Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tid

Oprindelig forfatter DFavr Seneste forfatter Redaktionen

Tidens gang, som enhver elementært fornemmer i kroppen, er her anskueliggjort i et svensk almuemaleri, dalmålning, fra 1812; det viser menneskets alder fra vugge til grav. Alderstrappen er forsiret med den karakteristiske blomsterranke, kurbits.

Tidens gang, som enhver elementært fornemmer i kroppen, er her anskueliggjort i et svensk almuemaleri, dalmålning, fra 1812; det viser menneskets alder fra vugge til grav. Alderstrappen er forsiret med den karakteristiske blomsterranke, kurbits.

Tid er et fundamentalt begreb i vor erkendelse. Som sådant kan det ikke defineres eksplicit, et vilkår, som det deler med andre fundamentale begreber såsom længde og bevægelse. Trods manglen på en definition formår vi i de fleste erkendesituationer at anvende begrebet tid på en entydig, korrekt måde. Dette forhold kommer til udtryk i en ofte citeret passage fra Augustins Bekendelser (bog 11, kap.14) fra omkring år 400: "Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig herom, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke."

Den naivt realistiske opfattelse

Folk, som ikke har tænkt dybere over begrebet tid, opfatter tid som "noget, der går", dvs. noget, der tænkes i analogi med ting i bevægelse. "Tidens gang" måles ved hjælp af ure eller andre måleinstrumenter (se tidsbestemmelse), og selvom sådanne ikke fandtes, ville tiden gå alligevel. "Tidens gang" tænkes som jævn eller ækvidistant: Ethvert minut har samme længde som ethvert andet minut, enhver time samme længde som enhver anden time etc. Selvom al bevægelse i hele Universet pludselig ophørte, så at alt var stilstand, ville tiden stadig gå.

Denne opfattelse er imidlertid uklar. Stillet over for påstanden om, at "tiden går", må man spørge: "I forhold til hvad?", og hvis svaret er: "I forhold til alt andet i Universet", er sagen stadig uafklaret. For når vi taler om, at noget bevæger sig i forhold til noget andet, fx et tog i forhold til en perron på en banegård, forudsætter dette, at vi kan identificere såvel toget som perronen i rum og tid og fastslå deres hastighed i forhold til hinanden. Forsøger vi at tale om tidens gang i forhold til Universet, må tid være en iagttagelig størrelse "ved siden af" Universet, hvilket ikke giver mening, og spørgsmålet om, hvor hurtigt tiden bevæger sig i forhold til Universet eller omvendt, er umuligt at besvare.

Annonce

Indkredsning

Selvom begrebet tid ikke kan defineres eksplicit, kan det dog indkredses og gøres til genstand for en filosofisk behandling. Men dets fundamentale status dokumenteres til fulde af de vanskeligheder, man har haft ved at præcisere det i tænkningens historie. I den tidlige græske filosofi ca. 500 f.Kr. står to opfattelser over for hinanden: På den ene side Heraklits påstand om, at alt er i stadig forandring, illustreret ved hans eksempel om, at man ikke kan bade to gange i den samme flod. Dels ændres floden fra øjeblik til øjeblik, nyt vand strømmer hele tiden igennem, sand hvirvles op fra bund og bredder osv., dels ændres hver af os fra øjeblik til øjeblik.

På den anden side har vi de eleatiske filosoffer, som hævder, at forandring overhovedet ikke kan forekomme. "Det værende er, og det ikke-værende er ikke", hævdede Parmenides, og da det værende ikke kan opstå af intet og heller ikke blive til intet, må det værende være evigt og uforanderligt.

