Nicolaus Cusanus

Nicolaus Cusanus, Nikolaus fra Kues, 1401-1464, tysk filosof, matematiker, teolog og kirkepolitiker, født i Kues (lat. Cusa, i dag Bernkastel-Kues) ved Mosel. Efter studier i Heidelberg og Padova blev han doktor i jura, hvorefter han studerede teologi i Köln. Blandt humanister høstede han stor anerkendelse for sit fund af hidtil ukendte komedier af den antikke romerske forfatter Plautus.

Nicolaus Cusanus deltog som jurist i kirkemødet i Basel, hvor han tilhørte den konciliaristiske fløj (se koncil) og afsluttede sit berømte skrift om den kristne enighed, De concordantia catholica fra 1433. I 1437 gik han over på den pavelige side og rejste som pavelig udsending til Konstantinopel for at forhandle betingelserne for en forening af den latinske og den græske kirke.

I 1440'erne repræsenterede han pavestolen i en række forhandlinger med de tyske fyrster, som i 1448 resulterede i konkordatet i Wien (se Nicolaus 5.). Samme år blev han som belønning for sin indsats udnævnt til kardinal og i 1450 til biskop af Brixen (ital. Bressanone) i Sydtyrol. Her kom han i bitter konflikt med den lokale hertug, og i 1458 drog han tilbage til Rom, hvor hans ven pave Pius 2. gav ham flere fremtrædende poster.

Som tænker tilhørte Nicolaus Cusanus den platoniske tradition; han var en erklæret modstander af skolastikken. Han var især påvirket af Dionysios Areopagitten og dennes negative teologi, som han videreudviklede med skarpsindighed og sans for paradoksale formuleringer (se docta ignorantia og coincidentia oppositorum).

Cusanus så verden som strukturer snarere end som ting og yndede at bruge matematiske og geometriske eksempler til at illustrere sin tankegang, bl.a. cirklens (tilnærmede) kvadratur og rektifikation.

Ikke mindst derfor er han undertiden blevet set som en forløber for den naturvidenskabelige revolution i 1500- og 1600-t. (kosmologi, matematik osv.), men med urette, eftersom hans ærinde slet ikke var naturvidenskabeligt.

Nicolaus Cusanus efterlod sig et stort forfatterskab, der bl.a. omfatter De docta ignorantia (skrevet 1440, Om den lærde uvidenhed), De coniecturis (skrevet 1441-43, Om formodninger) og Idiota de sapientia (skrevet 1450, En lægmand om visdom). Hans skrifter blev første gang trykt i 1488.