I et demokratisk samfund opfattes en række former for frihed som helt afgørende. Det gælder naturligvis de særlige frihedsrettigheder, der gør en demokratisk debat mulig, særlig ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Pressefriheden opfattes som en særlig vigtig del af ytringsfriheden. I den amerikanske stat Virginias forfatning fra 1776 hed det ligefrem, at pressens frihed er et af frihedens vigtige bolværker ("the freedom of the press is one of the great bulwarks of liberty"), og at den kun kunne indskrænkes af en despotisk regering (§ 12). I nutidens samfund er det ikke så meget regeringsindgreb, der ses som en fare for demokratiet, men en stærk koncentration af ejerskab over medierne, som gør det muligt at styre nyhedsstrømmen til befolkningen.
I politisk filosofi og i den etiske debat spiller begrebet frihed en central rolle. Det benyttes ofte, men ordets betydning er langt fra entydig. Anarkisme er en betegnelse for en politisk teori, som siger, at staten er en hindring for menneskets udfoldelse, som bør ske i enheder, hvor ingen bestemmer over andre. Liberalismen ønsker statens indflydelse begrænset til at skabe rammerne om det frie initiativ.
I politisk filosofi møder vi overvejelser over frihed som et spørgsmål om forholdet mellem stat og individ. I antikken er Platons og Aristoteles' politiske skrifter de centrale for forståelsen af statsformernes væsen, og de har i vidt omfang dannet udgangspunkt for senere tiders drøftelser af politisk frihed. I Platons dialog "Lovene" diskuteres i tredje bog despotiske og demokratiske statsformer. Begge kan udarte, den demokratiske, som den fandtes i Athen, på den måde, at friheden tager overhånd, så at "man ikke er villig til at trælle for de styrende og dernæst den, at man søger at undgå at trælle for sin fader eller moder eller de ældre og at modtage formaninger fra dem; og nærmer man sig målet, kommer det dertil, at man ikke ønsker at underordne sig lovene, men, når man er lige ved målet, bekymrer man sig ikke om eder og løfter, ja overhovedet ikke om guderne..." Den mest despotiske og den mest demokratiske forfatning vil begge være tilbøjelige til at gå til hver sin yderlighed. Der bør derfor regeres med mådehold, og en middelvej bør findes, hvis der skal nydes frihed. Friheden må kombineres med autoritet, og borgerne må respektere myndighederne og lovene.
Et berømt udtryk for athenernes opfattelse af friheden er den gravtale, som Perikles holdt i begyndelsen af Den Peloponnesiske Krig, og som er gengivet af historikeren Thukydid: "Sæt lykke lig frihed, frihed lig mod, og sky ikke krigens farer." Aristoteles beskriver i sin Politik statsformerne og det politiske liv. Værkets sjette bog handler om demokratiet, hvis princip ifølge Aristoteles er frihed og lighed. Frihed bestemmer han som det, at alle borgere vekselvis kan regere eller blive regeret, og som den frihed, der består i at kunne leve, som man vil.
I romersk historieskrivning sættes ofte lighedstegn mellem den republikanske forfatning, der indførtes efter kongedømmets fald 509 f.v.t., og frihed (libertas). Libertas er knyttet til den magtdeling, der ansås for den ideelle styreform. Mordet på Cæsar år 44 f.v.t. var bl.a. begrundet i en frygt for, at han ville afskaffe republikken og knægte den romerske frihed.
I renæssancens politiske litteratur fik frihedsbegrebet atter en central plads. Den italienske filosof Niccolò Machiavelli forfattede foruden Fyrsten en kommentar til de ti første bøger af den romerske historieskriver Titus Livius (I Discorsi sopra la prima deca de Tito Livio, dansk Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 2004), der udkom i 1531, hvor han analyserede republikken som statsform og i den forbindelse satte friheden som en central værdi. Erfaringen viste, skrev han med udgangspunkt i Roms historie, at ingen stater er vokset i herredømme eller rigdom uden frihed. Machiavelli definerer ikke frihedsbegrebet, men både ydre frihed for undertrykkelse af en fremmed magt og indre frihed som tryghed mod vilkårlig magtudøvelse og en vis grad af medbestemmelse synes at indgå i hans opfattelse af frihed. Efter Machiavellis opfattelse, som den fandt udtryk i Discorsi, var den "blandede" statsform med en republikansk forfatning, som indeholdt elementer af monarki, aristokrati og demokrati, den ideelle statsform, som bedst sikrede friheden. I et kapitel i værket skildrer Machiavelli de særlige vanskeligheder for et folk, som er vant til at leve under et autoritært styre, men som pludselig ved en hændelse og uden kamp får et frit republikansk styre. I sin florentinske historie omtaler han "navnet frihed", som ingen magt kan knuse, ingen tid bære bort, og ingen vinding kan opveje.
