Faktaboks

Bonaventura

Giovanni di Fidanza, Johannes Fidanza

Levetid - kommentar
ca. 1217-1274

Bonaventura var en italiensk filosof og teolog. Efter studier ved universitetet i Paris indtrådte Bonaventura i 1243 i franciskanerordenen. Sit teologiske studium, påbegyndt under Alexander fra Hales, afsluttede han i 1252-1253 ved at skrive en omfangsrig kommentar til Petrus Lombardus' fire sentensbøger.

Som lærer i Paris skrev Bonaventura om bl.a. Guds treenighed og kristologien samt en kortfattet dogmatisk håndbog (Breviloquium).

I 1257 blev Bonaventura valgt til franciskanernes ordensgeneral og greb ind over for de såkaldte spiritualer, der var inspirerede af Joachim a Fiores apokalyptiske tænkning. Bonaventura var den drivende kraft bag de nye konstitutioner, som hans orden vedtog i 1260, ligesom han forfattede de autoriserede levnedsskildringer af Frans af Assisi. Ofte betegnes Bonaventura som franciskanerordenens anden grundlægger.

Som tænker stod han som samtidens dominerende repræsentant for traditionen fra Augustin. For Bonaventura stammer al sand erkendelse fra en indre guddommelig oplysning (illumination), ligesom den skabte verdens genstande kun eksisterer i kraft af at være afbildninger af den guddommelige idéverden (eksemplarisme).

Som Guds ord og visdom er Kristus fylden af den guddommelige tanke og kilden til indre oplysning. Dermed er Kristus centrum for al videnskab og visdom, og der er derfor en uopløselig sammenhæng mellem erkendelse og etik.

Bonaventura afviste de centrale tanker i Aristoteles' nyligt opdagede naturvidenskabelige og metafysiske skrifter: Eftersom Aristoteles ikke havde kendskab til Kristus og alene støttede sig på den naturlige fornuft, måtte hans teorier med nødvendighed gå fejl af sandheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig