Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vækst - vækstsamfund og vækstideologier

Oprindelig forfatter EriC Seneste forfatter Redaktionen

Vækstsamfund og vækstideologier. Sammenstykket satellitfoto, der viser det menneskeskabte lys ved nattetid verden over. Sådanne optagelser anvendes af forskere til at kortlægge og følge urbaniseringsprocessen på en global skala.

Vækstsamfund og vækstideologier. Sammenstykket satellitfoto, der viser det menneskeskabte lys ved nattetid verden over. Sådanne optagelser anvendes af forskere til at kortlægge og følge urbaniseringsprocessen på en global skala.

vækst - vækstsamfund og vækstideologier, lande eller epoker der kendetegnes ved politisk opbakning bag en stadig voksende økonomisk aktivitet i samfundet. Formålet er at opnå og øge national, regional eller global velfærd, og de politiske midler indebærer regulering af økonomiske dispositioner.

Vækst og udvikling

Vækst forbindes samfundsmæssigt med økonomisk vækst, der er ensbetydende med stigning i produktion og forbrug. Det er et positivt ladet ord, der ofte implicerer både noget kvantitativt og kvalitativt. Et kapitalistisk økonomisk vækstsamfund stræber på en lang række områder efter at blive større og mere effektivt. Det modsatte af vækst – stagnation, stilstand eller tilbagegang – opfattes negativt, mens begreber som ligevægt og balance sjældent bruges som idealer for et samfund.

Udvikling har normalt en bredere betydning end vækst, nemlig som en bevægelse fra noget enkelt (måske lavere og dårligere) til noget kompliceret (måske højere og bedre). Sjældent skelnes skarpt mellem udvikling og vækst. Her vil vækst blive forstået som det kvantitative aspekt af en forandring, mens udvikling vil blive forstået som en forandrings kvalitative aspekt. Det, der vokser, bliver kvantitativt større, mens det, der udvikler sig, forbedres kvalitativt. Vækst og udvikling kan forløbe samtidig, men man kan også forestille sig udvikling uden vækst og vækst med beskeden eller ingen udvikling.

Annonce

Økonomisk vækst opfattes af de fleste som noget naturligt, som intet fornuftigt menneske kan være modstander af.

Vækst fremstilles som en generel løsning på en lang række samfundsmæssige problemer og opfattes således som den vigtigste forudsætning for bl.a. forbedring af beskæftigelse, skabelse af balance for de offentlige finanser og nedbringelse af statsgæld. Desuden synes så at sige alle grupper i det demokratiske samfund, såvel forbrugere som producenter, at ønske den. I det perspektiv er vækst i alle kapitalistiske samfund et væsentligt element i den dominerende ideologi.

Vækstsamfund og vækstideologier. Interiør fra en engelsk tekstilfabrik; tegning fra 1835. En af den industrielle revolutions nyskabelser var, at man begyndte at producere varer vha. dampdrevne maskiner, der blev passet af fabriksarbejdere.

Vækstsamfund og vækstideologier. Interiør fra en engelsk tekstilfabrik; tegning fra 1835. En af den industrielle revolutions nyskabelser var, at man begyndte at producere varer vha. dampdrevne maskiner, der blev passet af fabriksarbejdere.

Årsager til økonomisk vækst

At økonomisk vækst i nutiden opfattes som naturlig for et samfund hænger sammen med, at væksten har præget verdenssamfundet gennem hele 1800- og 1900-t., altså de seneste 200 år. Økonomisk vækst er tæt forbundet med den kapitalistiske produktionsmådes opståen og udvikling og dermed med den vestlige fremskridtstro. I de sidste hundrede år er den materielle levestandard mangedoblet i de højtudviklede lande, samtidig med at velstandsfordelingen i verden som sådan er blevet mere ulige. I Danmark er BNP i dag fire gange større end i 1950'erne og forventes med en årlig vækstrate på 3% at blive fordoblet på kun 23 år.

Årsagerne til den økonomiske vækst er flere. Historisk kan væksten snævert set forklares ved dels en større resurseanvendelse (mere arbejdskraft, teknologi og råvarer), dels forbedring af produktionsfaktorerne (teknologiske fremskridt og uddannelse), dels bedre udnyttelse af produktionsfaktorerne (organisatoriske forbedringer, stordriftsfordele mv.). Man taler om, at profit er den økonomiske drivkraft i den kapitalistiske produktionsmåde. Derudover stimuleres væksten af en lang række økonomiske, politiske organisationer og institutioner, etableret med det formål at varetage forskellige samfundsgruppers interesser. Der bliver nærmest tale om en dominerende mentalitet, i og med at vi lever i et vækstsamfund med en dominerende vækstideologi.

Vækstsamfundets opståen

Økonomisk vækst er et normalt fænomen i et kort tidsperspektiv, men set i et langt historisk perspektiv er det en anomali.

Mennesker har eksisteret på Jorden i ca. 1,8 mio. år, mens den moderne mennesketype, Homo sapiens sapiens, kun har eksisteret i ca. 30.000 år. Frem til ca. 8000 f.Kr. levede mennesker som jægere og samlere i en fleksibel og lighedspræget livsform, hvor de forvoldte beskeden skade på de naturlige økosystemer. Herefter etableredes langsomt en radikalt anderledes livsform baseret på væsentlige ændringer af de naturlige økosystemer. Denne såkaldte landbrugsrevolution eller neolitiske revolution betød, at mennesket blev fastboende og begyndte at dyrke afgrøder og at opdrætte dyr. Samtidig lagde det grunden for byers opståen og dannelsen af en mere hierarkisk samfundsform med specialisering i håndværk og fremkomst af religiøse og politiske eliter. Dermed var en form for samfundsmæssig vækstproces sat i gang. Økonomisk betød det, at man fik et større udbytte på mindre landområder og derved fik skabt et overskud, der kunne ernære flere mennesker, hvilket ca. 1000 f.Kr. havde resulteret i en global befolkningsvækst fra 4 mio. til 50 mio. mennesker. Politik kom herefter til at handle om tilegnelse og fordeling af den overskydende fødevareproduktion blandt ikke-landbrugere. Denne udvikling begyndte i regionerne omkring de store floder i Kina, Mellemøsten og Egypten.

