Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

politisk filosofi

Oprindelige forfattere CB-P og TE-P Seneste forfatter Redaktionen

Politisk filosofi. Titelbladet til originaludgaven af Thomas Hobbes' Leviathan fra 1651. I Det Gamle Testamente er Leviatan eller Livjatan et uhyre, der dræbes af Gud. Hos Thomas Hobbes er Leviathan et symbol på en almægtig statsmagt, her tegnet som et kronet, menneskelignende statslegeme, der i højre hånd holder sværdet, symbolet på den verdslige magt, og i den venstre bispestaven, symbolet på den åndelige magt. Under sværdet og staven ses emblemer for de to magter.

Politisk filosofi. Titelbladet til originaludgaven af Thomas Hobbes' Leviathan fra 1651. I Det Gamle Testamente er Leviatan eller Livjatan et uhyre, der dræbes af Gud. Hos Thomas Hobbes er Leviathan et symbol på en almægtig statsmagt, her tegnet som et kronet, menneskelignende statslegeme, der i højre hånd holder sværdet, symbolet på den verdslige magt, og i den venstre bispestaven, symbolet på den åndelige magt. Under sværdet og staven ses emblemer for de to magter.

politisk filosofi, fagdisciplin, der beskæftiger sig med problemer af normativ og erkendelsesmæssig art i forbindelse med samfund og stat.

I antikken tog politisk filosofi i snævrere forstand sin begyndelse med sofisterne, især Protagoras. Platon lagde med Staten, Statsmanden og Lovene grunden til den senere politiske filosofi. Aristoteles videreførte i Politikken Platons udspil og supplerede med en empirisk kortlægning af 158 græske bystaters forfatninger, hvoraf kun Athenernes Statsforfatning er bevaret.

Fra hellenistisk tid er kun få bidrag overleveret; sene kilder viser, at Epikur må have skrevet væsentlige dele af en politisk filosofi. Stoikerne videreførte den utopiske tradition fra Platon, fx i ZenonsStat.

Annonce

Romersk politisk filosofi videreførte græsk tradition, ikke mindst under inspiration fra stoikerne; det gælder Cicero (Om staten, Om lovene) og Seneca (Om mildhed).

Fra og med Platon gælder, at man så en uløselig sammenhæng mellem etik og politisk filosofi med dyden retfærdighed som bindeled. Fælles er også, at man tænkte ud fra tre mulige politiske styreformer: monarki, oligarki og demokrati.

Derimod ændrede den politiske filosofi sig forholdsvis radikalt efter de herskende politiske forhold. Hvor Platon og Aristoteles spejlede den græske bystats velmagtstid, var den politiske filosofi efter Alexander den Store i højere grad løsgjort fra bystatens rammer; således fx i stoicismen. Romersk politisk filosofi forholdt sig direkte eller indirekte til de politiske tilstande i Romerriget både før og efter indførelsen af kejserdømmet.

I middelalderen drejede den statsteoretiske tænkning sig hovedsagelig om forholdet mellem pavemagten (Gud) og de verdslige fyrster. Augustins værk Om Guds stad (400-t.s begyndelse) blev i middelalderen tolket som et forsvar for, at kirken som Guds statholder er den højeste autoritet i alle spørgsmål, mens Thomas Aquinas mener, at den verdslige magt har sit eget område og sin egen autoritet direkte fra Gud. Thomas opererer således med begrebet modstandsret, som statens embedsmænd kan gribe til, hvis en fyrste mister sin legitimitet i henhold til naturloven og udvikler sig til en tyran.

Med MachiavellisFyrsten (1513, udg. 1532) lægges grunden til den moderne, verdslige politiske filosofi, der fremhæver statsmagten i en suveræn nation og statsmagtens funktioner. Denne linje fortsættes af Thomas Hobbes, der i Leviathan (1651) udvikler en kontraktteori for statsmagtens legitimitet (se samfundspagt) og lægger vægt på nødvendigheden af dennes absolutte og ubegrænsede suverænitet, som begrundes i menneskets asociale og aggressive natur.

En kritik af Hobbes' totalitære statsopfattelse, også på et kontraktteoretisk grundlag, finder man hos John Locke, der i Two Treatises on Government (1690) grundlægger den klassiske liberalisme med en stærk betoning af borgernes rettigheder over for statsmagten.

Hos Jean-Jacques Rousseau finder man i værket om samfundspagten (Du Contrat Social, 1762) et forsøg på at forene individets autonomi med politisk autoritet, idet statens love er almenviljen.

Edmund Burke har i Reflections on the Revolution in France (1790) leveret en engageret kritik af Den Franske Revolutions radikale ideologi og grundlægger den moderne konservatisme.

På samme tid grundlagde Jeremy Benthamutilitarismen som en socialreformatorisk bevægelse, idet han hævder, at legitimiteten af statens love afhænger af, at de fremmer den størst mulige lykke for det størst mulige antal.

Karl Marx.  Fotografi fra 1880.

Karl Marx. Fotografi fra 1880.

John Stuart Mill videreudviklede utilitarismen på et socialliberalistisk og demokratisk grundlag i On Liberty (1859). Hos Karl Marx og Friedrich Engels bliver Hegels dialektiske idealisme omformet til en materialistisk historieopfattelse, der giver grundlag for en revolutionær "videnskabelig" socialisme, dvs. kommunisme.

I Det Kommunistiske Manifest (1848) betragter de klassekampen, dvs. kampen om ejendomsretten til produktionsmidlerne, som historiens drivkraft, der vil ende med det klasseløse, kommunistiske samfund.

I 1900-tallet har forskellige former for marxisme og nymarxistisk tænkning, fx Frankfurterskolen, været fremtrædende. Siden 1970'erne har John Rawls' socialliberalisme (A Theory of Justice, 1971) og Robert Nozicks minimalstatsliberalisme (Anarchy, State, and Utopia, 1974) været i centrum, men er i stigende grad blevet kritiseret af den ikke-individualistiske kommunitarisme (fx Alasdair MacIntyre, Michael Sandel (f. 1953), Charles Taylor, Michael Walzer). Se også frihed, magt, moral og statsteori.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen, Troels Engberg-Pedersen: politisk filosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143517