Erasmus af Rotterdam. Maleri af Hans Holbein d.y., 1523-24.

.

Johann Gottfried von Herder. I Herders kulturfilosofi afløses det klassiske og almengyldige af en række højdepunkter i en udviklingsproces, hvor hver nation hvert århundrede realiserer sit særpræg og dermed også sit ypperste. Maleri af Gerhard von Kügelgen (1772-1820) ca. 1799.

.

Med popkunstnerisk tæft bruger den amerikanske billedkunstner Barbara Kruger (f. 1945) masseproducerede billeder i sine værker, ofte ugeblads- og reklamebilleder. Hen over disse fotos skriver hun sit budskab i et sprog, der mimer tonen fra hårdtslående reklamer; teksten i dette værk lyder Når jeg hører ordet kultur, tager jeg mit checkhæfte frem. Hensigten er at vise, at især massemedier anvender et magtsprog. Uden forbehold fortæller den pågående parole, at også kultur er kommerciel, kultur for alle er en drøm. Uden titel, (When I hear the word culture I take out my checkbook), 1985, 345 cm×150 cm; privateje.

.

Kultur forbindes sædvanligvis med kunstarter og videnskaber, hvor mennesket er i centrum. Menneskets viden om naturen er imidlertid en vigtig del af kulturens historie. Billedet viser en gruppe skolebørn på besøg i væksthuset i Botanisk Have i København. Besøget indgår i undervisningen og varetages af læreren og en medarbejder fra havens skoletjeneste. Fotografi fra 1995.

.

Tøj og sko til hele familien, kød fra halal-slagteren og frugt og grønt fra Al-Madina marked viser et udsnit af gadens multikulturelle vareudbud; et almindeligt træk ved de større danske byer. Fotografi fra Nørrebrogade i København, 1997.

.

Kultur er et ofte uhåndgribeligt begreb. I daglig tale tillægges det en lang række betydninger, der tilsyneladende er indbyrdes modstridende. Det kan referere til et menneske af dannelse, et menneske, der har kultur, altså er kultiveret; men det kan også i neutral forstand beskrive reglerne for en nærmere angivet gruppes adfærd.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kultur kommer af latin cultura, af colere 'dyrke'.

Børn har fx legekultur. Man kan tale om fodboldkultur, trafikkultur eller endog om voldskultur. Man mangler voldskultur, hvis man blot slår ukontrolleret løs på hinanden, evt. sparker på en, der allerede ligger ned. Voldskultur opstår gennem stadig omgang med vold inden for et fællesskab af kendere, der ikke slår på hinanden hvor som helst og når som helst. Normalt ville man definere kultur som det modsatte af vold, men i dette tilfælde har volden altså også sin egen kultur.

Den tyske nazileder Hermann Göring tillægges med urette det udsagn, at han, når han hørte ordet kultur, trak sin revolver (replikken stammer fra skuespillet Schlageter (1933) af Hanns Johst (1890-1978) og lyder, korrekt gengivet: "Når jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min browning."). I dag er der ikke nogen, der trækker deres revolver eller afsikrer deres browning, når de hører ordet kultur. Stadig oftere vil de være tilbøjelige til at trække ordet kultur og bruge det, som om det var en revolver. Kultur er blevet et kampråb for en række minoritetsgrupper, der søger en bekræftelse af deres identitet. Det kan være seksuelle minoriteter eller mennesker af forskellig etnisk oprindelse. Det kan være rockere, som kræver ret til at leve i overensstemmelse med deres rockerkultur og de særlige æresbegreber, den repræsenterer.

Kultur er her et militant begreb, som bruges til en kritisk afgrænsning over for samfund, stat og andre grupper, idet det henviser til race eller køn, seksuel identitet eller en eller anden form for særlig adfærd.

I 1990'erne er kultur også blevet et politisk nøgleord. Alle partier går i bred almindelighed ind for kultur, og kultur er nærmest blevet synonym for det gode i en tidsalder, der er fattig på klare visioner og tydeligt definerede politiske mål. Kultur er godt for borgerne på samme måde som motion, ernæringsrigtig kost og almindelig kropshygiejne. Vægten er lagt på det positive og opbyggelige, på oplevelser, der kan skabe fællesskab og en følelse af samhørighed, evt. samling om en række ikke nærmere definerede værdier af national art. National forstås her ikke i nationalistisk, men snarere i bred folkelig forstand.