Zenon argumenterede for denne opfattelse ved opstillingen af sine paradokser, af hvilke det enkleste går ud på, at en pil ikke kan bevæge sig. Tænker vi os en pil afskudt fra en bue, må pilen til ethvert givet tidspunkt befinde sig et bestemt sted. Men pilen kan kun befinde sig et bestemt sted, hvis den står stille på det pågældende tidspunkt, og derfor må den stå stille til ethvert tidspunkt. Følgelig er bevægelsen en illusion.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platons idélære kan ses som et forsøg på at ophæve striden mellem Heraklit og eleaterne. Ifølge Platon omhandler vore almenbegreber noget eksisterende. Når vi fx fastslår, at to rette linjer, der skærer hinanden, skærer hinanden i et og kun ét punkt, er det ikke noget, vi kan tegne, for de tegnede linjer vil altid have en vis bredde. Deres skæringsområde kan aldrig blive til et punkt, men vil altid være et areal. Vi kan ikke desto mindre tænke den tanke, at de skærer hinanden i et og kun ét punkt, og da denne tanke er sand, må den omhandle noget, der eksisterer.

Der findes altså noget eksisterende, som vi kun kan erkende gennem vores tænkning, og dette leder Platon til den opfattelse, at det egentligt eksisterende er en evig, uforanderlig begrebsverden, svarende til den eleatiske opfattelse, mens det, som vi erkender gennem vore sanser, er en slags afskygning af denne begrebsverden, en afskygning, som er i stadig forandring, svarende til Heraklits opfattelse.

Her møder vi altså en klar modsætning mellem tid og evighed. Der findes noget, som er evigt og uforanderligt, men det evige er ikke noget, der udgøres af et enormt spand af tid, men er simpelthen det uforanderlige. Tid derimod er bundet til forandring og bevægelse og kan ikke tænkes løsrevet fra forandringen. Aristoteles overtager og uddyber denne relationelle opfattelse af tid.

Hvis ikke der forekom bevægelse og forandring af nogen art, ville der ikke være nogen tid. Men spørgsmålet er for ham, hvilken bevægelse tiden er bundet til. Når to ting bevæger sig med forskellig hastighed i forhold til en tredje, foregår bevægelserne inden for samme tid. Denne samme tid er hos Aristoteles noget, der er knyttet til fiksstjernehimlens bevægelse. Fiksstjernehimlen udgør en sfære i det aristoteliske univers, og dens regelmæssige bevægelse giver os en tidsmålestok for alle andre bevægelser og forandringer.

I konsekvens heraf opfatter Aristoteles tid som noget homogent, ensartet. Denne opfattelse er ikke så selvfølgelig, som vi synes nu. I mange kulturer, fx i Mayakulturen og i den kinesiske kultur, har man haft opdelinger af fortiden, nutiden og fremtiden i gode og onde tider. Det oplevede tidsforløb blev så at sige opdelt i pakker eller intervaller med forskellig karakter, som skyldtes selve tidsintervallet og ikke hverdagens begivenheder. Eftersom ugens dage inden for den europæiske kultur allerede i forhistorisk tid har fået navne efter Solen, Månen og de fem kendte planeter, og eftersom disse himmellegemer tillagdes en guddommelig status, må man formode, at man i oldtiden har anset ugedagene for havende forskellig karakter pga. guddommelig påvirkning.

Den evige genkomst

Et særligt tema i diskussionen om tid i den græske oldtid er idéen om "den evige genkomst". Ifølge Heraklit går hele verden under efter at have eksisteret i 10.800 år for derefter at blive skabt på ny. Efter at der igen er forløbet 10.800 år, går verden atter under for igen at blive skabt på ny og så fremdeles. Tallet 10.800 er lig med 30∙360, hvilket ifølge grækerne er antallet af dage i henholdsvis en måned og et år, og det derved fremkomne antal dage repræsenterer hver for sig et år.

Denne cykliske opfattelse af historisk tid stammer sandsynligvis fra den indiske vediske filosofi, hvor der også tales om et sådant "verdens-år" med den anseelige længde af 4.320.000.000 år.

