Filosofiens overordnede mål var indsigt i den skabte verdens strukturer, hvorimod det guddommelige kun faldt ind under filosofien i det omfang, man kunne undersøge det uden at støtte sig til den kristne åbenbaring. Som filosof kunne man fx argumentere for, at der må være en gud, fordi alting kræver en første årsag; at Gud er treenig og har ladet sig inkarnere som Jesus, var det derimod ikke filosofiens opgave at diskutere.
Et fællesskab om sprog, metode og grundbøger forenede de skolastiske filosoffer, men de udgjorde ikke én skole. I 1100-t. skabtes filosofiske sekter med udgangspunkt i berømte læreres doktriner; Pierre Abélard blev således ophav til en skole af nominales (nominalisme).
Disse sekter forsvandt ca. 1200, men en ny sekterisme kom til at præge 1400-t., da ældre skolastikeres værker fik autoritativ status: Nogle underviste i filosofi a la Jean Buridan, andre a la Thomas Aquinas osv. I 1200- og 1300-t. var der visse forskelle på fransk og engelsk tradition, men ikke noget skarpt skel.
De vigtigste grundbøger var latinske oversættelser af Aristoteles. At han var grundbogsforfatter, autor, betød, at man antog, at han havde nedfældet de rigtige principper for filosofiens discipliner, men ikke, at han havde ret i ét og alt eller havde sagt alt, hvad der var at sige. Skolastikken udviklede i sin Aristotelesfortolkning mange originale og uaristoteliske teorier. Den vigtigste ydre inspiration kom fra to arabiske filosoffer, Avicenna og Averroës, som ikke mindst påvirkede forståelsen af metafysik, kosmologi og sjælelære.
Brugen af Aristoteles betød, at udgangspunktet for den filosofiske diskussion lå på et højt niveau, og at skolastisk filosofi fik samme store emnebredde som Aristoteles' skrifter. Man beskæftigede sig med logik, fysikkens grundprincipper, sjælelære, menneske- og dyrefysiologi, etik, samfundsteori, metafysik. En så bred fagvifte var dog først fuldt udviklet i slutningen af 1200-t.; ved skolastikkens begyndelse var der langt færre fag, og de centrale var logik og grammatik, der i praksis blev dyrket som en filosofisk disciplin.
Den tidlige koncentration om logik og grammatik kom til at præge hele skolastikken. Når et nyt emne blev taget op, benyttede man de analyseredskaber, man allerede havde, og det var især sproganalytiske redskaber; fx følgende problem inden for bevægelsesteorien: Hvis en bevægelse har et begyndelsestidspunkt, og den forudgående hvile har et sluttidspunkt, så må hvilens sluttidspunkt være identisk med bevægelsens begyndelsestidspunkt, eftersom tid er et kontinuum; altså gives der et tidspunkt, hvor noget er både i hvile og i bevægelse, men det er selvmodsigende.
Dette problem blev hyppigst formuleret som et spørgsmål om den rette udlægning af sætninger, der indeholder ordene "begynder" og "ophører". Man benyttede ubekymret sproglig analyse til at behandle reelle fysiske spørgsmål, idet det var alment antaget, at virkeligheden er forståelig, og at forståelse kan udtrykkes sprogligt (se også modisme). Radikal skepticisme var fremmed for skolastisk filosofi; det mest radikale angreb på den erkendelsesteoretiske optimisme kom fra teologen Nicolaus fra Autrecourt.
I den tidlige skolastik regnede man som regel med tre sprogcentrerede fag: grammatik, logik og retorik, men interessen for retorisk teori var meget beskeden, så de tre fag blev ikke samarbejdet til én kommunikationsteori. Politisk teori blev især udviklet i 1300-t.; det var alment accepteret, at en fyrste måtte lede samfundet, men for filosofferne stod det fast, at fyrsten var til for undersåtternes skyld og ikke omvendt.
Med de aristoteliske skrifter som grundbøger kunne filosofferne ikke helt undgå teologisk følsomme områder såsom verdens tilblivelse, sjælens udødelighed, kødets opstandelse og det evige liv. Efter nogle tidlige forsøg på en kristen fortolkning af Aristoteles nåede man i 1200-t. til erkendelse af, at hans naturfilosofi er uforenelig med antagelsen om, at verden har en tidslig begyndelse.
Hvad menneskesjælen angår, blev to teorier anset for filosofisk acceptable: At sjælen dør totalt med legemet, eller at forstandsdelen af sjælen er uforgængelig, men i så tilfælde er en selvstændig størrelse, som virker i alle mennesker og ikke tilhører det enkelte individ. Filosofien havde således ikke plads for en personlig sjæl efter døden, og da tanken om kødets opstandelse også var filosofisk uantagelig, måtte filosofisk etik se bort fra det evige liv og alene tænke på mennesket som et væsen med ét liv og ét mål i dette ene liv.
For at forebygge anklager for ukristelighed pointerede nogle filosoffer, at de kun fortolkede Aristoteles, som ikke var oplyst om de kristne sandheder. Det var dog mere almindeligt at skelne mellem de konklusioner, fornuften kan nå frem til, og dem, der kun kan nås i troen. I 1270'erne søgte Boëthius de Dacia at vise, at man uden selvmodsigelse kan — og må — tage filosofiens standpunkt som videnskabsmand og troens standpunkt som kristen.
Den skolastiske filosofiundervisning blev i 1500-t. opgivet af de fleste universiteter, men mange katolske læreanstalter videreførte traditionen langt ind i 1600-t., og meget skolastisk tankegods er indgået i senere filosofi.
De vigtigste genrer af skolastiske skrifter er: 1) kortfattede indføringer i enkelte fag; 2) litteralkommentarer til Aristoteles' og andres grundbøger, dvs. kommentarer, som udlægger teksten i detaljer; 3) questiones, dvs. grundige diskussioner af filosofiske problemer i grundbøgerne; 4) sofismer, dvs. diskussioner med udgangspunkt i analysen af en logisk set problematisk sætning.
De fleste filosofiske værker er gået tabt, men mange findes stadig i håndskrevne bøger fra tiden. Kun en mindre del foreligger i trykt form, idet skolastikforskningen først etableredes for alvor efter midten af 1800-t.
Anledningen var nythomismens forsøg på at skabe en katolsk filosofi på grundlag af middelalderlig tænkning, og længe blev der næsten sat lighedstegn mellem Thomas Aquinas og skolastisk filosofi.
Skolastikkens virkelighed var mere kompliceret: Skønt en af de største var Thomas dog kun en blandt flere betydningsfulde teologer, og de rent filosofiske artes-fakulteter producerede fremragende tænkere som Boëthius de Dacia og Jean Buridan samt adskillige, hvis navne ikke mere kendes. En meget stor del af den filosofiske litteratur er nemlig blevet overleveret anonymt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.