Definitioner af kultur

Den i dansk sammenhæng oftest citerede definition på kultur stammer fra Hartvig Frischs Europas Kulturhistorie (1928): "Kultur er Vaner". Her defineres kultur først og fremmest som tradition, som skaber af sammenhæng og kontinuitet, og det er måske herfra, uhåndgribeligheden i begrebet stammer. Vores brug af ordet kultur er blevet en vane, og vi gør os ikke klart, hvor mange forskellige betydninger ordet har opsamlet i løbet af sin historie. Der er et ekko i det af såvel den klassiske antikke dannelsestradition som oplysningstidens idealer, af såvel folkelig romantik som antropologisk sprogbrug, af såvel statslig kulturpolitik som militante gruppers kamp for identitet vendt netop imod stat og lovgivning.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk har i slutningen af 1900-t. vittigt sagt, at mennesket er det væsen, som har haft den letsindighed ikke at lade sig føde som dyr. Vi fødes til en verden, i hvilken intet er givet på samme måde som for dyret, og dyrets kompasnål, instinktet, er erstattet af vor egen usikre opfindsomhed. Vores adfærd er ikke programmeret, men friere og mere variabel, tillært og overført fra individ til individ, fra generation til generation, indtil der er skabt et omfattende system af begivenheder og betydninger, der ikke kan fattes med sanserne alene. Det er dette sidste, der i ordets mest elementære forstand udgør definitionen på kultur (se også materiel kultur).

Menneskets oprejste gang har gjort vores krop større og frem for alt sat hænderne fri, så de kunne udvikle evnen til at håndtere redskaber, hvad der igen stimulerede hjernens vækst. Nogle teoretikere hævder, at det også er fra brugen af værktøj, at menneskets unikke evne til symboldannelse stammer. En økse er ikke blot et redskab beregnet til at hugge i træ, men også et symbol på autoritet. Parring bliver til ægteskab, og alle sociale relationer mellem forældre og børn, brødre og søstre, forvandles til et netværk af moralske forpligtelser, rettigheder og privilegier som et led i udviklingen af menneskets symboldannende evne.

Mennesker fødes ikke, de dannes, skrev Erasmus af Rotterdam i 1529 (i De pueris instituendis, Om børneopdragelse). Det er i opdragelsen og i en lang række læreprocesser, at børn formes til samfundsvæsener, og det er bag fællesskabets beskyttende mur, at mennesket midt i en fjendtlig natur udvikler en række træk, som i stadig stigende grad gør det til en biologisk outsiderfigur, en luksusartikel midt i overlevelseskampen. "Dets hoved blev bemærkelsesværdigt stort, dets hud bemærkelsesværdigt tynd, kvinderne bemærkelsesværdigt smukke, benene bemærkelsesværdigt lange, stemmerne bemærkelsesværdigt artikulerede, kønsdriften bemærkelsesværdigt kronisk, børnene bemærkelsesværdigt infantile, de egne døde bemærkelsesværdigt uforglemmelige", som Peter Sloterdijk beskriver det i bogen Im selben Boot (1993).

Kulturen kan vise sig at være stærkere end biologisk givne kendsgerninger som liv og død. For et dyr indebærer døden blot stofskiftets og åndedrættets ophør. For mennesket er døden tillige et begreb. Ikke blot ved mennesket, at det skal dø, men kulturen lover endog i nogle tilfælde sejr over døden: et evigt liv efter dette. Døden ophører med at være en kendsgerning og forvandles til symbol. Kulturen kan forføre mennesker til en — set fra et overlevelsessynspunkt — unaturlig adfærd, idet de bringes til at ofre deres liv for en idés eller et ideals skyld. Men kulturen kan også tilfredsstille behov, som naturen aldrig ville kunne imødekomme.

Begrebets udvikling

Ordet kultur kommer af latin cultura og kan betyde dyrkning, pasning, plejning, forædling og bearbejdning, først og fremmest af jorden, planter og husdyr. Det kan også betyde beboelse, udsmykning og dekoration, ligesom det kan have en religiøs betydning i form af dyrkelse af guder (jf. kultus).

Med den romerske forfatter Cicero fik ordet cultura i 1. årh. f.Kr. den betydning, som kom til at præge al senere brug af det, cultura animi 'dyrkelse af ånden', forstået som omsorg for sjælens vækst. Herved forstås nøjagtig som i tilfældet med jord og planter en forædlingsproces. Den voksne forbedrer sig selv i et arbejde med sin ånd — og påvirker børnene og de unge gennem opdragelsen (se også dannelse og humanisme).

I renæssancen blev ordet kultur i Ciceros forstand genoplivet som en forestilling om pleje af ånden og optræder i skrifter af fx Francis Bacon og Thomas Hobbes. I løbet af 1600-t. indtrådte der imidlertid en ny udvikling i brugen af ordet, idet det ikke længere kun betegnede den proces, hvori ånden plejes og perfektioneres, men også dannelsesprocessens resultat: det kultiverede menneske. Kultur henviser ikke blot til personer, men også til fællesskaber og samfund, og der opstår således en opdeling af verden i kulturfolk og naturfolk, den civiliserede verden over for den primitive og vilde, hvad Michel de Montaigne havde øje for allerede sidst i 1500-t.