Den engelske politiske tænker Thomas Hobbes skildrede i sit politiske hovedværk, Leviathan (1651), et samfund, hvor magten beroede på en samfundspagt og en underkastelseskontrakt mellem folk og hersker. For Hobbes bestod frihed i fravær af ydre tvang og mulighed for at handle, som man vil. De såkaldte kompatibilister, som Hobbes hørte til, mener, at frihed kan forenes med determinisme, mens inkompatibilisterne ikke mener, at nogen form for frihed kan tænkes uden viljens frihed.
For Baruch Spinoza er mennesket frit, når det handler ud fra sin egen indre overbevisning og ikke af ydre tvang. Staten bør sikre borgernes frihed, og der bør være ytrings- og religionsfrihed. Spinoza var determinist. Menneskets frihed består i at erkende det nødvendige, den ydre lovmæssighed, som tvinger det til at handle på en bestemt måde. Mennesket er frit, når det handler ud fra sig selv med denne indsigt.
Mange er tilbøjelige til at betragte den engelske filosof John Locke som den egentlige grundlægger af en teori om politisk frihed. Han talte i Two Treatises of Government (1690) om den frihed, som fulgte af, at lovgivningsmagten opstillede en lovgivning, der var fælles for alle ("freedom of men under government to have a standing rule to live by. Common to every one at that society, and made by the legislative power erected in it"). Locke bygger som Hobbes på en teori om en naturtilstand. For Hobbes var denne en alles krig mod alle, mens menneskene i naturtilstanden efter Lockes opfattelse var frie. En naturlig drift fører menneskene ind i et fællesskab, og statens opgave er den at sikre borgernes liv og ejendom. Lockes politiske filosofi fik stor betydning for senere liberalistiske teorier og for udformningen af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776, der omtaler liv, ejendom og retten til at søge lykke som umistelige rettigheder.
For Rousseau var mennesket af naturen godt og levede i naturtilstanden i frihed. Han måtte derfor vende sig mod teorier om samfundspagten, hvorefter det var det borgerlige samfund, der sikrede friheden. En vigtig opgave for ham var at sikre friheden i det borgerlige samfund over for statsmagten. I værket om samfundspagten, Du Contrat social (1762), beskrives samfundsdannelsen som en pagt, hvorved mennesket, når det forlader naturtilstanden, ikke opgiver sin frihed, men underkaster sig almenviljen (la volonté générale), som hans egen vilje er en del af. En anden side af Rousseaus frihedsidéer var hans tanker om friere børneopdragelse.
Allerede Locke havde i sin beskrivelse af den engelske forfatning talt om lovgivende, udøvende og dømmende magt og fordret en adskillelse af udøvende og dømmende magt. I sit værk De l'Esprit des lois (1748, dansk Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-1771) fortsætter Montesquieu denne tankegang og udvikler sin lære om magtfordelingen, der forhindrede magtmisbrug, som en betingelse for politisk frihed.
Begrebet frihed spiller en afgørende rolle i Kants filosofi, og det er centralt for Hegel og gennemgår en udvikling fra at være en frigørelse fra indre tilskyndelser og behov og fra ydre tvang over ret til at handle og ytre sig frit til forestillingen om, at "det kun er som den tænkende fornuft, at viljen er en sand fri vilje".
Forfatteren Benjamin Constant var som fransk politiker i 1820'erne en forkæmper for politisk frihed og advarede mod statens begrænsning af den enkeltes råderum også under et demokratisk styre. Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville opholdt sig 1831-1832 i USA, og de politiske forhold her beskrev han i sit værk om demokratiet i Amerika (De la Démocratie en Amérique), der udkom i 1835 og 1840. Tocqueville var levende optaget af ligheden og den politiske frihed i USA. Han betragtede den udstrakte politiske frihed som baggrund for Amerikas velstand, men han så samtidig de indbyggede farer i systemet for flertalsdiktatur og ukvalificeret styre i et egalitært demokrati: Det kommunale selvstyre så han som en måde, hvorpå interessen for deltagelse i det politiske liv og sansen for værdien af den politiske frihed kunne fastholdes.
