Inspirationen er som allerede strejfet ikke en eksklusiv kunstnerisk erfaringsform. Filosoffen Karl R. Popper hævder på linje med Einstein, at der ikke findes en logisk metode, der kan føre én frem til nye idéer. I enhver videnskabelig opdagelse indgår et element af kreativ intuition eller indføling.
Videnskabelige inspirationsoplevelser opviser ligesom de kunstneriske nogle gennemgående træk — træk, som tilmed synes at være beslægtede med de religiøse og kunstneriske erfaringer. Inspirationen kommer uventet og pludseligt, ofte i en ganske banal hverdagssituation, hvor man ikke arbejder videnskabeligt. Men den kommer ikke tilfældigt, for den forudgås af intens fordybelse i omfattende problemstillinger, ugers eller måneders arbejde. Oplevelsen har karakter af gennembrud til et højere erkendelsesniveau, som gør det muligt at begribe beslægtede iagttagelser eller problemer ud fra et samlet synspunkt, en formel, en forklaringsmodel. Inspirationserfaringen sætter med et snuptag helhedsbetragtningen forud for de enkeltelementer, den vedrører.
Når denne oplevelse af Popper betegnes som irrationel og af andre tilskrives ubevidste processer, skal det ikke forstås sådan, at det, der vælder frem, er tilfældige brokker fra det ubevidstes reservoir af uartikulerede rørelser. Idéerne er jo netop "gode" idéer, det vil sige: de passer ind i et på forhånd etableret rationelt, videnskabeligt sprog. De har altså på uforklarlig vis passeret gennem et filter, der har sorteret irrelevante, "dårlige" idéer fra. Begrebet irrationel sigter derfor snarere til, at den enkelte ikke er i stand til at gøre rede for, hvordan idéen blev til. Inspirationen leverer et facit, mellemregningerne fortaber sig i mørke.
Som digteren Klaus Rifbjerg skriver i 1974: "Først når man er nået til det punkt, hvor man ikke længere kan se en sag fra to sider, men fra hundrede eller et uendeligt antal, er man overhovedet i stand til at se. Dvs. at den oprindelige ambitions-igangsætter, konkurrence-inspirationen eller hvad vi nu skal kalde den, er afløst af en langt mere omfattende stræben, en kosmisk, der har noget med det religiøse at gøre". Inspirationen er således forbundet med en opløsning af alle tilvante, enkle kategorier og af de alt for menneskelige ambitioner. Den inspirerede er også hos Rifbjerg "ude af sig selv". Det normales trygge overskuelighed er afløst af uoverskuelig mangfoldighed, der indebærer en slags opgivelse af det hidtidige selv, "hvor det sande jeg vrider sig som en eremitkrebs, der har mistet sin skal". Men den farefyldte overgang fra denne tilstand til digtet, den nye skal, er uforklarlig, ikke-beskrivelig — en pause markeret af mangfoldigheden og selvopgivelsen på den ene side, digtets afgrænsede form og det nye selv på den anden. "Ingen djævel kan forklare det fuldendte digts tilblivelse. Inspirations-punktet ligger altid skjult i pausen, rummes i anslag og udklang".
I et digt med titlen "Inspirationen" skriver Ole Sarvig samme år noget tilsvarende. "Inspirationen er tomrummet,/det lyttende". For både Rifbjerg og Sarvig kommer digtet ud af denne pause, dette tomrum, der samtidig er det modsatte: en ubeskrivelig, ordløs fylde. Hos Sarvig er denne lyttende, afventende tilstand da også en slags stilhed før stormen, et "nærværets under", hvor "naturens stemme" er forstummet og mennesket endnu ikke er kommet til orde. Det er "som tusind blade i en skov,/der holdt op med at hviske,/men nu snart bruser/med Ordets torden".
Når det i Johannesevangeliet hedder: "I begyndelsen var ordet", skal det altså hos disse moderne digtere udlægges sådan, at "begyndelsen" er det uforklarlige omslag, hvor ordet, digtet i inspirationen træder frem af og i stedet for det, der ikke findes ord for: det absolutte, uartikulerede nærvær.
Når inspirationen på denne måde — og det gælder åbenbart, ganske uanset om vi befinder os i nutiden eller på Homers tid — fører et menneske frem til pludselig ny erkendelse, som har sprunget utallige mellemregninger over, kunne det måske ses som en slags biologiens gave til mennesket. Den nyeste hjerneforskning er ved at nærme sig et punkt, hvor det er muligt at påvise i detaljer, hvilke ekstremt komplicerede processer der foregår i hjernen, blot vi skal løfte armen for at klø os på næsen. Hvis man forestillede sig, at vi med tanken skulle følge hver enkelt af disse milliarder af operationer, førend de kunne udføres, så var vi døde og borte, længe inden vi nåede frem til den kløende næse. Ja, vi ville vel ikke engang kunne nå at opfatte, at den kløede. Det, vi forstår ved tanker, er da blot den forsvindende lille, synlige top af et gigantisk, usynligt isbjerg af ufattelig hurtige processer i vores hjerne. I sammenligning med disse processer bevæger den bevidste tanke sig med sneglefart. Den må overse en kolossal række af mellemled for at kunne fungere og overlader derfor arbejdet med det nødvendige til hjernens kemiske processer.
For en sådan betragtning er inspirationserfaringerne måske blot de allermest påfaldende og betydningsfulde tilfælde af de overspringelser, som tanken ustandseligt må foretage for at kunne forblive skabende tanke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.