Ordet antog i 1700-t. forskellige betydninger i England, Frankrig og Tyskland. I England og Frankrig betyder ordet nogenlunde det samme som civilisation, et ord afledt af det latinske ord for borger, civis, og det dertil hørende adjektiv, civilis, som angiver de kvaliteter, der kendetegner en borger i et velfungerende samfund. Kultur betyder her slet og ret "a way of life", dvs. livsform eller levevis.

Man opererer ganske vist med en skelnen mellem højtudviklede og lavere udviklede kulturer, men kulturopfattelsen blev båret af en tro på en kulturskabende evne, som er til stede i alle mennesker, og var således i sin kerne, hvad vi i dag vil kalde demokratisk. Det er oplysningstidens ånd, der her melder sig med sit ønske om at fremme lighed og frihed mellem mennesker.

Anderledes i Tyskland, hvor en modsætning mellem de to ord, kultur og civilisation, udviklede sig. Kultur fik her en moralsk og åndelig dimension, der gør den beslægtet med det særlige tyske begreb om dannelse, Bildung, mens civilisation betegner det overfladiske og kunstige. Kultur har med inderlighed og sjælepleje at gøre, civilisation med udvendighed, høflige manerer og retorik.

Hvor den engelske og franske kulturopfattelse i overensstemmelse med oplysningstidens idealer potentielt omfatter alle, medfører den tyske kulturopfattelse overvejende afgrænsning. Den tjener først og fremmest til befæstelse af selvfølelsen hos en lille elite.

I det tyske dannelsesborgerskab blev der nok drømt om frihed, men da en borgerlig revolution udeblev i Tyskland i 1700- og 1800-t., kompenseredes der for manglen på ydre frihed med en dyrkelse af den indre; et træk, der i øvrigt kan genfindes i lutherdommen, jf. frihed (teologisk frihed). Friedrich Schiller kaldte ca. 1800 den politiske og borgerlige frihed for det højeste gode og et centrum for al kultur, men den kan kun skabes på en forædlet karakters faste grund. "Man må derfor begynde med at skabe borgere til forfatningen, før man kan give en forfatning til borgerne", konkluderer han i en resigneret indrømmelse til det tyske borgerskabs politiske afmagt (Das Vermögen zur Freiheit, 1793).

Borgerskabets særlige domæne bliver kulturen, et selvskabt reservat for inderlighed, åndelighed og højere dyder. Udenfor befinder sig til den ene side adelen med sin overfladiske, fra Frankrig importerede kultur, til den anden side pøbelen med sin råhed, vulgaritet og mangel på dannelse. I den politiske friheds fravær bliver 1800-t.s Tyskland i sit borgerskabs øjne til "das Land der Dichter und Denker" 'digternes og tænkernes land'.

Kultur som fælles identitet

Det var en tysk tænker, der leverede den revolutionerende udformning af kulturbegrebet, som har sat sig de dybeste spor i eftertiden. I Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (4 bd., 1784-91) hævder Johann Gottfried Herder, at alle mennesker, selv såkaldte naturfolk, har en kultur. Ordet kultur fik i Herders udlægning en enorm udvidelse. Det kom til at omfatte alle sider af et folks liv, såvel dets åndelige som materielle frembringelser, fx sprog, religion, tænkning, kunst, videnskab, politik, retssædvaner, normer, redskaber, våben, transportmidler.

Nok så afgørende er det, at Herder ikke mener, at kulturerne har nogen rangordning eller hierarki. Der er intet folk, der er andre folk overlegent. Oplysningsfilosoffernes forestillinger om et kulturens højeste stadium, hvor fornuften hersker, og frihed og lighed blomstrer, er for ham udtryk for europæisk og især fransk hovmod. Europæerne har ifølge Herder gjort deres egen kultur til målestok for hele menneskeheden. Han peger i stedet på de værdier, der gemmer sig i fjerne og afsidesliggende kulturer. Der findes ingen universelt gyldig kultur. Hvert folk har sin kultur, sin ånd, på tysk kaldt Volksgeist (og på dansk folkesjæl).

Herders syn på kultur som et fænomen i flertal og på de enkelte kulturer som helheder i sig selv og ikke blot ufuldkomne eller primitive forstadier til mere udviklede kulturer gør ham til en moderne tænker og til en af antropologiens fædre (se også folkelighed).