Indtil ca. 1800 blev grænserne for den tilgængelige fødevaremængde bestemt af det landareal, der var til rådighed. I landbrugssamfundet levede flertallet på sultegrænsen med faren for overbefolkning og hungersnød som en naturlig trussel.

Det nuværende vækstsamfund opstod gradvist med den kapitalistiske markedsøkonomis udbredelse og den første industrielle revolution i England 1750-1830. En nyskabelse var, at man her begyndte at producere varer (tekstil og jern) ved hjælp af dampdrevne maskiner og fabriksarbejdere. Ny teknologi, nye organisationsformer og kapitalakkumulation (forudsætninger for økonomisk vækst) var det begyndende industrisamfunds karakteristika.

Den afgørende forudsætning for denne omvæltning var anvendelsen af Jordens lagre af fossile brændstoffer, dvs. kul, olie og sidenhen naturgas. Hvor man tidligere næsten udelukkende havde brugt fornyelige energiresurser, bl.a. træ, vand og vind, baserede man sig i 1800-t. hurtigt næsten udelukkende på fossile brændstoffer. Kul blev den vigtigste energikilde under den første industrielle revolution, og den industrielle anvendelse af olie begyndte i 1859 efter oliefund i staten Pennsylvania. Olie erstattede efterhånden kullet som den vigtigste energikilde, hvorefter man kan tale om den vestlige vækstøkonomi som en olieøkonomi.

Med den industrielle revolution begyndte en omfattende befolkningsvækst og vandring fra land til by. Jordens befolkning nåede først en milliard i 1825, mens den næste milliard mennesker blev nået på kun 100 år; yderligere en milliard blev nået 1925-60. Allerede i 1975 havde verden 4 mia. indbyggere, i 1987 5 mia. og i 2000 6 mia. Verdens befolkning forventes at ville være ca. 9,3 mia. i 2050. I 2000-t.s første årti er befolkningsvæksten aftagende. Bylivet har udviklet sig i samme periode. Indtil 1800 boede omkring 2% af verdens befolkning i byer. I 2006 bor mere end halvdelen i bysamfund. Man har derfor talt om, at mennesket er blevet en "byart", der har bevæget sig langt væk fra sine naturbetingede rødder som jæger, fisker, samler og agerdyrker.

Fremkomsten af det vestlige vækstsamfund betød, at ulighed i velstandsfordelingen mellem landene voksede. Verden blev delt op i en rig og en fattig del. Før Europas koloniale ekspansion (fra ca. 1500) og den kapitalistiske markedsøkonomis udbredelse var de fleste indbyggere i de enkelte samfund fattige, og det anslås, at de rige landes gennemsnitsindkomst kun var tre gange større end de fattige landes. Med koloniseringen og den industrielle revolution i Europa blev grunden lagt til en international arbejdsdeling med forøget ulighed, hvor en række ikke-europæiske lande blev fastholdt i et bestemt handels- og produktionsmønster som råstofleverandører og aftagere af industrivarer (se udviklingsteorier). I 2000 var de rige landes gennemsnitsindkomst 60 gange større end de fattige landes. I praksis betyder det, at de rige lande, der udgør 20% af verdens indbyggere, bruger næsten 80% af verdens samlede resurser: En amerikaner bruger lige så meget som to europæere, mere end 30 indere og lige så meget som 200 tanzanianere.

Vækstideologi

At vækstideologi er blevet en naturlig og dominerende del af den vestlige mentalitet i de sidste 200 år har dybe idemæssige og religiøse rødder i vestlig kultur. Tanken om at alt forandrer sig, og at udvikling og fremskridt sker med en vis nødvendighed, går tilbage til førkristne kulturer i antikken. Men først med renæssancen og oplysningstiden fik udviklings- og fremskridtsideen i løbet af 1500-, 1600- og 1700-t. en ny, sekulariseret form gennem filosofiens og videnskabens gradvise frigørelse fra religionen. Det nye begreb civilisation opstod (se også kultur), og indeholdt en forventning om stadige fremskridt såvel i fornuftens udfoldelse som i menneskelig frigørelse i forhold til naturen, til hinanden indbyrdes og til sig selv. Tro på fornuft blev til en tro på videnskaben.

Vækstsamfund og vækstideologier. Gårdinteriør i Prinsensgade, København, sommeren 1914. For et nutidsmenneske er den lave materielle standard iøjnefaldende, men årtierne fra 1800-t.s midte og frem til 1. Verdenskrig var i store dele af Europa præget af såvel store sociale forskelle som højkonjunktur. Brugen af elektricitet, jernbane og telegraf vandt således frem, og det skabte basis for udvikling af serie- og masseproduktion.

Vækstsamfund og vækstideologier. Gårdinteriør i Prinsensgade, København, sommeren 1914. For et nutidsmenneske er den lave materielle standard iøjnefaldende, men årtierne fra 1800-t.s midte og frem til 1. Verdenskrig var i store dele af Europa præget af såvel store sociale forskelle som højkonjunktur. Brugen af elektricitet, jernbane og telegraf vandt således frem, og det skabte basis for udvikling af serie- og masseproduktion.

Det særegne ved det naturvidenskabelige gennembrud var den sammenhængende ændring i synet på natur, menneske og viden — populært sagt i "verdensbilledet". Med den naturvidenskabelige betragtningsmåde opfattedes mennesket som et subjekt over for naturen. Der skete en subjektivering af individet samtidig med en objektivering af naturen.

På det samfundsmæssige område fremførte de franske oplysningsfilosoffer, anført af Jacques Turgot og Jean Antoine Condorcet, ideen om, at samfundenes udvikling havde karakter af fremskridt i menneskenes materielle produktionsforhold. De skelnede således mellem tre stadier i historien: et jægerstadium, et agerbrugsstadium og et kommercielt stadium, i hvis første fase de mente, at man befandt sig; udviklingen forløb nu kun i én retning, nemlig fremad, hvilket samtidig var udtryk for en stadig fornuftsgørelse.