John Stuart Mills skrift om friheden, On Liberty (1859, dansk Om Friheden, 1875), har siden været et helt centralt og uomgængeligt udgangspunkt for en diskussion af individets frihed og statens ret til at gøre indskrænkninger heri. Grundlæggende er hans sondring mellem handlinger, som kun berører en selv, og dem, der berører andre. Kun de handlinger, som berører både en selv og andre, kunne samfundet skride ind over for: "The only purpose for which power can be rightfully exercised over any member of a civilized community, against his will, is to prevent harm to others" ("Det eneste formål, til hvis opnåelse magt med rette kan udøves over et medlem af et civiliseret samfund, er for at forhindre, at der tilføjes andre skade"). Mill afgrænser, hvad han kaldte "den menneskelige friheds vigtigste område", og det omfattede for det første samvittighedsfrihed, herunder ytringsfrihed. For det andet omfattede det "frihed i vort valg af livsstilling og anden beskæftigelse, ret til at indrette vort liv, således som det passer for vor egen karakter, frihed til at handle efter vor tilbøjelighed under forudsætning af, at vi tager de mulige konsekvenser, og så længe vi ved vore handlinger ikke tilføjer vore medmennesker noget ondt, er de uberettigede til at lægge os hindringer i vejen, selvom de skulle anse vor adfærd for tåbelig, forkert eller urigtig". Som det tredje nævner Mill foreningsfriheden.
Mills tanker om frihed var en vigtig del af grundlaget for Georg Brandes' forelæsninger over hovedstrømninger i europæisk litteratur, hvor frihedsidéens sejr over reaktionen og udviklingen af en ny realistisk litteratur i frihedstankens tjeneste er et bærende tema. Brandes udsendte i 1869 en oversættelse af Mills bog om Kvindernes Underkuelse, som var et vigtigt kampskrift for kvindeemancipationen. Mills opfattelse, at staten kun bør blande sig i den enkeltes handlinger for at forbyde handlinger, som skader andre, blev påberåbt under debatten særlig i 1960'erne om strafbarheden af homoseksualitet og pornografi, og den var et af argumenterne for at fjerne straf og ophæve forbud.
I moderne tid er det især i amerikansk retsfilosofi, at der er ydet vigtige bidrag til diskussionen om, hvad frihed indebærer. Filosoffen John Rawls har i bogen A Theory of Justice (1971) ydet et bidrag til den politiske teori og retslære, der har været genstand for meget stor opmærksomhed. Én af værkets hovedteser er, at alle skal have samme ret til det mest omfattende system af fundamentale frihedsrettigheder, der kan forenes med et tilsvarende system af frihedsrettigheder for alle. Hermed tænkes på de borgerlige frihedsrettigheder, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, ret til "due process of law" mv. samt de særlige demokratiske rettigheder, stemmeret, valgbarhed, mv. Hans udgangspunkt er, at disse rettigheder kun under ganske særlige omstændigheder må krænkes for at forbedre de økonomisk allerdårligst stilledes situation. Rawls tillægger de fundamentale frihedsrettigheder en særlig betydning, "de er til for at sikre, at alle kan udvikle deres evner og fuldt ud bruge dem, som de ønsker, et helt liv". Frihed er afgørende for udviklingen af mennesket som en moralsk personlighed med selvagtelse og retfærdighedssans.
I amerikansk retsfilosofisk debat tillægges de grundlæggende frihedsrettigheder stor betydning af bl.a. Ronald Dworkin i Taking Rights Seriously (1977). En stærkt liberalistisk holdning viser Robert Nozick, der i sit tidlige forfatterskab (Anarchy, State and Utopia, 1974) gik ind for en kraftig begrænsning af statens ret til at sætte skranker for den enkeltes udnyttelse af ejendomsretten og andre goder, men som i senere værker i højere grad har pointeret, at der er et samspil mellem offentligt engagement og respekten for individuel frihed. Friedrich von Hayek har i Law, Legislation and Liberty (1973-1979) gjort sig til talsmand for en liberalistisk økonomi med udgangspunkt i en opfattelse af frihed som fravær af tvang gennem andres arbitrære vilje og dermed ret til at udnytte sine kundskaber til at forfølge egne mål inden for en given social ramme, der er lige for alle. Den amerikanske liberale økonom James M. Buchanan har i en række værker, bl.a. The Limits of Liberty (1975), med udgangspunkt i en samfundspagtsteori og en grundopfattelse af egoisme som en fundamental menneskelig drivkraft beskæftiget sig med forfatningsspørgsmål ("contradictual constitutionalism") og plæderet for en forfatning, der sikrer de enkelte individers rettigheder mod statsmagtens indgreb og samtidig er den nødvendige ramme om det samfund, der skal sikre produktionen af nødvendige fælles goder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.