Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gorgias

Oprindelige forfattere JFaf og Mejer Seneste forfatter Redaktionen

Gorgias, Gorgias fra Leontinoi (på Sicilien), ca. 480-380 f.Kr., græsk sofist, der rejste rundt til flere græske bystater og mod betaling underviste i retorik og argumentationslære. Som det fremgår af de to mønstertaler, der er bevaret, udviklede han en stil, hvor rytme, ordstilling og ordvalg skaber en kunstfærdig og effektiv fremstillingsform; hans stil havde stor betydning for græsk talekunst, ikke mindst for Isokrates. Blandt de gorgianske talefigurer er korte, parallelle sætninger af omtrent ens længde (isokola), ofte formet som ordspil (paronomasi), ordnet i modsætninger (antiteser) og prydet med rimvirkninger (homoioteleuta).

Gorgias betonede ordets magt; han skal have skrevet et filosofisk værk, hvori han fremsatte tre teser: intet eksisterer; hvis noget eksisterer, kan det ikke erkendes; hvis det kan erkendes, kan det ikke udtrykkes. Disse tre teser har tilsyneladende været vendt imod eleaterne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Fafner, Jørgen Mejer: Gorgias i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85034