Der er i Herders tænkning en række aspekter, der på godt og ondt peger frem mod 1900-t. Ordet "kultur" kan i hans forfatterskab frit udskiftes med ord som "folk" eller "nation". Når han understreger, at intet folk kan dømme et andet efter sine egne målestokke, og intet folk tvinges til at underordne sig en anden kulturs krav, har han på én gang leveret argumenter for den tredje verdens kamp for at frigøre sig fra sine koloniherrer og retfærdiggjort den form for militant nationalisme, der ender med at kræve etniske udrensninger.

Hans pluralistiske syn på de menneskelige forskelle giver gode argumenter for tolerance i en form for meget moderne kulturrelativisme. Der er ingen absolutte værdier, hævder han, kun lokale. Enhver kultur, uanset hvor den befinder sig i historien eller geografien, har samme værdi som de øvrige. Samtidig legitimerer hans understregning af kulturernes indre renhed forfølgelsen af dem, der i etnisk oprindelse eller i synspunkter afviger fra folkesjælen.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i krigen 1870-71 smeltede de to ord kultur og nation endegyldigt sammen. Det militante Tyskland repræsenterede og forsvarede kulturen midt i en mindreværdig verden. Det er sjældent blevet udtrykt så klart som af den tyske forfatter Thomas Mann, da han i 1918 skrev, at " ... tyskhed, det er kultur, sjæl, frihed, kunst og ikke civilisation, samfund, stemmeret, litteratur" (i Betrachtungen eines Unpolitischen). Få år senere kom Thomas Mann selv på bedre tanker, og citatet anføres hverken for at stemple forfatteren eller Tyskland, men som eksempel på, hvordan uforsigtig omgang med begrebet kultur kan få drastiske konsekvenser: Forsvaret for en nations kultur, dens særlige sjæl, ender i en afvisning af demokratiet som et fremmedelement, der korrumperer folkesjælens renhed.

Antropologiske definitioner

Den definition, der skulle blive klassisk inden for antropologien, blev givet af den britiske antropolog Edward Burnett Tylor i åbningskapitlet til Primitive Culture (1871), hvor han beskriver kulturen som "den komplekse helhed, der omfatter viden, tro, kunst, moral, lov, skik og brug og alle andre former for evner og vaner, som et menneske tilegner sig som medlem af samfundet".

Først ca. 1900 fik antropologien for alvor sin udformning i hænderne på den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas. Boas videreførte Herders pluralistiske vision af en kulturernes mangfoldighed, som han forbandt med empirisk forskning i de enkelte kulturers særlige træk. I et polariseret politisk klima tilbød Boas' idéer om kultur sig som et alternativ til biologisk funderede teorier om sammenhængen mellem kultur og race, der var dominerende i 1900-t.s første årtier.

Hos Boas' elev Ruth Benedict kom dette opgør med en racisme, der smykkede sig med videnskabelige argumenter, åbent til udtryk: "Kulturen er den sociologiske betegnelse for tillært adfærd", skrev hun, "en adfærd, som mennesket ikke er blevet givet ved fødslen, og som heller ikke er nedlagt i dets celler, som det er tilfældet med hvepsene eller de sociale myrer, men må læres på ny i hver ny generation. Det er det omfang, i hvilket menneskets præstationer er afhængige af en sådan form for tillært adfærd, som udgør dets krav på at være resten af skabningen overlegen: Mennesket er med fuld ret blevet kaldt det kulturbærende dyr" (Race and Racism, 1943).

Franz Boas' berømteste elev var Margaret Mead. Som 25-årig skrev hun sin første antropologiske afhandling, Coming of Age in Samoa (1928), der skulle blive en bestseller og få stor indflydelse på opfattelsen af kønsrollerne i 1900-t. Det var intet mindre end spørgsmålet om den menneskelige naturs beskaffenhed, hun søgte at besvare i sin undersøgelse af adfærdsmønstre i puberteten hos Samoas indfødte. I den moderne antropologis ånd svarede hun ved at henvise til kulturens, opvækstens og de indlærte færdigheders altafgørende betydning.

Margaret Mead fortsatte sine feltstudier bl.a. på øen Ny Guinea, og efter at have undersøgt kønsrollemønstrene hos forskellige stammer skrev hun, at de personlighedstræk, vi normalt betegner som maskuline eller feminine, i virkeligheden sidder lige så løst på kønnene som det tøj, de bærer. Det var kulturen, der dikterede, hvad der var mandligt og kvindeligt, ikke naturen (se også køn). Den slutning, hun drog, var radikal: "Vi tvinges til at konkludere, at den menneskelige natur i næsten utrolig grad er påvirkelig og føjelig" (Sex and Temperament in Three Primitive Societies, 1935; da. Kvinde og mand i tre primitive samfund, 1957).