Hermed var grundlaget lagt sidst i 1700-t. for en videreførelse af udviklings- og fremskridtsideen på det økonomiske område. Økonomi var oprindelig en moralsk videnskab, fordi økonomiske processer ansås for at være midler til at opnå etiske og politiske mål. Det var først i sammenhæng med det kapitalistiske industrisamfunds fremvækst og de nyopståede billeder af menneske, natur og moral, at en selvstændig økonomisk videnskab kunne skabes med Adam Smith som fortaler for frihandel og erhvervsliberalisme: Naturen blev nu betragtet som råmateriale og som en produktionsfaktor uden værdi i sig selv. Mennesket var i denne sammenhæng en produktionsfaktor og et materielt behovs- og nyttevæsen.

Selvom frigørelsen af den økonomiske tænkning fra etik og politik var en langsom proces, blev fremskridt i den nye selvstændige politisk-økonomiske videnskab efterhånden ensbetydende med udvikling af rigdom, først knyttet til besiddelsen af guld og skattemidler, senere til den nationale økonomiske vækst i sig selv. Den økonomiske aktivitet blev et mål i sig selv.

Som følge af skabelsen af den moderne nationaløkonomi som videnskab blev økonomisk vækst ikke alene mulig, men også både nødvendig og ønskværdig. Mulig, fordi økonomer antager, at der ikke findes en absolut knaphed på resurser, men at knaphed altid kun er relativ. Nødvendig, fordi vækstimperativet ligger indbygget i den kapitalistiske markedsøkonomis natur (kapitalakkumulationen), hvilket var Karl Marx's opfattelse. Filosofisk betragtet er vækst nødvendig pga. den menneskelige natur (egoismen) og ønskværdig, fordi mennesket har uendelige materielle behov, når først de grundlæggende behov er opfyldt. Det er således menneskeopfattelsen, der er udgangspunktet for, at stadig økonomisk vækst anses for ønskelig.

Udviklingen af en moderne økonomisk vækstideologi hænger sammen med de nye store politiske ideologier, som opstod i forbindelse med industrialismens gennembrud og nye sociale klassers opståen. Liberalismen blev skabt i forbindelse med borgerskabets rejsning som klasse og videreført og udviklet af bondebevægelsen, mens marxismen og forskellige socialistiske ideologiers fremvækst var forbundet med arbejderklassens tilblivelse og udvikling. Ideologierne overtog delvis religionens plads som legitimering af samfundets indretning og udvikling. De vendte sig kritisk imod den bestående samfundstilstand og indeholdt en appel og tro på ændring af det bestående samfund. Det var således gennem ideologierne, at de nye klasser og sociale bevægelser fremlagde nye normer og mål for, hvad der skulle betragtes som retfærdigt i samfundet.

Hvor liberalismen i sin første fase især var en politisk ideologi, der skulle sikre beskyttelse af individer og ejendom over for staten, udviklede den sig i en senere fase til en økonomisk ideologi, knyttet til en utilitaristisk forståelse, hvor målet var skabelsen af den størst mulige lykke (nytte). Frihed blev herefter først og fremmest forstået som frihed for indgreb i økonomisk aktivitet. Den socialistiske arbejderbevægelse opstillede en anden slags orden over for den borgerlige opfattelse af samfundet. For dem var det uretfærdige ved samfundet den fundamentale ulighed vedrørende materielle resurser og dermed muligheden for at kunne tilfredsstille materielle behov. Det retfærdige ville være en sikring af en vis materiel velfærd for alle samfundets borgere. Frihed var ikke blot et politisk begreb, men også et økonomisk begreb, et spørgsmål om at skabe frihed fra sult.

Efter at den reformistiske del af arbejderbevægelsen efter 1. Verdenskrig opgav målet om en revolutionær ændring af det kapitalistiske samfund, skete der det paradoksale, at der på trods af store principielle forskelle mellem liberalister og socialister udvikledes en fælles dominerende økonomistisk opfattelse af, hvad politik drejede sig om, nemlig skabelse af en økonomisk vækst eller en udvikling af produktivkræfterne. Forskellen bestod i, at de borgerlige ville fastholde den privatkapitalistiske struktur, mens arbejderbevægelsen mente, at en udvikling af produktivkræfterne langsomt ville skabe mulighederne for et nyt socialistisk samfund. Politik drejede sig nu ikke længere om at ændre de grundlæggende samfundsstrukturer, men om fordelingen af de samfundsmæssige værdier. Det blev tydeligt efter 2. Verdenskrig og velfærdsstaternes skabelse. Hermed blev der mellem samfundets hovedklasser skabt en fælles ideologisk enighed om at sætte den økonomiske vækst som øverste mål for den statslige aktivitet, hvorefter den politiske kamp først og fremmest kom til at bestå i uenighed om graden af styring og kontrol med kapitalismens udfoldelse – endvidere i spørgsmålet om fordeling af løn og profit samt fordeling af skatter og service skabt gennem den offentlige sektor.

Verdensøkonomiens vækst- og krisebølger

Den kapitalistiske markedsøkonomi er karakteriseret ved, at den økonomiske vækstproces aldrig er foregået jævnt, men har vekslet mellem perioder med høj vækst og perioder med beskeden vækst og direkte kriser; kriser opstår, når investeringer og produktion falder, og arbejdsløsheden stiger. Det ujævne forløb skyldes, at der i den kapitalistiske produktionsform bestandigt foregår et kapløb mellem en øget produktion og forbrug med tendens til overproduktion på den ene side og underforbrug på den anden. De to processer kan aldrig helt afstemmes med hinanden. Desuden sker der forskellige typer af fornyelser i produktionsprocessen (ofte i kriseperioderne), der er med til at skabe dynamik – de kapitalistiske krisers "kreative destruktion", som økonomen Joseph A. Schumpeter kaldte det.