Heraklits idé blev overtaget af Aristoteles og fik en central placering hos stoikerne. Med "den evige genkomst" menes, at alle begivenheder i verdenshistorien gentages ned til mindste detalje fra ende til anden i hvert "verdensår". Origenes afviste den, fordi den ikke giver plads til det enkelte menneskes frie vilje, og Augustin afviste den, fordi han ikke kunne forestille sig, at Kristi fødsel kunne forekomme mere end én gang.

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

I middelalderen afløstes den cykliske opfattelse af et lineært syn på tiden fra skabelsen til dommedag. Dog fik læren om den evige genkomst en sen opblomstring i Nietzsches filosofi, hvor det i en digterisk form hævdes, at verdens udvikling er årsagsbestemt, og at alt stof engang vil være i en tilstand, som det tidligere har været i. Dette indebærer, at Universets og menneskehedens historie vil gentage sig selv i det uendelige.

I middelalderens kristne filosofi blev sondringen mellem begreberne tid og evighed uddybet, bl.a. hos Thomas Aquinas. Dogmet om Guds alvidenhed indebar, at Gud måtte kunne skue alle tilstande i Universet fra fjerneste fortid til fjerneste fremtid på én gang. For Gud måtte alle tidspunkter derfor så at sige udgøre ét nu. Verden måtte derfor deles op i to slags virkelighed, en tidløs og en tidslig, en opfattelse, som levede videre hos Spinoza og i den tyske idealisme efter Kant, bl.a. hos Hegel.

Ikke-relationel tidsopfattelse

I den videnskabelige renæssance ca. 1450-1650 brød det aristoteliske verdensbillede sammen. Man erkendte med Giordano Bruno og Nicolaus Cusanus, at Universet er uendeligt, og med Tycho Brahe og Johannes Kepler, at de krystalagtige himmelsfærer ikke eksisterer. Hermed måtte man opgive Aristoteles' relationelle opfattelse, at tidens gang er knyttet til fiksstjernehimlens regelmæssige bevægelse.

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

I stedet udvikledes især hos Francisco Suárez og Pierre Gassendi en opfattelse af tiden som noget, der logisk går forud for enhver bevægelse og forandring. Tiden eksisterer, hvad enten der forekommer forandring eller ej. Derimod kan forandring ikke forekomme, medmindre der findes tid. Og mens enhver forandring logisk set kunne være reversibel, "gå baglæns", så er tiden derimod irreversibel, den har en retning, den kan kun "gå fremad".

Denne opfattelse blev knæsat i Isaac Newtons Principia Mathematica (1687). I dette monumentale værk, hvor den klassiske mekanik fandt sin første afrundede form, karakteriserer Newton tid som noget, der ud af sin egen natur flyder ensartet uafhængigt af alt andet. I en berømt passage omtaler han begreberne tid og ligeledes rum som Guds sanse- eller anskuelsesform ("sensorium dei").

Denne opfattelse dominerede fysikken og filosofien til omkring 1900. Hos Immanuel Kant fik den dog en særlig idealistisk udformning. Kant hævdede, at såvel tid som rum var særlige anskuelsesformer, knyttet til den menneskelige bevidsthed. De er ifølge Kant nødvendige forudsætninger for, at erkendelse overhovedet er mulig. De bringer orden i vore erfaringer af verden, sådan som den fremtræder for os ("Die Welt für uns"), men er ikke noget, der tilhører verden i sig selv ("Die Welt an sich"). Selve det erkendende jeg er ikke tidsligt, hvorimod alt bevidsthedsindhold er underkastet den tidslige anskuelsesform.

Newtons opfattelse blev kritiseret af hans samtidige G.W. Leibniz, som holdt fast på den relationelle tidsopfattelse og hævdede, at vi ikke kan forstå andet ved tid end den orden, vore sansninger eller perceptioner forekommer i. Uden denne orden ville vi ikke kunne tale om tid, og Newtons absolutte tid er en abstraktion, der ikke modsvares af noget virkeligt.