Skønt senere forskning satte alvorlige spørgsmålstegn ved Margaret Meads metode og resultater, kan der ikke være tvivl om hendes betydning for samtidens åndelige klima. Fra hendes opfattelse går en lige linje til 1930'ernes radikale intellektuelle, der forsøgte at gøre op med en konservativ kultur og her ikke tænkte så meget på konservative synspunkter udtrykt i kunst og litteratur som på traditionelle kønsrollemønstre, småborgerlige vaner og smagsfordomme. I Danmark fandt dette opgør sted i form af kulturradikalismen, men sin største effekt fik antropologien utvivlsomt med den kvindefrigørelse, som for alvor tog fart i 1900-t.s anden halvdel, og som fik sit startskud, da den franske feminist og forfatter Simone de Beauvoir med inspiration i den moderne antropologis feltstudier programmatisk udtalte, at "som kvinde fødes man ikke, det er noget, man bliver" (Le deuxième sexe, 1949, da. 1965).

Den indflydelsesrige franske antropolog Claude Lévi-Strauss skrev i 1951 på opfordring fra FN's UNESCO en tekst med titlen "Race og historie", hvori han fastslog, at de forskelle, der eksisterer mellem de forskellige kulturer, ikke skyldes race, men forskellige geografiske, historiske og sociologiske betingelser, der ikke kan henføres til menneskets anatomiske eller fysiologiske konstitution eller til hudfarver som sort, gul eller hvid. Lévi-Strauss slog også fast, at der ikke fandtes nogen civilisation eller kultur, som kunne tjene som model for andre, fordi den repræsenterede et højere udviklingsstadium. Kulturernes forskelle bundede ikke i, at de befandt sig på forskellige udviklingstrin. De var fuldgyldige verdener i sig selv og måtte alle anses for ligeværdige.

Den frigørelse fra de europæiske kolonimagter, der for alvor tog fart i 1950'erne, fandt oftest sted under påberåbelse af de nationale kulturers ret til frihed og uafhængighed. Skønt eliterne i den tredje verden i vidt omfang havde overtaget vestlig levevis, følte de nyligt uafhængige nationer ingen trang til at efterligne det europæisk-amerikanske politiske system, der havde mistet sin selvbestaltede status som forbillede. Den frigørelse, de nye nationer havde kæmpet for, var på en national identitets vegne, altså af kollektiv art, og det var måske derfor ikke noget tilfælde, at kun få af dem som styreform valgte det parlamentariske demokrati. I stedet blev de i de fleste tilfælde etparti-stater med enten nationalistiske eller kommunistiske fortegn. Der var ingen plads til afvigelser, uenighed eller individuel frihed, når selvstændigheden i en nyvunden ret til national identitet skulle forsvares. Det var med andre ord den moderne antropologis akilleshæl, der igen viste sig, arven fra Herder og den tyske romantik med dens tvetydige dyrkelse af folkesjælen.

Tiden efter 2. Verdenskrig

I 1900-t.s anden halvdel blev ordet kultur stadig mere mangetydigt. Hvor det før viste hen til dannelsesprocessen, anstrengelsen ved den kulturelle tilegnelse, og altså pegede fremad mod dannelsens resultat, det kultiverede menneske med dets skærpede blik og udvidede horisont, viser ordet nu snarere bagud, tilbage mod rødder og identitet. Kultur er noget, man finder, eventuelt genvinder, idet man frigør sig fra fremmed indflydelse frem for at udsætte sig for den. Kultur betyder retten til at være sig selv. Det bliver et ord, man stadig hyppigere finder malet på bannere frem for trykt i bøger. Kultur er blevet en kampparole, en "revolver".

Der ligger her et skjult opgør med oplysningstiden, med dens forestilling om en universel kultur, hvis værdier gælder for alle mennesker. Kulturrelativismen har sejret. Også over den racisme og biologiske determinisme, der engang var antropologiens vigtigste modstander. Skønt ordet racist stadig optræder i den offentlige debat som et skældsord, der slynges i hovedet på fx modstanderne af indvandrere og flygtninge, er der i dag ikke længere nogen vigtige aktører, der bekender sig til en racelære endsige argumenterer ud fra forestillinger om den ene races overlegenhed over den anden.

Hvor racelæren engang var et klassisk stridspunkt mellem den politiske højre- og venstrefløj, benytter begge parter sig i dag af de samme talemåder og henviser i stedet til kulturernes forskellighed. Ingen er længere uenige om at anerkende kulturrelativismen. Den ene part mener blot, at kulturerne kan leve sammen i fredelig sameksistens inden for rammerne af et og samme samfund, den anden, at de ikke kan. Den ene part fremhæver indvandrernes ret til forskellighed og kulturel egenart over for kravet om integration, den anden fremhæver danskernes ret til forskellighed over for det, de anser for en truende, endeløs invasion af fremmede. Det biologiske argument er afløst af det kulturelle.

