Nomos var i oldtidens Grækenland oprindelig betegnelse for det, der var skik og brug, eller det, der var vedtaget. Nomos 'vedtægt' blev derfor ofte sat i modsætning til fysis 'natur'; denne modsætning spillede en stor rolle i den intellektuelle debat i forbindelse med sofisterne sofisterne i 400-tallet f.v.t.
I juridisk sprog brugtes nomos som betegnelse for det, samfundet havde vedtaget, dvs. lov, som regel således at nomos betegner en generel, tidsubestemt lov i modsætning til den tids- og situationsbestemte psefisma 'dekret'. Derfor kan nomos også anvendes om love, som anses for guddommelige, fx i Det Nye Testamente om Moseloven.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.