Statisk og dynamisk tidsopfattelse

En del af den filosofiske diskussion af begrebet tid i 1900-tallet har sit udgangspunkt i en artikel, "The Unreality of Time", fra 1908 af den britiske filosof J.M.E. McTaggart (1866-1925). McTaggart går i Hegels fodspor og mener, at man bør skelne imellem to opfattelser af tid. Den første kaldes her den dynamiske opfattelse: Vi kan opfatte alle begivenheder som noget, der kan ordnes i en serie eller række, hvis elementer er enten fortidige, nutidige eller fremtidige.

Det, som sker lige nu, vil i morgen være fortidigt. Det, som vil ske i morgen, er lige nu fremtidigt. Men i morgen vil det være nutidigt, og i overmorgen vil det være fortidigt. Hvis vi forestiller os en begivenhed ude i fremtiden, fx en solformørkelse om 20 år, vil den, som dagene går, rykke nærmere, være mindre og mindre fremtidig. Pludselig er den nutidig, og derefter vil den være fortidig og efterhånden blive mere og mere fortidig. Her beskrives begivenhederne som noget, der flytter sig i forhold til os, og derfor taler man om en dynamisk tidsopfattelse. Begivenhederne kan anskues som en strøm, der gennemløber det bevidste nu. Vi beskriver dem i et fortid-nutid-fremtid-sprog, som rummer disse begreber og prædikaterne fortidig, nutidig og fremtidig.

Den anden opfattelse, den statiske, indebærer følgende: Alle begivenheder kan ordnes i en serie, hvor den grundlæggende relation imellem de enkelte led er "før" eller "efter". Alexander den Store levede før Cæsar, som igen levede før Columbus. Efter Columbus kom Den Franske Revolution, og efter 1. Verdenskrig 2. Verdenskrig osv. Denne opfattelse er ifølge McTaggart statisk.

De fortidige begivenheder ligger nu engang i den orden, de ligger i, den kan der ikke ændres på. Alle fremtidige begivenheder, som vi ganske vist endnu ikke kender, vil fortsætte den orden, som de fortidige udgør. De vil alle kunne beskrives i et før-efter-sprog, på samme måde som vi beskriver talrækken: 1,2,3,4,5,6,7 osv. 3 kommer før 4, 11 kommer før 12, 14 kommer efter 13, 27 kommer efter 26 osv. Vi kan selv vælge, om vi vil bruge ordet "før" eller ordet "efter", alt efter om vi læser rækken fra venstre mod højre eller omvendt.

McTaggart stiller nu spørgsmålet, hvilken af de to beskrivelser der er den fundamentale. Hans svar er, at før-efter-sproget nødvendigvis må forklares ved hjælp af fortid-nutid-fremtid-sproget. Thi det forhold, at en begivenhed A ligger før en anden begivenhed B på tidslinjen, må jo betyde, at da A var nutidig, var B fremtidig, og at A var fortidig, da B var nutidig. Fortid-nutid-fremtid-sproget må nødvendigvis være det fundamentale sprog til beskrivelse af det, vi forstår ved "tidens gang".

McTaggart hævder herefter, at fortid-nutid-fremtid-sproget indeholder en modsigelse: En begivenhed A kan jo ikke være både fremtidig, nutidig og fortidig, så lidt som et bord kan være både firkantet, trekantet og rundt. Hvis man hertil svarer: Jamen A var jo fremtidig til et bestemt tidspunkt L. Til et senere tidspunkt M var den nutidig, og til et endnu senere tidspunkt N var den fortidig, så er McTaggarts svar, at man med tidspunkterne L, M og N blot konstruerer en ny serie, som beskrives ved hjælp af et fortid-nutid-fremtid-sprog. Og i denne ny serie er en begivenhed til ethvert tidspunkt noget, som må karakteriseres som både fremtidig, nutidig og fortidig, hvilket atter er selvmodsigende. Skal denne modsigelse ophæves, må man introducere endnu en overordnet tidsserie af fortid-nutid-fremtid-typen, og da man således ender i en uendelig regres, kan problemet ikke løses.