Højre- og venstrefløj mener det samme, blot med forskellige betoninger: Kulturerne har det bedst, hvis de lever adskilt. Den ene part forestiller sig et kulturelt set "rent" eller homogent samfund, den anden et multikulturelt samfund, hvor forskellige kulturelle grupper lever sammen uden at indgå i nogen smeltedigel, hvor de gensidigt påvirker og transformerer hinanden. Kultur forstås som gruppeidentitet. Det oprindelige bånd til dannelsestraditionen med dens betoning af den individuelle tilegnelsesproces over for kulturens frembringelser er her endegyldigt opløst.

Det multikulturelle samfund lyder som opskriften på et kosmopolitisk samfund, men kan lige så godt være det modsatte: Et ekstremt provinsielt samfund, hvor hver gruppe kun er optaget af sig selv og sin identitet og uimodtagelig for påvirkning udefra. Man er sort, bøsse, lesbisk, indvandrer, hundeejer, lystsejler, fodboldfan, punker, før man er menneske. Et sådant samfund er åbent og mangfoldigt på overfladen. Indadtil er det lukket og intolerant, fordi alle forstår sig selv som repræsentanter for en gruppe frem for individer.

Det amerikanske samfund er et eksempel på et sådant multikulturelt samfund, hvor ordet kultur har antaget en næsten sakral status som synonym for gruppeidentitet. Etniske og seksuelle minoriteter gør krav på anerkendelse af deres kultur, og kulturbegrebet sættes her ofte i forbindelse med undertrykte grupper og deres kamp for anerkendelse og identitet. Den i slutningen af 1990'erne meget omtalte såkaldte politiske korrekthed er et eksempel på de sprogregler, der omgærder disse nye kulturer og gør ikke blot negativ omtale, men også kritik, ironi og satire praktisk taget umulig.

Det ignoreres, at alle disse "kulturer" har del i og forudsætter et højtudviklet industrisamfund, som afgørende præger dem. Hvor forskellige er de i grunden fra den dominerende kultur, de mener sig undertrykt af? Er minoriteternes levevis, arbejdsform og tro så afgørende anderledes, at det er berettiget at betragte dem som selvstændige kulturer i den forstand, som antropologien oprindeligt tilsigtede? De har allesammen forbrugersamfundet som horisont. Sport, biler, fjernsyn, designertøj, kondisko, Internettet, video, cd'er og Hollywood-film er fælles kulturgods for dem alle, og de forskellige kulturer profilerer sig oftere ved de valg, de træffer blandt forbrugersamfundets mange tilbud, end i en total afvisning af dem (se også amerikanisering og konsumption). Selvstændige kulturer i samme forstand som levevisen hos de stammer, som fx Margaret Mead undersøgte på Ny Guinea, udgør ingen af det multikulturelle samfunds mange såkaldte kulturer. Snarere end kulturer er der tale om forskellige former for livsstil.

Svarende til den udvikling, der skete med kulturbegrebet, undergik også studiet af kulturen en dramatisk forandring. Humanioras klassiske studier i litteratur, billedkunst og teater blev i løbet af 1970'erne drastisk omdannet og udvidet med nye felter, ligesom et krav om en ny form for videnskabelighed blev introduceret under indflydelse af bl.a. fransk strukturalisme, psykoanalyse og marxisme.

Det almenmenneskelige aspekt ved kulturen blev nedtonet eller direkte kritiseret til fordel for analyser af kulturen som et krydsfelt for indbyrdes modstridende, ofte politisk og socialt bestemte interessekonflikter. Kultur blev nu set og vurderet som udtryk for magt. Den blev ikke længere i klassisk humanistisk forstand betragtet som et redskab i åndens frigørelse, men snarere som en barriere, der spærrede for vejen til identitet; ofte blev hovedvægten i analyserne af den samtidige kultur lagt på begreber som køn, race og klasse.

Danmark mellem 1960-2000

1960'erne blev i Danmark kulturkløfternes årti, hvor der fandt et folkeligt oprør sted mod modernistisk kunst, der ikke blot i sin udstilling af tidsalderens fremmedgørelse syntes at have mistet sine folkelige rødder, men frem for alt — og nok så forargeligt — tog sig godt betalt for sin uforståelighed i form af Statens Kunstfond, oprettet 1964 og finansieret af skatteydernes penge (se kulturpolitik).

Men internationalt set blev 1960'erne et årti, der dannede epoke på helt modsat vis ved nedbrydningen af skellet mellem masse- og elitekultur, der igen peger frem mod 1980'ernes postmodernistiske fejring af en ny kulturrelativisme, hvor Shakespeare, et veludført stykke kunsthåndværk og ekvilibristisk fodboldspil blev vurderet efter de samme kriterier.

