Speusippos, ca. 410-339 f.Kr., græsk filosof, nevø af Platon; efter Platons død 347 f.Kr. leder af Akademiet. Speusippos' værker kendes stort set kun gennem citater på anden hånd. Åbenbart har han under påvirkning af den sene Platon og af pythagoræerne udformet et omfattende metafysisk system, hvori verden blev anskuet som en hierarkisk orden, underordnet et højeste princip, enhed. Denne opfattelse foregriber Plotins Platontolkning. I modsætning til Platons idélære, men i delvis overensstemmelse med Aristoteles har Speusippos sondret mellem substans og almenbegreb; et almenbegreb har ikke realeksistens, men bygger på lighed i tingene. På denne baggrund arbejdede Speusippos med biologisk klassifikation (se diairesis).