 3) udforsket den kristne tros grundlag i almenmenneskelige religiøse erfaringer. Den første vej opretholder bindingen til kirken, den anden fastholder teologi som en akademisk videnskab, mens forholdet til kirken træder i baggrunden, og den tredje går en mellemvej og lader teologi have hjemstedsret både i kirken og blandt videnskaberne.

Alle tre tematiske former og kombinationer af dem kan findes på universiteternes teologiske fakulteter såvel som udenfor. Hvor de teologiske fakulteter i Norden oftest er knyttet til de statslige universiteter, er de i lande, hvor kirke og stat er adskilt (fx i USA og Frankrig), private Divinity Schools, frie fakulteter eller præsteseminarier. De teologiske discipliner er i alle tilfælde de samme, om end med forskellig vægtning og indbyrdes flydende grænser. Den historiske teologi beskæftiger sig med eksegese (tekstfortolkning) af Det Gamle og Det Nye Testamente, med kirkefædrene (patristik) og med kirkehistorien i det hele taget. Den systematiske teologi udforsker de kristne dogmer (dogmatik) og beskæftiger sig med religionsfilosofi og (kristen) etik. Endelig arbejder den praktiske teologi med liturgi, kirkeret, prædiken (homiletik), religionspædagogik, religionspsykologi m.m.

Selv hvor teologiens forudsætningsløshed og videnskabelighed sættes i højsædet, taler man ofte om protestantisk (evangelisk), katolsk og ortodoks teologi. Den første lægger vægt på udforskningen af Bibelen, den anden karakteriseres bl.a. ved det undertiden problematiske forhold til det pavelige læreembede, og den tredje fremhæver den oldkirkelige tradition og den særlige spiritualisme i den ortodokse kirke.

I nutiden gør mange forskellige strømninger og retninger sig gældende inden for alle former for teologi. Feministisk teologi beskæftiger sig således med kritik af kvindeundertrykkelse i bibelske tekster og i kristendommens og kirkens historie. Den opstod som fagområde ca. 1970 og præges internationalt set af forskellige teologiske og kirkelige holdninger, hvilket medfører en mangfoldighed af arbejdsformer og fortolkningsinteresser. Feministisk teologi, der er særlig udbredt i USA, Latinamerika og Asien, har rod i politisk teologi, især i befrielsesteologien. I den katolske verden karakteriseres den ved kampen for kvinders adgang til præsteembedet og ved en feministisk dekonstruktion af officielle udlægninger (paven, Vatikanet, bispekonferencer) af den teologiske tradition.

Det teologiske studium i Danmark

I Danmark og Norge er den teologiske uddannelse ved universiteterne i vid udstrækning historisk-filologisk i modsætning til fx i Sverige, hvor de strenge sprogkrav (hebraisk, græsk og latin) til studiet af de bibelske og kirkehistoriske tekster er bortfaldet, og hvor dogmatikken (troslæren) i stedet for at være en metodisk gennemtænkning af de traditionelle kristne dogmer dyrkes som "tros- och livsåskådningsvetenskap".

I Danmark findes faget teologi ved Københavns Universitet og ved Aarhus Universitet. Selve studieforløbet, opdelt i en grunduddannelse og en overbygningsuddannelse, er som ved andre universitetsstudier i princippet femårigt og afsluttes med den teologiske kandidateksamen (cand.theol.), der kombineret med kursus på pastoralseminariet er den normale forudsætning for at kunne opnå embede som præst i folkekirken.

Teologi og naturvidenskab

Mens naturvidenskaberne stræber efter at forklare verden, forsøger kristendommen at afklare tilværelsens mening og meningsløshed. Som sådan rummer teologien en tolkning af naturen, som både kan kritiseres og beriges af naturvidenskaberne.

Siden diskussionerne i 1800-t.s anden halvdel om darwinisme er følgende positioner gjort gældende: 1) En indbyrdes konflikt forudsættes af fundamentalister inden for både teologi og naturvidenskab; 2) en gensidig uafhængighed hævdes i eksistensteologiens skel mellem person og tingsverden og i teorien om forskellige sprogtyper; 3) dialogmodellen hævder, at en gensidig vekselvirkning finder sted i selve fortolkningen af videnskabens implikationer for virkelighedsbilledet i øvrigt, herunder religionen; 4) en syntesemodel er fremsat i fx procesteologi og i tanken om en scientific theology, der primært skal bygge på naturvidenskab.

Se også tro (tro og viden) og fornuft (fornuft og tro).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Lone Fatum, Jens Glebe-Møller, Niels Henrik Gregersen: teologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170847