Den industrielle revolution gik ind i sin anden fase 1873-96, da hele det kapitalistiske system var præget af "den store depression", efterfulgt af en højkonjunktur frem til 1. Verdenskrig. Denne fase havde sit geografiske centrum i Tyskland og USA og var karakteriseret ved brug af elektricitet, jernbane og telegraf, der dannede grundlag for udvikling af serie- og masseproduktion, og hvor kemi-, olie- og stålindustrien dominerede. En stærk monopoliseringstendens i mange brancher opstod i USA, og i takt med at virksomhederne blev større, skabtes en ny hierarkisk organisationsform. Hvor væksten under den første industrielle revolution i England kun havde ligget på omkring en halv procent om året, kom den i den anden fase over 2% om året i Tyskland og USA. Perioden fra 1880 til ca. 1915 var samtidig den klassiske imperialismes periode, hvor de europæiske stormagter konkurrerede om at erhverve kolonier, og hvor den moderne underudviklings- og overudviklingsproces blev igangsat. De industrialiserede europæiske lande tvang deres kolonier ind i et bestemt handels- og produktionsmønster som råvareproducenter og aftagere af industrivarer, hvorved de ofte var med til at forhindre, at disse lande selv kunne sætte en industrialiseringsproces i gang.

I mellemkrigstiden kom den kapitalistiske markedsøkonomi i Europa på ny i krise. Efter revolutionen i Rusland i 1917 skabtes et helt nyt planøkonomisk kommunistisk system, samtidig med at en national beskyttelsespolitik dominerede i Europa og USA med lav vækst (0,9%) og høj arbejdsløshed (over 10%). Perioden havde tre kriseperioder: 1920-22, Verdenskrisen 1929-33 og 1937-38. Verdenskrisen resulterede i et opgør med den økonomiske teori, bl.a. økonomen J.M. Keynes' anbefaling af en aktiv finanspolitik.

Perioden 1945-70 står som det store velstandsspring for USA, Vesteuropa og Japan. Økonomisk vækst blev da for alvor altdominerende som målsætning og ideologi. De gennemsnitlige årlige vækstprocenter var 5-6%, og arbejdsløsheden lå på 2-4% i de rigeste lande, mens den gennemsnitlige årlige vækstprocent kun var på 1,3% i de fattigste udviklingslande. Som dominerende økonomisk stormagt blev USA organisator af den økonomiske verdensorden efter 2. Verdenskrig, først med etablering af Bretton Woods-systemet, siden med Marshallplanen, der fik betydning for den økonomiske genopbygning af Vesteuropa. Den blev igangsat for at undgå sovjetisk indflydelse og sikre afsætning for amerikansk produktion.

Belært af erfaringerne fra 1930'ernes krise og med anvendelse af en keynesiansk økonomisk politik lykkedes det at skabe en ny organisatorisk ramme for den økonomiske vækst. I en række lande blev der gennem en kontrakt mellem stat, arbejderbevægelse og arbejdsgivere skabt en velfærdsstat med forbedrede pensioner, arbejdsløsheds- og sygeforsikring. Forestillingen om, at man i fremtiden ville kunne undgå økonomiske kriser, og at en tilsvarende udvikling var både mulig og ønskelig i alle mindre udviklede lande, blev udbredt i store dele af den vestlige verden. Begreberne ulande, også den tredje verden, og ulandshjælp opstod samtidig med en udbredt forestilling om, at disse lande skulle og kunne gennemgå samme industrialiseringsproces, som udviklede lande havde gennemgået.

Set i det store internationale perspektiv skyldtes den vesteuropæiske vækst den stormagtskonflikt, som opstod efter 2. Verdenskrig mellem øst (Sovjetunionen) og vest (USA og Vesteuropa), en konflikt der også indeholdt et aspekt af konkurrence mellem de forskellige samfundssystemers evne til at skabe økonomisk vækst og velstand. Væksten blev i høj grad fremkaldt af kaprustning mellem supermagterne, hvorfor kritikere i USA advarede imod etableringen af en permanent krigsøkonomi og skabelsen af et nyt militær-industrielt kompleks, som de anså for at være til fare for demokratiet. I Europa var den økonomiske vækst også baseret på etableringen af en europæisk frihandelssammenslutning (EFTA) og en egentlig økonomisk-politisk union, De Europæiske Fællesskaber (EF), siden 1993 EU.

Vækstsamfund og vækstideologier. Kinesiske arbejdere ved højspændingsmaster uden for Beijing, 2006. Kinas økonomiske vækst har medført svigtende energiforsyninger, og myndighederne arbejder på at forøge energiproduktionen for at sikre den fortsatte økonomiske vækst.

Vækstsamfund og vækstideologier. Kinesiske arbejdere ved højspændingsmaster uden for Beijing, 2006. Kinas økonomiske vækst har medført svigtende energiforsyninger, og myndighederne arbejder på at forøge energiproduktionen for at sikre den fortsatte økonomiske vækst.

I 1971-73 brød systemet med faste valutakurser sammen, da dollarens guldindløselighed blev ophævet, og den amerikanske økonomi kom ud i en krise. De efterfølgende to oliekriser 1973-74 og 1979-1980 – hvor olienprisen steg fra 2 $ pr. tønde i 1970 til 30 $ i 1979 – var med til at skabe depressionslignende tilstande i den internationale økonomi. Et nyt fænomen var stagflation, dvs. arbejdsløshed og inflation samtidig. En periode med stor, stabil vækst blev afløst af en periode frem til begyndelsen af 1980'erne med lav og ustabil vækst og arbejdsløshedsprocenter på 5-10% i hele Europa. De økonomiske spilleregler i det verdenskapitalistiske system blev gradvis forandret. En mere markedsorienteret monetaristisk politik blev lanceret. Hvor den økonomiske vækst før var forsøgt fremmet gennem statslig styring og planlægning, blev der nu taget nye midler i anvendelse i form af privatisering og markedsgørelse.

Fra begyndelsen af 1990'erne kan man se en ny højkonjunktur brede sig i verdensøkonomien. Nogle har kaldt det en ny, tredje industriel revolution, der er karakteriseret ved informations-, kommunikations- og bioteknologi. Den har skabt en global økonomi, hvor det internationale finansvæsen og store virksomheder delvis er blevet frakoblet nationalstaterne. Selvom USA stadig er den ledende supermagt, er verdens økonomiske tyngdepunkt ved at flytte sig. I Asien har man set gennemsnitlige årlige vækstprocenter på 10% siden 1990'erne, og Asiens samlede andel af verdensproduktionen voksede fra 4% i 1960 til 27% i 1994. Kina og Indien er i dag to fremadstormende økonomiske supermagter.

