Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kynikerne

Oprindelig forfatter TE-P Seneste forfatter Redaktionen

Diogenes fra Sinope. Maleri af Nicolai Abildgaard, formentlig fra 1790'erne; privateje. Diogenes ligger op ad tønden, som han boede i (egl. en pithos, et lerkar i kæmpeformat). Forrest til venstre står en lygte, som han brugte, når han forgæves ledte efter et menneske, dvs. efter et ærligt og selvstændigt væsen. En hund hedder på græsk kyon; her symboliserer den kynikerne, den filosofiske skole, som Diogenes grundlagde, og hvis navn kommer af, at de levede som hunde. Abildgaards maleri illustrerer den antikke anekdote om et besøg, som Alexander den Store engang aflagde hos Diogenes. Filosoffen lå og solede sig, da verdensherskeren trådte hen til ham og sagde: Bed mig om lige hvad du vil! og Diogenes svarede: Flyt dig lidt! Du skygger for Solen!

Diogenes fra Sinope. Maleri af Nicolai Abildgaard, formentlig fra 1790'erne; privateje. Diogenes ligger op ad tønden, som han boede i (egl. en pithos, et lerkar i kæmpeformat). Forrest til venstre står en lygte, som han brugte, når han forgæves ledte efter et menneske, dvs. efter et ærligt og selvstændigt væsen. En hund hedder på græsk kyon; her symboliserer den kynikerne, den filosofiske skole, som Diogenes grundlagde, og hvis navn kommer af, at de levede som hunde. Abildgaards maleri illustrerer den antikke anekdote om et besøg, som Alexander den Store engang aflagde hos Diogenes. Filosoffen lå og solede sig, da verdensherskeren trådte hen til ham og sagde: Bed mig om lige hvad du vil! og Diogenes svarede: Flyt dig lidt! Du skygger for Solen!

kynikerne, antik græsk filosofisk bevægelse, "antikkens hippier", der med sin alternative karakter vakte anstød og har fascineret intellektuelle lige siden.

Om man hørte til kynismen eller ej, afhang af en bestemt livspraksis snarere end af et læresystem og af, om man selv ville godtage betegnelsen kyniker. Kynismen var snævert forbundet med stoicismen, hvis etik kan opfattes som en teoretisk overbygning over den kyniske praksis.

Kynismen blev grundlagt i 300-t. f.Kr. af Diogenes fra Sinope med afgørende inspiration fra Sokrates; en anden hovedskikkelse i den ældre kynisme var Krates, der blev lærer for Zenon, stoicismens grundlægger.

Annonce

Ordet kynikere kommer af græsk kynikos 'hundeagtig', af kyon 'hund', tilnavn givet på grund af tilhængernes skamløshed.

Fra 2.-1. årh. f.Kr. kendes ikke mange praktiserende kynikere, og de førende stoikere lagde afstand til det kyniske islæt i stoisk etik. I 1.-2. årh. e.Kr. dukkede kynikeren op igen: som idealskikkelse hos stoikere som Seneca og Epiktet — og i praksis overalt i Middelhavsområdet. Efter denne anden blomstringsperiode kendes kynismen frem til 400-t. e.Kr.

Kernen i den kyniske praksis var askese (gr. askesis) i ordets egentlige betydning: træning af kroppen til at modstå de fysiske plager, kroppen naturligt udsættes for. Kynikeren påførte sig selv de samme plager i træningsøjemed, fx ved at sove på jorden, nøjes med at drikke vand og spise asketisk.

Hertil svarede den omvandrende tiggerkynikers karakteristiske udstyr: en stok, en kappe, en madpose, langt skæg, langt tjavset hår. På sine vandringer henvendte kynikeren sig til, hvem han mødte, for i et ofte drastisk og provokerende sprog at overbevise om den kyniske livsforms rigtighed. "Frisprog" var et kynisk kendetegn.

De idéer, der kom til udtryk i den kyniske praksis, genfindes i stoisk etik. Grundlæggende er der tale om en "værdiomvending". De traditionelle (sociale og umiddelbart naturlige) goder som rigdom, social status mv. fører ikke til lykken. Tværtimod afføder de et sygeligt begær, som forårsager sjælelige laster som fx uretfærdighed og tøjlesløshed. Lykken derimod består i "selvberoenhed" og "uafhængighed" (gr. autarkeia) i forhold til goderne.

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Det tilvejebringes ved kynikerens askese, som fremmer dyder som selvbeherskelse og modstandskraft. Mod begæret støttede kynikeren sig på fornuften og mod de konventionelle værdier på naturen, hvis sande værdisystem fornuften netop kunne aflæse. Kynikerne var erklærede kosmopolitter, der i deres sociale kritik gik imod lokalpatriotisme. De lagde også afstand til monarkiet. Den sande konge var den kyniske vismand selv.

Som idébaseret praksis øvede kynismen indflydelse i antikken på andre bevægelser. Således er billedet af Jesusbevægelsen i de nytestamentlige evangelier delvis tegnet med kyniske streger, og i 100-t. e.Kr. optræder personer, der opfattede sig selv som kristne kynikere.

Den kyniske filosofiske livsforms direkte brod mod det etablerede sociale normsystem og påberåbelsen af naturen som grundlag for et sandere værdisystem har haft meget stor betydning for senere etik og socialfilosofi, ikke mindst gennem omformningen i stoicismen.

Ved deres radikale praktisering af opgøret med konventionen og gennem de mange anekdoter, der i tidens løb blev fortalt om bevægelsens grundlægger, Diogenes, havde kynikerne desuden formuleret en socialfilosofisk figur, parat til at blive genaktiveret fra renæssancen og fremefter, ikke mindst i 1800- og 1900-t. hos fx Friedrich Nietzsche og Peter Sloterdijk.

I moderne sprogbrug står ordet "kynisk" for et udsagn eller en holdning, der tilsidesætter anerkendte etiske værdinormer og lader hånt om andre menneskers følelser. Dermed viderefører sprogbrugen tydeligt én side af den antikke kynisme: opgøret med, hvad kynikeren opfattede som de konventionelle moralske normers opblæsthed.

Men den moderne sprogbrug går direkte imod en anden side: det af Sokrates inspirerede opgør med jagten efter traditionelle goder for én selv. En moderne kyniker tænker — modsat den antikke — netop kun på sig selv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Engberg-Pedersen: kynikerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113004