Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

atomisme

Oprindelig forfatter Mejer Seneste forfatter Redaktionen

atomisme, filosofisk system, oprindelig udarbejdet af Leukippos og Demokrit i 400-t. f.Kr., videreført af Epikur i 300-t. f.Kr. og af Lucretius i 1. årh. f.Kr. Verden består ifølge den antikke atomisme af talløse småpartikler, atomer, adskilt af tomrum. Atomerne er indbyrdes forskellige i form og størrelse og kan ikke opfattes gennem sanserne; de udgør verdens grundsubstans og er, som navnet antyder, udelelige. Når atomerne kombineres i forskellige formationer, opstår de fysiske genstande, som udgør sanseverdenens fænomener. Fra en oprindelig ustruktureret tilstand udvikles verden efterhånden som følge af atomernes tilfældige bevægelser; i det hele taget er enhver forklaring strengt mekanistisk og materialistisk.

Ordet atomisme kommer af græsk atomos 'udelelig' og -isme.

Den antikke atomisme havde stor betydning for udviklingen af naturvidenskaben i 1600-t., hvor den påvirkede bl.a. Galilei. I moderne naturvidenskab er tanken om grundsubstansernes absolutte udelelighed opgivet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Mejer: atomisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41629