Måling af vækst og velfærd

Den almindelige målestok for økonomisk vækst er et lands bruttonationalprodukt (BNP), der er en opgørelse over den totale årlige indsats opgjort i penge ved al produktion i alle landets virksomheder. BNP er baseret på statistiske data, der registrerer produktionen, opgjort i markedspriser. Der er flere problemer ved at anvende BNP til at beskrive et samfunds velfærd, rigdom og fremskridt. Da BNP kun er baseret på økonomiske transaktioner, der registreres officielt, og tillægger alle goder en værdi bestemt af markedsprisen, er det hverken et udtryk for en evt. ændring i de fysiske størrelser, som indgår i produktionen, eller ændring i befolkningens faktisk oplevede velfærd.

Historisk har der ofte været en positiv sammenhæng mellem økonomisk vækst og velfærd. Imidlertid afhænger velfærd af, hvorledes den økonomiske aktivitets resultater fordeles, og hvor stor en del der bruges til almene, offentlige goder. Endvidere viser velfærdsundersøgelser, at jo rigere lande er, desto mindre sammenhæng er der mellem indtægt og subjektiv oplevet lykke. Der kan tilmed være tendens til økonomisk mætning i rige lande.

BNP kan også være et direkte misvisende udtryk for et samfunds velfærd, da den økonomiske vækst stiger i takt med omkostningerne ved den selv samme vækst; fx vil BNP stige ved overudnyttelse af naturresurser og ødelæggelse af miljøet gennem forurening, hvor pengene efterfølgende anvendes til miljøkontrol og rensning. Dette har ført til, at man i FN har udviklet Human Development Index (HDI), der giver et mere nuanceret billede af landenes relative udviklingsstade frem for blot at anvende BNP pr. indbygger som velstandsmål.

Vækstens paradoks

De enorme fremskridt i den rige del af verden er iøjnefaldende. Evnen til at kontrollere og modificere det naturlige miljø med henblik på at få opfyldt stadig flere menneskers behov, både de grundlæggende og de luksusbetonede, er på én gang imponerende og skræmmende. Aldrig er så mange mennesker bragt ud af fattigdom, men der er tale om en voldsom polariseringstendens. Den rigeste femtedel af verdens befolkning tegner sig i dag for 86% af klodens samlede bruttonationalprodukt, mens en anden femtedel lever på sultegrænsen og kun tegner sig for en enkelt procent af det samlede produkt.

Den markedskapitalistiske økonomiske vækst har i mange tilfælde været gunstig for udvikling af repræsentative demokratiske institutioner. Ved at skabe flere resurser til fordeling, mindske fattigdommen, forbedre levestandard og uddannelse samt reducere sociale og økonomiske konflikter har den økonomiske vækst været befordrende for den udvikling. Omvendt har demokratiske institutioner været afgørende for, at større samfundsgrupper har fået gavn af væksten og for en videre stimulering og styring af væksten. Man kan derfor tale om den økonomiske væksts positive, "gode" cirkel, fordi væksten har været et afgørende element i skabelsen af større mobilitet, indflydelse, frihed og åbenhed.

Der er dog ingen entydig positiv sammenhæng mellem økonomisk vækst og demokrati. Markedskapitalisme og demokrati er også i konflikt med hinanden og begrænser hinanden. Den mest alvorlige begrænsning er, at der i det kapitalistiske markedsøkonomiske system ligger en indbygget tendens til skabelse af økonomisk ulighed, der let forplanter sig til ulighed i fordeling af politiske resurser og indflydelse, hvis det ikke aktivt forhindres fra politisk hold.

Er det mennesket, der styrer de økonomiske processer, eller er det processerne, der styrer mennesket? Det er et dilemma, som i Danmark er blevet belyst og analyseret i flere af Villy Sørensens bøger; i Uden mål – og med (1973) skrev han: "Hvad er god demokratisk moral? Svaret giver sig selv: i det demokratiske samfund er det ikke mennesker der styres (af mennesker eller upersonlige myndigheder), men mennesker der styrer de upersonlige processer, der stadig gerne personificeres som udviklingen, hvis krav ikke just er moralske krav".

Set fra et langsigtet økologisk perspektiv ligner den stadig accelererende vækstproces fra ca. 1800 og frem en farlig, midlertidig og ustabil tilstand. Væksten har også igangsat en negativ, "ond" spiral ved at skabe polarisering og miljønedbrydning, der giver anledning til sociale og politiske konflikter.

For det første er vækstsamfundene både resultat af og årsag til en polariseringsproces mellem rige og fattige samfund. For det andet har væksten medført en lang række miljømæssige og sociale problemer. En bivirkning er forskellige former for rovdrift på resurser samt forurening og stadig mere omfattende ødelæggelse af værdifulde økosystemer. Derudover har konkurrencen været med til at fremme lokalsamfunds og andre fællesskabers opløsning og en dermed sammenhængende monopoliseringsproces og centralisering af en række samfundsmæssige funktioner og institutioner.

I 1900-t.s anden halvdel blev man i stigende grad klar over, at den økonomiske vækst havde problemskabende effekt. Når vækstens omkostninger ligefrem overstiger fordelene, er der tale om kontraproduktivitet, - et begreb, der særligt er blevet behandlet af den østrigske-amerikanske samfundsreformator Ivan Illich. Det tager imidlertid ofte lang tid, før vækstprocessens kontraproduktivitet bliver erkendt. Ofte vil man tværtimod sætte vækstprocessen op i fart og direkte skabe en eskaleringsproces i erkendelse af, at effekten af væksten ikke er særlig stor. Når fx væksten ikke skaber tilstrækkelig beskæftigelse eller løser forureningsproblemet, er den første reaktion at stræbe efter større økonomisk vækst for at (gen)skabe arbejdspladser og få råd til ny og renere teknologi. Med andre ord er medicinen den væsentligste årsag til sygdommens forværring.

At erkende den sammenhæng, nemlig at den tilsyneladende løsning på problemet i virkeligheden er problemets årsag, kræver et brud med vækstideologien. Erkendelsen er vanskelig, fordi den økonomiske vækst i de rige lande gennem flere generationer er blevet betragtet som den universelle løsning på talrige problemer i det moderne samfund.

