Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pligt

Oprindelige forfattere NThom og TE-P Seneste forfatter Redaktionen

pligt, det, som man er moralsk eller juridisk bundet til at gøre, dvs. hvad man bør gøre.

Allerede i antikken udarbejdede især stoicismen begrebet om, hvad der "sømmer sig" (gr. to kathekon 'det passende') for det menneske, der vil leve (lykkeligt) i overensstemmelse med naturen og fornuften. Ciceros skrift De Officiis (Om pligterne) gav disse tanker i arv til eftertiden.

Med Kant blev pligt et centralt moralsk begreb. Det etiske stadium hos Kierkegaard er en pligtetik, mens hans efterfølgere i moderne eksistentialisme i stedet har foretrukket at tale om ansvar. Den britiske moralfilosof W.D. Ross prægede udtrykket prima facie-pligt, dvs. en pligt, der skal opfyldes, medmindre den strider imod andre pligter. Sådanne pligtkonflikter må løses ud fra en konkret afvejning.

Annonce

I moderne engelsksproget etik diskuteres pligter ofte som utilitarismens nødvendige begrænsninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thomassen, Troels Engberg-Pedersen: pligt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142920