Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eleaterne

Oprindelig forfatter Mejer Seneste forfatter Redaktionen

eleaterne, indbyggere i den oldgræske by Elea i Syditalien; almindelig betegnelse for de tre filosoffer Parmenides, Zenon og Melissos, hvoraf de to første stammede fra Elea; de levede alle tre i 400-tallet f.Kr.

Undertiden inkluderes også digterfilosoffen Xenofanes, men der ser ikke ud til at være direkte forbindelse mellem hans monoteisme og eleaternes lære om, at det, der eksisterer, må være en enhed.

Parmenides er den første filosof, der anvender logisk argumentation. Han analyserede sig frem til, at det, at noget "er", betyder, at det er en evig og uforanderlig enhed. Det vil sige, at intet eksisterende kan opstå eller forgå.

Da alt det, mennesket opfatter gennem sanserne, hele tiden opstår og forandrer sig, kan det ikke være det, der i egentlig forstand eksisterer.

Parmenides' filosofi rummer oprindelsen til både ontologi, epistemologi og sproganalyse. Zenon og Melissos forsvarede Parmenides' filosofi ved at vise, at en analyse af sanseverdenens fænomener godtgør, at sanseverdenen indeholder selvmodsigelser og uklarheder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Mejer: eleaterne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69577