Vurderer man vækstens fordele i forhold til dens omkostninger, kan man se, at væksten altid har haft disse to sider. Oftest er det kun fordelene, der har fået opmærksomhed, mens omkostningerne er blevet overset eller skjult. At tale om økonomisk vækstideologi er derfor rammende, da en ideologi netop forskønner og fordrejer virkeligheden ved kun at fremhæve positive sider eller ved at give udtryk for en harmoni uden modsætninger. En dominerende ideologi postulerer, at den er til gavn for alle og fremmer det fælles bedste, mens den i virkeligheden fremmer særinteresser, nemlig de stærke gruppers interesser over for de svage gruppers. Eksempelvis går en af vækstideologierne – frihandelsideologien – ud på at skabe ensartede konkurrencevilkår, da det vil medføre vækst, som vil løfte de fattige ud af deres fattigdom. Men frihandelsideologien tager ikke hensyn til, at de stærke automatisk vil vinde, når stærke og svage konkurrerer på lige vilkår. Den økonomiske vækst vil derfor føre til større ulighed, medmindre der etableres institutioner, der aktivt kan medvirke til udligninger.

Når den økonomiske vækstideologi så længe har haft en dominerende position, skyldes det, at den har formået at optage kritiske synsvinkler i sig. I Skandinavien skabte arbejderbevægelsen velfærdsstaten, der ændrede og modificerede væksten, men accepterede samtidig den økonomiske vækst som ideologi. En tilsvarende proces ses i 2000-t.s første årti i dele af miljøbevægelsen i forbindelse med skabelsen af begrebet bæredygtig vækst som en ny udgave af den dominerende økonomiske vækstideologi.

Grænser for vækst og Brundtland-rapporten

Det internationale samfunds første reaktion på miljøproblemerne blev markeret med FNs store miljøkonference i 1972 i Stockholm. Den satte gang i en politisk proces både blandt græsrødder og regeringer, der betød, at de fleste højtudviklede vækstsamfund langsomt begyndte at inddrage miljøhensyn i forsøget på styring af den økonomiske vækst.

Umiddelbart forud for den store miljøkonference havde en række forskere fra den såkaldte Romklub udsendt rapporten Grænser for vækst (1972) om menneskehedens truede situation. På grundlag af scenarier udviklet inden for en global systemmodel konkluderede rapporten, at hvis væksten i befolkningstal, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og forbrug af uerstattelige resurser fortsatte uændret, ville grænserne for vækst på Jorden være nået inden for de næste hundrede år. Samtidig blev det fastslået, at det er muligt at ændre disse udviklingsforløb og i stedet etablere en tilstand af økologisk og økonomisk stabilitet, en global ligevægt.

I forbindelse med oliekriserne i 1970'erne skabte rapporten en omfattende debat og bekræftede mange mennesker i deres intuitive fornemmelse af, at væksten ikke kunne fortsætte, at uendelig fysisk vækst var umulig i en begrænset verden. På dette stadium af den kolde krig var det i Danmark en del af baggrunden for debatbogen Oprør fra midten (1978), der så en grundlæggende konflikt mellem samfundssystemets behov og menneskets behov, hvorfor samfundet burde indrettes efter menneskets behov i det, man kaldte et humant ligevægtssamfund. Det var imidlertid først med Brundtlandrapporten, Vores fælles fremtid (1987), at miljøproblematikken kom højt på den globale politiske dagsorden med begrebet bæredygtig udvikling som et nyt politisk-ideologisk fællesbegreb. Brundtlandrapporten konkluderede, at såvel fattigdom som overdreven rigdom er kilden til de væsentligste miljøproblemer. Ulandene har behov for økonomisk vækst for at løse deres problemer, og ilandene har behov for en ændring af vækstens karakter i en mere kvalitativ retning.

Vækstsamfund og vækstideologier. NGOere laver en happening i forbindelse med WTO-forhandlingerne i Genève, juli 2005. Set med den tredje verdens øjne er frihandel i mange tilfælde et begreb, der i praksis holder den fattige del af verdens vareproducenter udenfor.

Vækstsamfund og vækstideologier. NGOere laver en happening i forbindelse med WTO-forhandlingerne i Genève, juli 2005. Set med den tredje verdens øjne er frihandel i mange tilfælde et begreb, der i praksis holder den fattige del af verdens vareproducenter udenfor.

Det nye i Brundtlandrapporten var erkendelsen af det globale vækstsamfunds krise, dvs. påvisningen af, at grænserne mellem miljø, økonomi, sociale forhold og politik er begyndt at gå i opløsning. Der er ikke længere tale om en miljøkrise, en udviklingskrise eller en energikrise, men om en sammenhængende krise. Det er baggrunden for at opstille begrebet bæredygtig udvikling som det nye helhedsbegreb i forsøget på at imødegå den samlede krise.

Definitionen af begrebet bæredygtig udvikling lyder i Brundtlandrapporten således: "En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare". Definitionen rummer dels begrebet behov – især de grundlæggende behov hos verdens fattige, som bør have førsteprioritet – dels tanken om de beskadigelser af miljøet, som teknologien og samfundets organisation skaber.

Definitionen har karakter af en klar målsætning, der opererer med en bestemt menneske-, natur- og samfundsopfattelse og et udvidet hensyn til naturen (miljøet): Mennesket har nogle fundamentale behov, der går forud for luksusbehovene; det skal imidlertid sørge for, at også fremtidige generationer kan få opfyldt sine fundamentale behov og blive sikret en form for global social retfærdighed.

Bæredygtig udvikling eller bæredygtig vækst?

I 1992 udsendte forfattergruppen bag rapporten Grænser for vækst en opdateret systemmodels vurdering af verdens tilstand, som de kaldte Hinsides grænser for vækst. Deres nye konklusion var, at man ikke var kommet til at mangle resurser så hurtigt, som man i 1972 havde ventet. Derimod var man nu ved at overskride en række uacceptable grænser med hensyn til forurening. Gruppen mente med sikkerhed, at grænserne for vækst på Jorden ville være nået inden for de næste hundrede år. Det mest sandsynlige resultat ville være en pludselig og ukontrollabel nedgang i befolkningstallet og industrikapaciteten. Forfatterne mente dog som tidligere, at det endnu var muligt at ændre væksttendenserne og at etablere en tilstand af økologisk og økonomisk stabilitet, som ville være bæredygtig langt ind i fremtiden. Det krævede imidlertid en gennemgribende ændring i politik og praksis.

