I 1900-t.s anden halvdel blev ordet kultur stadig mere mangetydigt. Hvor det før viste hen til dannelsesprocessen, anstrengelsen ved den kulturelle tilegnelse, og altså pegede fremad mod dannelsens resultat, det kultiverede menneske med dets skærpede blik og udvidede horisont, viser ordet nu snarere bagud, tilbage mod rødder og identitet. Kultur er noget, man finder, eventuelt genvinder, idet man frigør sig fra fremmed indflydelse frem for at udsætte sig for den. Kultur betyder retten til at være sig selv. Det bliver et ord, man stadig hyppigere finder malet på bannere frem for trykt i bøger. Kultur er blevet en kampparole, en "revolver".
Der ligger her et skjult opgør med oplysningstiden, med dens forestilling om en universel kultur, hvis værdier gælder for alle mennesker. Kulturrelativismen har sejret. Også over den racisme og biologiske determinisme, der engang var antropologiens vigtigste modstander. Skønt ordet racist stadig optræder i den offentlige debat som et skældsord, der slynges i hovedet på fx modstanderne af indvandrere og flygtninge, er der i dag ikke længere nogen vigtige aktører, der bekender sig til en racelære endsige argumenterer ud fra forestillinger om den ene races overlegenhed over den anden.
Hvor racelæren engang var et klassisk stridspunkt mellem den politiske højre- og venstrefløj, benytter begge parter sig i dag af de samme talemåder og henviser i stedet til kulturernes forskellighed. Ingen er længere uenige om at anerkende kulturrelativismen. Den ene part mener blot, at kulturerne kan leve sammen i fredelig sameksistens inden for rammerne af et og samme samfund, den anden, at de ikke kan. Den ene part fremhæver indvandrernes ret til forskellighed og kulturel egenart over for kravet om integration, den anden fremhæver danskernes ret til forskellighed over for det, de anser for en truende, endeløs invasion af fremmede. Det biologiske argument er afløst af det kulturelle.
Højre- og venstrefløj mener det samme, blot med forskellige betoninger: Kulturerne har det bedst, hvis de lever adskilt. Den ene part forestiller sig et kulturelt set "rent" eller homogent samfund, den anden et multikulturelt samfund, hvor forskellige kulturelle grupper lever sammen uden at indgå i nogen smeltedigel, hvor de gensidigt påvirker og transformerer hinanden. Kultur forstås som gruppeidentitet. Det oprindelige bånd til dannelsestraditionen med dens betoning af den individuelle tilegnelsesproces over for kulturens frembringelser er her endegyldigt opløst.
Det multikulturelle samfund lyder som opskriften på et kosmopolitisk samfund, men kan lige så godt være det modsatte: Et ekstremt provinsielt samfund, hvor hver gruppe kun er optaget af sig selv og sin identitet og uimodtagelig for påvirkning udefra. Man er sort, bøsse, lesbisk, indvandrer, hundeejer, lystsejler, fodboldfan, punker, før man er menneske. Et sådant samfund er åbent og mangfoldigt på overfladen. Indadtil er det lukket og intolerant, fordi alle forstår sig selv som repræsentanter for en gruppe frem for individer.
Det amerikanske samfund er et eksempel på et sådant multikulturelt samfund, hvor ordet kultur har antaget en næsten sakral status som synonym for gruppeidentitet. Etniske og seksuelle minoriteter gør krav på anerkendelse af deres kultur, og kulturbegrebet sættes her ofte i forbindelse med undertrykte grupper og deres kamp for anerkendelse og identitet. Den i slutningen af 1990'erne meget omtalte såkaldte politiske korrekthed er et eksempel på de sprogregler, der omgærder disse nye kulturer og gør ikke blot negativ omtale, men også kritik, ironi og satire praktisk taget umulig.
Det ignoreres, at alle disse "kulturer" har del i og forudsætter et højtudviklet industrisamfund, som afgørende præger dem. Hvor forskellige er de i grunden fra den dominerende kultur, de mener sig undertrykt af? Er minoriteternes levevis, arbejdsform og tro så afgørende anderledes, at det er berettiget at betragte dem som selvstændige kulturer i den forstand, som antropologien oprindeligt tilsigtede? De har allesammen forbrugersamfundet som horisont. Sport, biler, fjernsyn, designertøj, kondisko, Internettet, video, cd'er og Hollywood-film er fælles kulturgods for dem alle, og de forskellige kulturer profilerer sig oftere ved de valg, de træffer blandt forbrugersamfundets mange tilbud, end i en total afvisning af dem (se også amerikanisering og konsumption). Selvstændige kulturer i samme forstand som levevisen hos de stammer, som fx Margaret Mead undersøgte på Ny Guinea, udgør ingen af det multikulturelle samfunds mange såkaldte kulturer. Snarere end kulturer er der tale om forskellige former for livsstil.
Svarende til den udvikling, der skete med kulturbegrebet, undergik også studiet af kulturen en dramatisk forandring. Humanioras klassiske studier i litteratur, billedkunst og teater blev i løbet af 1970'erne drastisk omdannet og udvidet med nye felter, ligesom et krav om en ny form for videnskabelighed blev introduceret under indflydelse af bl.a. fransk strukturalisme, psykoanalyse og marxisme.
Det almenmenneskelige aspekt ved kulturen blev nedtonet eller direkte kritiseret til fordel for analyser af kulturen som et krydsfelt for indbyrdes modstridende, ofte politisk og socialt bestemte interessekonflikter. Kultur blev nu set og vurderet som udtryk for magt. Den blev ikke længere i klassisk humanistisk forstand betragtet som et redskab i åndens frigørelse, men snarere som en barriere, der spærrede for vejen til identitet; ofte blev hovedvægten i analyserne af den samtidige kultur lagt på begreber som køn, race og klasse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.