• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

retfærdighed

Oprindelig forfatter KFrJ Seneste forfatter Redaktionen

retfærdighed, grundværdi i ret og i moral.

Antik filosofi. Den ældste reflekterede diskussion af retfærdighedens væsen findes på græsk grund hos digterne (Hesiod, Solon, Theognis, senere i tragedien), der problematiserede forholdet mellem den stærkeres og den svageres ret og mellem guddommelig og menneskelig retfærdighed. I førsokratisk filosofi (Anaximander, Heraklit) optræder retfærdigheden som udtryk for en kosmisk orden.

Hos sofisterne fik den teoretiske diskussion en mere systematisk form. Hovedsynspunktet er, at retfærdighed er menneskeskabt, ikke givet med naturen (se nomos). Men det diskuteres, om der findes uskrevne, almene love, hævet over menneskeskabte, eller om lov og ret beror på overenskomst, om det "betaler sig" at være retfærdig, og om ret er afledt af magt. De sofistiske diskussioner hænger sammen med en begyndende interesse for juridisk argumentation og — til dels — for undertrykte sociale grupper (kvinder, slaver). De enkelte sofisters synspunkter spænder lige fra en humanistisk-relativistisk grundholdning (Protagoras) til magtideologi.

Annonce

Den sofistiske relativisme fremkaldte en kraftig reaktion hos Sokrates og Platon. For Platon var retfærdigheden en given, ikke-menneskeskabt realitet, og det retfærdiges idé, underordnet det gode, forpligtede det enkelte menneske intellektuelt og moralsk; dette udviklede han i Gorgias og Staten.

Aristoteles sondrede mellem almen og speciel retfærdighed. Den almene retfærdighed sikres af lovgivning og vedrører alle menneskelige forhold; over for loven er alle lige. Den specielle retfærdighed vedrører fordeling af ydre goder; her får hver enkelt efter fortjeneste (distributiv retfærdighed). Men Aristoteles opererede også med billighed (aequitas) (jf. equity i engelsk ret), og han sondrer mellem den positive ret og en naturlig ret, der er ens alle steder og til alle tider.

Naturretstanken udvikledes og uddybedes i stoicismen, der med sin kosmopolitisme i princippet stillede alle mennesker lige. Den stoiske naturretstænkning påvirkede fx Cicero og romerretten; men her fremtræder også konflikten mellem idealet og den faktiske retstilstand, der anerkender sociale skel. Se også naturret.

Augustin sondrede ca. 400 mellem den guddommelige eller evige lov, lex aeterna, der i verdensordenen udtrykker sig som den naturlige lov, lex naturalis, og den omskiftelige timelige lov, lex temporalis, som ideelt set bør afledes af den evige lov.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Friis Johansen: retfærdighed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150761