Vækstsamfund og vækstideologier. Solpaneler bruges til at skaffe energi. Interessen for vedvarende energiformer voksede efter oliekrisen i 1973-74. Stabil forsyningssikkerhed og ikke mindst langsigtede miljøhensyn er blevet vigtige faktorer i politisk energiplanlægning.

Vækstsamfund og vækstideologier. Solpaneler bruges til at skaffe energi. Interessen for vedvarende energiformer voksede efter oliekrisen i 1973-74. Stabil forsyningssikkerhed og ikke mindst langsigtede miljøhensyn er blevet vigtige faktorer i politisk energiplanlægning.

Med den nye rapport fik man i modsætning til Brundtlandrapporten en klar sondring mellem vækst og udvikling. Vækst betyder at vokse, at blive større ved at optage stof, hvorimod udvikling betyder at øge og realisere nogle potentialer, at bringe disse i en bedre og mere fuldstændig stand. Når noget vokser, bliver det kvantitativt større. Når noget udvikler sig, bliver det kvalitativt bedre.

Overført til økonomiens område betød denne sondring udviklingen af begrebet dynamisk ligevægtsøkonomi, der allerede i 1973 var blevet skabt af den amerikanske økonom Herman E. Daly (f. 1939). Det er ikke en nulvækstøkonomi, men en økonomi med konstant beholdning af mennesker og menneskeskabte produkter (fysisk rigdom). Den opretholdes på et ønsket valgt niveau med mindst mulig gennemstrømning af stof og energi for at opretholde den valgte mængde mennesker og produkter. Det er altså et fysisk begreb, fordi det er størrelsen af energi, der først og fremmest er interessant fra en økologisk synsvinkel. En dynamisk ligevægtsøkonomi kan være en markedsøkonomi med konkurrence mellem forskellige producenter, blot fra politisk hold tilsat grænser for en fysisk materiel vækst igennem et kvotesystem for de vigtigste råstoffer. Et centralt element i en dynamisk ligevægtsøkonomi er recirkulering af stoffer, hvor den til recirkuleringen nødvendige energi hentes fra vedvarende energikilder.

I et ligevægtsøkonomisk perspektiv er en økonomisk vækst nødvendig i udviklingslandene, men ikke i de højtudviklede lande, fordi de menneskelige basisbehov her stort set kan tilfredsstilles gennem en bedre fordeling. Derfor vil den fortsatte vækst her hovedsagelig dække materielle luksusbehov og være erstatninger for psykiske og sociale behov. En fortsat økonomisk vækst er heller ikke i længden mulig, idet der findes fysiske grænser for økonomisk vækst. Endelig eksisterer der (inden for ligevægtsforståelsen) heller ikke nogen nødvendighed i en fortsat økonomisk vækst, hverken i markedsøkonomiens natur eller i den menneskelige natur.

Brundtlandrapporten formulerede nye grænser for den økonomiske vækst og talte om en bæredygtig udvikling, men skabte samtidig et nyt begreb om bæredygtig vækst. Alligevel blev en 5-10-dobling af den globale produktion og økonomi anbefalet, for at 10 mia. mennesker skulle kunne overleve. Man mente ikke, at en øget økonomisk vækst i industrilandene behøvede at være til skade for miljøet. Væksten blev anset for nødvendig for at få udviklet en ny produktionsteknik, der var mindre resursekrævende og mindre forurenende. En af rapportens strategiske anbefalinger var et forslag om en halvering af industrilandenes energiforbrug samtidig med en ændret vækstkvalitet. Man så en mulighed for med afkoblet vækst at kunne producere en større mængde varer og tjenesteydelser med mindre brug af energi og råstoffer. Et eksempel er Danmarks energiforbrug, som ikke er steget 1985-2005, skønt BNP er vokset med næsten 50%. Teknisk er det endda muligt at reducere det danske energiforbrug til en tiendedel af det nuværende i løbet af en 30-års periode.

Her midt i 2000-t.s første årti forsøger alle lande at klare miljøproblemerne hovedsagelig ved hjælp af tekniske løsninger. Man forsøger at mindske presset fra vækstens grænser uden at gøre noget ved problemernes bagvedliggende årsager. Det har man hidtil haft et vist held til, og det håber man at kunne fortsætte med. Det er hidtil lykkedes at lave en effektivitetsrevolution uden for alvor at skulle revidere den overordnede målsætning om fortsat økonomisk vækst, nu under sloganet en grøn eller bæredygtig vækst. Effektivitetsrevolution giver dog ikke resultater, hvis ikke den ledsages af en tilstrækkelighedsrevolution, dvs. en ny overordnet målsætning, skabelse af en ægte bæredygtig udvikling med en dynamisk ligevægtsøkonomi som fundament.

Hvad er tilstrækkelighed? Den danske socialfilosof Poul Bjerre har i sin bog Opbrud (1988) fremført, at vi må holde op med at betragte penge og magt som maksimeringsidealer. "Samtlige kendte biologiske behov er optimeringsbehov, og de deraf flydende værdier skal beskrives ved hjælp af optimeringsskalaer. (…) Hvis penge og magt ikke kan være ægte utopiske idealer, må de være optimeringsidealer. Optimeringsskalaer er balanceskalaer. For lidt og for meget fordærver alle ting. Man skal søge den gyldne middelvej. Målet må være at skaffe mennesker en optimal levestandard, hvor de hverken er for rige eller for fattige."

Bæredygtighedsrevolution, resursekrige eller økologisk sammenbrud

I de kommende 50 til 100 år står menneskeheden foran at skulle gennemføre en bæredygtighedsrevolution på verdensplan, hvis man skal undgå omfattende økologiske katastrofer. Det er en revolutionær omvæltning af en helt anden karakter end de politiske revolutioner, som fandt sted i 1900-t. Dens betydning er mere vidtrækkende og kan sammenlignes med landbrugsrevolutionen for 10.000 år siden og industrirevolutionen for 200 år siden. Forskellen er, at den skal gennemføres på langt kortere tid, hvorfor den også må være langt mere bevidst. En afgørende forudsætning for, at den kan forløbe uden de store katastrofer, er, at den kraftige befolkningsvækst bliver reduceret og sidenhen standset, og at nye internationale sociale og politiske bevægelser får udviklet forskellige elementer til en ny ligevægtsøkonomi, en solar verdensøkonomi (et begreb skabt af den tyske økonom Hermann Scheer (f. 1944)), der bruger Solens energikilder og råstoffer.