Den fremtrædende amerikanske kulturkritiker Susan Sontag skrev allerede i 1965 i en programmatisk formuleret artikel om "den nye sensibilitet", at den traditionelle skelnen mellem høj- og lavkultur forekom mindre og mindre meningsfuld. Den forkærlighed, som mange yngre kunstnere og intellektuelle nærede for populærkunsten, var ifølge Sontag ikke udtryk for anti-intellektualisme eller et afkald på kunstnerisk ambition. Den var tværtimod udtryk for nye standarder for skønhed, stil og smag, en ny pluralistisk følsomhed. Hvor kunsten ifølge en traditionel opfattelse indebar en kritik af samfundet, ofte af moralsk art, appellerede den nye samtidskunst først og fremmest til sanserne.

Kulturbegrebet i dag

Ved slutningen af 1990'erne er det ikke sådan, at den traditionelle opfattelse af kultur som et medium for dannelse, tradition og kontinuitet ikke længere eksisterer. Den eksisterer fortsat, nu blot som én kulturopfattelse blandt mange andre. Den har mistet sit tag i institutionerne, såvel folkeskole som universitet. Også på bibliotekerne er den folkeoplysende ambition nu blot en blandt flere. Bibliotekerne opfatter sig først og fremmest som et kulturelt supermarked, hvis opgave det er at imødekomme befolkningens mange spredte behov og interesser. Her omtales fx den traditionelle litteratur i negative vendinger som "den smalle bog", hvormed der ikke hentydes til bøgernes format, men til deres mulighed for at nå læserne. Det gælder for litteraturen som for den vej, der fører til dyden: Den er smal, og ikke mange vandrer ad den. Ordet finkultur har også vundet stor udbredelse og bruges i samme ånd polemisk til at bringe en kultur i miskredit, der kræver noget af sine brugere. Der fokuseres på kvantitet nok så meget som kvalitet; udlånstal tæller lige så meget som — eller mere end — bøgernes indhold. Som kriterier viger tradition, kontinuitet og dannelse til fordel for de målbare succeser.

I konsekvens heraf har de mest omkostningskrævende af de offentlige kulturinstitutioner, landets to dominerende tv-kanaler, DR 1 og TV 2, helt opgivet at pleje og repræsentere kulturen, da man med befriende ligefremhed skønner, at der ikke er tilstrækkeligt store seertal til denne type udsendelser.

Den gamle for en traditionel kulturpolitik så afgørende skelnen mellem underholdning og kultur gælder således ikke mere. Hvor det tidligere blev overladt til det private marked at organisere befolkningens behov for adspredelse, ser staten det i stigende grad som en forpligtelse via biblioteker og tv-kanaler selv at levere underholdningen.

Omsorgen for fortidens spor, bevaringen og tilgængeligheden af dens monumenter og værker, er en væsentlig del af kulturen. Et blomstrende museumsliv vidner om, at her lever den traditionelle kulturopfattelse, at et samfunds borgere også dannes i et møde med fortidens tanker og værker. Fortiden synes dog at rykke tættere og tættere på nutiden, og et kunstværk skal ikke være mange måneder gammelt, før det finder vej til museet, måske som et udtryk for en grundlæggende usikkerhed om, hvad det egentlig er, der udgør kontinuitet og bæredygtighed midt i en tidsalder i hastig forvandling.

Kulturpolitik

Skiftende danske kulturministre har i løbet af 1990'erne givet udtryk for den samme usikkerhed. Snart er lokale kulturbegivenheder af overvejende amatørmæssig art blevet støttet. Så er der blevet satset på medieopmærksomhed i form af den såkaldte begivenhedskultur, spektakulære, stort opsatte og hastigt overståede tableauer, beregnet på at samle et større publikums opmærksomhed og give dem en momentan følelse af fællesskab. Også den mere traditionelle, professionelle kunst er blevet tilgodeset. Vægten er blevet lagt på en styrkelse af dansk kultur som en forudsætning for mødet med det fremmede, uden at indholdet i denne nationale kultur står klart. Kulturen skal først og fremmest fungere som samlingspunkt, skabe fællesskab og konsensus, gennem positive, opbyggelige oplevelser.

Det er typisk for denne kulturpolitik, at den i sin fokusering på fællesskabet og det samlende kun i ringe grad skelner mellem kunst og kultur. Enkelte kunstnere er kommet med den indvending, at mens kulturen repræsenterer det sociale, de symboler, hvori et fællesskab genkender sig selv, repræsenterer kunsten det modsatte: en kritik af det sociale, af konventionen og det vedtagne sprog, oftest fremsat fra et individuelt synspunkt. Kunsten ses her som en slags grundforskning i menneskelig eksistens, en udvidelse og forandring af sproget, vundet i udsathed gennem konfrontationen med anderledes og nye erfaringer, som ikke uden videre lader sig indpasse i fællesskabets selvforståelse.

