Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Antisthenes

Oprindelig forfatter EOst Seneste forfatter Redaktionen

Antisthenes, ca. 445 f.Kr.-360 f.Kr., græsk sofist og filosof fra Athen, elev af sofisten Gorgias, af hvem han lærte dialektik og at udtrykke sig formfuldendt; senere lærte Antisthenes etik af Sokrates og blev lærer for Diogenes, grundlæggeren af den kyniske filosofi.

Ifølge Antisthenes begynder al uddannelse med undersøgelsen af ords betydning; ordene svarer nøje til den virkelighed, de står for: Én ting har ét udtryk. Heraf følger, at et sammensat udsagn kan opregne en tings bestanddele men ikke udsige noget om tingen (prædikation). Det følger også, at det er umuligt at modsige et udsagn eller at sige noget falsk.

Antisthenes anser den moralske godhed, arete, for det eneste gode. Arete er nødvendig og tilstrækkelig for lykken og består i viden, der kan læres, herunder praktisk viden om behovløshed. Én gang tilegnet kan denne viden ikke mistes. Ydre goder, som fx rigdom, er ligegyldige, og nydelsen af dem fordømmes. Dette træk ved Antisthenes' filosofi blev videreført i den kyniske filosofi og i stoicismens etik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Ostenfeld: Antisthenes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38816