Vækstsamfund og vækstideologier. Juleindkøb i storcentret Fields i Ørestad, Amager, 2005.

Vækstsamfund og vækstideologier. Juleindkøb i storcentret Fields i Ørestad, Amager, 2005.

Det har ingen politiske beslutningstagere endnu rigtig erkendt. Ifølge den tyske socialfilosof Peter Sloterdijk handler politikerne sammen med vælgerflertallet imod bedre vidende, dvs. ikke i overensstemmelse med den viden, de faktisk har. Der er således ikke mange tegn på, at den industrialiserede verden vil høre op med at vokse, eller at der vil ske en storstilet overførsel af resurser. Aldrig har forbruget i den rige verden været så stort, og aldrig har viljen til at udligne en lille smule været mindre. Villy Sørensens formulering fra 1973 om vestlige forhold har efterhånden fået global mening: "Der tages stadig mindre politisk hensyn til hvad mennesker har brug for end økonomisk hensyn til hvad man kan få dem til at forbruge" – netop fordi "menneskelige behov" er et elastisk begreb.

Udviklingsbistanden fra de rige til de fattige lande er i dag på det laveste niveau i mere end 50 år. Hvor der 1945-95 var flere tegn på skabelse af en bedre verden, er udviklingen siden vendt. At de samlede landbrugssubsidier i de rige lande er syv gange så store som verdens totale udviklingsbistand til alle verdens ulande, viser, hvor lidt der er tale om. Når dertil lægges, at de fattigste lande heller ikke får private investeringer, ser den nuværende situation håbløs ud. Den rige verden beskytter og forskanser sig i stigende grad over for den fattige del af verden ved at øge militærudgifter for at bekæmpe terror og kontrollere grænser. Samlet tegner der sig et billede af forskellige former for sammenhængende fastlåst fejludvikling. Både rigdom (vedvarende høj økonomisk vækst) og fattigdom (mangel på økonomisk vækst) medfører omfattende sociale og miljømæssige problemer.

I dag tegner der sig et verdensbillede med Kina og Indien som to nye økonomiske supermagter i en intensiveret konkurrence med USA, Europa og Japan, hvor man ser klare tendenser til en stigende rivalisering omkring de knappe naturresurser, specielt olie og vand. De nuværende konflikter i Mellemøsten har mange lag, men grundlæggende drejer det sig også om kontrol med resurser. Derfor må man, i takt med at olieudvindingen kulminerer, forvente intensiverede resursekonflikter og måske direkte resursekrige.

Mængden af fossile brændstoffer er endelig. De mest optimistiske ekspertvurderinger forudsiger, at olieudvindingen kulminerer omkring 2035, mens de mest pessimistiske meldinger lyder på, at olieudvindingen allerede vil nå sit højdepunkt før 2010. Når det sker, vil man se dramatiske prisstigninger og stå over for omfattende samfundsændringer i form at tilpasninger til en solar energiforsyning og biobrændsel. Det indeholder mange vanskeligheder og farer, men giver også nogle nye muligheder.

De sidste 100 års fossile resursekæder har i høj grad været bestemmende for den økonomiske, politiske, sociale og kulturelle udvikling i verden. De har skabt et bestemt monopoliseret økonomisk-industrielt kompleks omkring kemi-, el-, bil- og flyindustrien, der har dikteret mange politiske og internationale relationer, også fordi de betydningsfulde olie- og naturgasresurser har været koncentreret til ret få lande.

Med et solart råstofgrundlag for energien muliggøres en helt ny sammenhæng mellem de økologiske kredsløb og de regionale økonomiske strukturer. En solar energiforsyning vil have kortere forsyningskæder, og der vil være mulighed for en afmonopolisering og gen-regionalisering. Den kraftige og på mange måder unaturlige urbanisering gennem hele 1900-t. har kun været mulig med de fossile energikæder.

Enten vil det lykkes mennesket at foretage de nødvendige kursændringer fra et polariseret overflods- og fattigdomssamfund hen mod et tilstrækkelighedssamfund, præget af en betydelig mere ligelig fordeling og en større livskvalitet, eller også vil man opleve omfattende økologiske og samfundsmæssige sammenbrud med fødevaremangel, mangel på energi og råstoffer og et stadig usundere miljø.

Den faktiske udvikling vil formodentlig antage en mellemform, som vil afhænge af, hvorledes helt almindelige mennesker i mange samfund vil reagere, når de økologiske grænser viser sig for alvor. Regeringerne kan gøre meget for allerede nu at stimulere overgangen til en solar verdensøkonomi og muliggøre en lang række øko-eksperimenter. Hvad enten miljøgrænserne viser sig som resurseknaphed, resursekrige, naturkatastrofer, omfattende miljøforgiftninger eller teknologiske sammenbrud, vil den politiske planlægningsproces sandsynligvis forme sig som en række omfattende sociale læreprocesser fra neden, hvor man nærmest famler sig frem til nye livsformer.

Hvis et sådant begivenhedsforløb har sin årsag i en mere permanent resurseknaphed på en række områder, vil der sikkert være gode chancer for igangsættelse af omfattende sociale fornyelsesprocesser fra neden, som man så begynde under 1970'ernes energikrise. Hvis flere kriser smelter sammen og hurtigt får storpolitiske og religiøse dimensioner, er der omvendt stor risiko for destruktive forløb med omfattende ødelæggelser af samfund og miljø. Meget vil afhænge af, hvorledes almindelige mennesker og civilsamfundet i mange lande vil engagere sig, og om det i de kommende år lykkes for de sociale og politiske bevægelser, der kæmper for en global bæredygtig udvikling, at skabe nye økonomiske og sociale organisationsformer svarende til de nødvendige tilpasninger, som verdenssamfundet står overfor i 2000-t.s første årti.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christensen: vækst - vækstsamfund og vækstideologier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181489