Demokratiets kunst og kultur

Det er en ofte ført diskussion, hvorvidt der findes en demokratisk kunst, og hermed menes der ikke kunstens tilgængelighed, men dens forhold til demokratiets værdier. At kulturen i et demokratisk samfund bør fremme demokratiske værdier og opdrage til respekt for dem, er hinsides enhver tvivl. Men kunsten er ikke forpligtet på de samme mål som kulturen, fx opdragelsen eller kampen for visse værdier i modsætning til andre værdier. Den er snarere forpligtet på sandheden i al dens nøgne hensynsløshed, og det fører ofte kunstneren til håndgemæng med fællesskabet.

Tolerance som nøgleord

Den eneste overordnede målsætning, der synes at være tilbage for kulturpolitikken, er, ud over styrkelsen af den fælles identitet, udmøntet i en noget vagt defineret tolerance. Tolerancen ser ud til at være den eneste fælles værdi, der i en kulturrelativistisk tid endnu lader sig formulere. Men hvis alle kulturer, livsformer og udtryk er lige gode eller af samme gyldighed, hvorfor skulle der så være brug for tolerance? Tolerance har man jo kun brug for, hvis der er noget, man ikke bryder sig om eller er uenig i. Det, man er indifferent overfor eller ligefrem omfatter med positive følelser, skulle det ikke være nødvendigt at mobilisere overbærenhed over for eller tålmodighed med.

Tolerance bliver ofte identificeret med kulturrelativisme, men er det modsatte, fordi tolerance forudsætter en værdiskala, et intakt hierarki af værdier, en evne til at skelne og dømme. Tolerance betyder, at man anerkender den andens ret til hans synspunkter — før man kritiserer dem. Tolerance er oplysningstidens opfindelse og mister sin mening, så snart man opgiver forestillingen om, at der findes visse kulturer og måder for mennesker at leve sammen på, som er bedre egnet til at fremme menneskers velfærd og lykke end andre.

Kulturelle aktiviteters baggrund i behov

Behov for: Umoralsk adfærd Moralsk adfærd Kulturel aktivitet
Næring Frådseri Drikfældighed Mådehold Gastronomi
Klædedragt Udstafferethed Smagløshed Prunkløshed Smag Modekunst
Bolig Arkitektur
Sex Udsvævelse Afholdenhed Troskab Erotik
Sikkerhed Fejhed Mod Krigskunst
Aggression Brutalitet Fordragelighed Krigskunst
Konkurrence Egoisme Misundelse Hjælpsomhed Beundring Sport
Ejendom Gerrighed Ødselhed Gavmildhed Sparsommelig Samlertrang
Magt Uretfærdighed Ulydighed Hårdhed Retfærdighed Lydighed Mildhed Politik
Arbejde Dovenskab Flid Erhvervsliv
Forsken Nyfigenhed Videbegær Videnskab
At udtrykke sig Praleri Løgnagtighed Skabagtighed Ærlighed Sandfærdighed Naturlighed Kunst

I hvor høj grad de kulturelle aktiviteter bygger på tilfredsstillelsen af elementære behov er antydet i skemaet, der tillige antyder, at der til de forskellige måder at tilfredsstille – eller beherske – behovene på er knyttet moralske vurderinger. Også de er kulturelt og historisk betingede, hvad der er særlig tydeligt på det erotiske og det politiske område: afholdenhed og lydighed har før været større dyder end i dag. Det er i øvrigt påfaldende, at påklædningen ikke blot vurderes æstetisk, men også moralsk (man kan være anstændigt og uanstændigt påklædt), mens boligen kun vurderes æstetisk og funktionelt og ikke moralsk. Det skyldes formodentlig at den, der bor i en "ussel" bolig, ikke kan gøres ansvarlig for den, og at den, der bor smukkest og sundest, snarere gør det på grund af økonomiske end moralske fortjenester.

Selvom ethvert af disse behov ligger til grund for en kulturel virksomhed, der har sit eget kapitel i kulturhistorien, er det dog i kraft af de fire sidstnævnte behov – for at herske, skabe nye ting, gøre nye opdagelser og udtrykke sig – at mennesket adskiller sig fra dyret som et særlig "politisk dyr", Aristoteles' artsbetegnelse for mennesket. Foruden som politisk dyr er mennesket da også blevet defineret som homo faber, homo sapiens, homo ludens: mennesket, der fremstiller, tænker – og udtrykker sig selv i leg.

Villy Sørensen: "Hvad er kultur?", trykt i Borger i Danmark, red. af K. Helveg Petersen (1969); siden optrykt som kapitel I i Uden mål – og med (1973)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig