Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dyd

Oprindelige forfattere JG-M, LGot og TE-P Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

dyd, den traditionelle oversættelse af græsk arete i den særlige betydning af moralsk "dygtighed", som begrebet fik i græsk etik fra og med Sokrates. Han opererede med fem hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. De fire første, som senere blev kaldt "kardinaldyder", optræder hos Platon, Aristoteles, stoikerne, Epikur mfl. for derfra at gå i arv til europæisk moraltænkning op i nyeste tid. Kristendommen overtog dem meget tidligt, men supplerede med endnu tre: tro, håb og kærlighed; således fx hos Augustin og senere Thomas Aquinas.

Den antikke tænkning om dyd, fx hos Aristoteles, fokuserede på fem ting: 1) Dyderne er tilstande af følelserne, når disse styres af fornuften; 2) De er indarbejdede, stabile tilstande; 3) De hænger sammen indbyrdes og findes derfor i virkeligheden kun hos én type person, den "vise"; 4) De har deres værdi i sig selv; 5) De vedrører både den enkelte og andre. Antikkens etik var grundlæggende en dydsetik.

Set i modsætning til laster var dyder i antikken og i kristen middelalderfilosofi på én gang navn for etikken og vejen til dens realisering. Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder: visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere suppleret med "de tre teologiske dyder": tro, håb og kærlighed. De syv kardinaldyder hedder på latin prudentia, justitia, fortitudo, temperantia, fides, spes og caritas.

Annonce

Senest med Immanuel Kant i sidste del af 1700-tallet blev interessen for dyder koncentreret om de moralske normer, og i den efterfølgende moralfilosofi spillede dyder ingen større rolle. Fra 1900-tallets sidste tredjedel har især amerikanske moralfilosoffer dog inddraget læren om dyder igen.

Billedkunst

I kunstneriske fremstillinger er dyderne ofte personificerede. Omkring 200 beskrev den kristne forfatter Tertullian de syv dyder som kvindelige krigere i kamp med syv laster i en arena, og digteren Prudentius skrev omkring 400 digtet Psychomachia, dvs. striden på sjælens slagmark. Det skabte de første billedfremstillinger, der viste dyderne som kampklædte kvinder, ofte til hest, med de overvundne laster under fødderne. Billederne udvikledes gennem middelalderen, og sandhed (veritas) var blandt flere tilføjede dyder og laster.

På de romanske og gotiske katedraler fik de personificerede dyder og laster plads på portalernes karme, således i Clermont-Ferrand, Chartres, Laon, Reims og Amiens samt i Notre-Dame i Paris, der har tolv dyder og tolv laster. Senere blev de skildret i genreprægede scener, fx af Hieronymus Bosch og af Pieter Bruegel d.æ. i 14 kobberstik (ca. 1557).

Endnu i 1700-tallet kunne kunstnere hente inspiration i Cesare Ripas bog Iconologia med stik af kvinderne med deres attributter. Men herefter døde interessen for dem ud. Kun tro, håb og kærlighed kan endnu ses i forskellige forbindelser, fx som et kors, et anker og et hjerte.

De såkaldte barmhjertighedsgaver eller barmhjertighedsgerninger, bl.a. at mætte de sultne, klæde de nøgne og besøge de syge, sidestilles gerne med dyderne og vises ofte i Dommedagsfremstillinger i middelalderens kirker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Glebe-Møller, Lise Gotfredsen, Troels Engberg-Pedersen: dyd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67407