Konklusionen er derfor, at fordi før-efter-serien kun kan defineres ved hjælp af fortid-nutid-fremtid-serien, og fordi denne er selvmodsigende, eksisterer tiden ikke. Alt er til på én gang, i et og samme nu. Selvom denne konklusion næppe kan stå for en nærmere kritisk undersøgelse — det kan fx diskuteres, om "fremtidig", "nutidig" og "fortidig" overhovedet kan forstås som egenskaber ved begivenheder, så har McTaggarts argumentation fået en del af 1900-t.allets filosoffer til at gå ind for den statiske tidsopfattelse.

En af de begrundelser, der anføres for den, er den såkaldte korrespondensteori for sandhed. Det, der gør et udsagn sandt, er, at der findes et sagforhold, der korresponderer med det, dvs. svarer til det. At sætningen "Rundetaarn er 32 m højt" er sand, skyldes ikke nogle særlige sproglige vedtægter om tårne og højde, men simpelthen det faktum, at Rundetaarn er 32 m højt. At "Peterskirken ligger i Rom" er en sand påstand, beror alene på, at Peterskirken faktisk ligger i Rom.

Hvis vi derpå hævder, at en påstand om en fortidig begivenhed, fx "Søren Kierkegaard døde i 1855", er sand, så kan den kun være sand, såfremt der eksisterer noget, der svarer til den. Derfor må Søren Kierkegaard eksistere i dødsøjeblikket lige nu — i samme forstand som Rundetaarn eksisterer lige nu. Og taler vi om fremtiden, så kan vi hævde, at hvis det er sandt, at det vil regne i København i morgen, så vil det være sandt, fordi det faktisk vil være regnvejr på det tidspunkt, vi taler om. Hvis det viser sig at være tørvejr på det pågældende tidspunkt, så vil påstanden allerede nu, hvor den ytres, være falsk.

Den er altså allerede nu enten sand eller falsk, og det betyder ud fra korrespondensteorien, at der allerede nu må eksistere et sagforhold, der gør den sand eller falsk; vi er blot uvidende om sagforholdet. Sagen skulle altså ikke være principielt anderledes end ved påstanden om, at der lige nu befinder sig en mus på Rosenborg Slot. Hvis påstanden er sand, så kan det kun være, fordi der netop nu befinder sig en mus på stedet. Er den falsk, er der ingen mus. Men det er ikke vor viden, der afgør sagen. Set fra en guddommelig synsvinkel ville sagen kunne afgøres, og det samme gælder påstande om fortidige og fremtidige begivenheder og sagforhold.

Tilhængere af den statiske tidsopfattelse argumenterer endvidere på grundlag af en analyse af, hvad man skal forstå ved nuet. Hvis man vil hævde, at fortiden ikke eksisterer, og at fremtiden heller ikke eksisterer, men at kun det, vi erkender her og nu, eksisterer, så er spørgsmålet, hvor udstrakt dette nu kan være. Er nuet fem minutter, et minut, ti sekunder, et sekund eller hvad? Uanset udstrækningen, som kan være svær at definere, så synes det ejendommeligt, at noget fremtidigt, som ikke eksisterer, pludselig skulle kunne komme til at eksistere i nuet, dvs. så at sige opstå ud af intet for derefter at blive til noget fortidigt, dvs. fra at være noget eksisterende i nuet pludselig forsvinde, blive til intet. Ifølge den statiske opfattelse ville det være logisk at hævde, at intet opstår og intet forgår, og at alt, som vi til daglig omtaler som fortidigt, nutidigt og fremtidigt, eksisterer lige nu.

Dens fortalere tilslutter sig på sin vis den eleatiske opfattelse, men henviser undertiden også til den almene relativitetsteori, ifølge hvilken alle begivenheder og altså også et helt menneskeliv fra fødsel til død kan fremstilles grafisk som en linje, en "verdenslinje", i et statisk, firedimensionalt rum-tid-koordinatsystem. Denne analogi er dog næppe holdbar, idet den almene relativitetsteori ikke indeholder nogen benægtelse af bevægelse og forandring i vores hverdag.

Hovedindvendingen imod denne statiske tidsopfattelse er, at vi i vor beskrivelse af verden omkring os ikke kan undvære begreber som forandring og bevægelse og dermed begrebet tid i en eller anden forstand. Hvis vi siger, at det vil regne i København i morgen, og at den sag allerede er afgjort (dvs. at påstanden allerede nu er enten sand eller falsk), så må vi dog holde fast ved, at vi ikke vil vide, hvad der er tilfældet, før vi når frem til i morgen.

Men hvad vil det sige "at nå frem til i morgen"? Det må være en proces, der tager en vis tid, og tid er her brugt i en anden betydning end statisk tid. Hvis alt er til på forhånd, som det hævdes i den statiske opfattelse, så tager det for os som iagttagere en vis tid at bevæge os hen ad den statiske tidslinje, og den tid, det tager, må være relateret til forandring. Derfor synes den dynamiske tidsopfattelse at være mere plausibel. Ydermere giver denne opfattelse plads for at tale om tidens retning. Ifølge den statiske opfattelse er der ingen principiel forskel på det fortidige og det fremtidige; det har alt sammen samme tilstand af væren. Men hvorfor har tiden så en retning? Hvorfor er det fremtidige begivenheder, der dukker op i morgen, og ikke fortidige som fx dagen i går?

Den dynamiske tidsopfattelse rummer dog også problemer. Dens tilhængere distancerer sig fra det, der ovenfor er kaldt den relationelle opfattelse, ved at hævde, at tid ikke er defineret ud fra bevægelse eller forandring, men simpelthen udgør mulighedsbetingelsen for at tale om forandring, om processer og begivenheder i det hele taget. Hermed lægger de afstand til den behandling af tidsbegrebet, som vi har været vidne til i fysikkens udvikling siden Newton.

Tid i fysikken efter Newton

Uden at tage stilling til Newtons abstrakte tidsbegreb har man i fysikken hæftet sig ved, at mens den klassiske mekanik ikke indebærer noget om tidens retning, så har den senere udvikling i fysikken, især den statistiske mekanik og termodynamikken, kastet lys over dette problem.

I den klassiske mekanik kan man uden modsigelse forestille sig, at begivenhederne forekommer i omvendt orden. Hvis vi fx forestiller os, at Jorden løb den anden vej rundt om Solen, end den faktisk gør, så ville dette ikke anfægte mekanikkens love. Anderledes forholder det sig, hvis vi har at gøre med et glas vand i et lokale, hvor vandet fordamper over et vist tidsrum. I begyndelsen er samtlige vandmolekyler samlet i glasset, men efterhånden spredes de over hele lokalet.

Tænker vi os, at vi kunne se dem og optage hele processen på film, ville der ikke være noget mærkeligt i, at de fordelte sig i hele lokalet. Men kører vi filmen baglæns, vil vi se, at alle molekylerne fra at være spredt over et stort område samler sig i glasset, en proces, som, hvis den faktisk forekom, ville have en sandsynlighed, der nærmede sig nul, og være i strid med termodynamikkens 2. hovedsætning.

I termodynamikken møder vi det forhold, at al energi til syvende og sidst omsættes til varmeenergi, som ikke kan "indvindes" igen. Det betyder, at vi har at gøre med irreversible processer, som ikke blot er faktisk irreversible, men hvis retning i tid følger logisk af de fysiske teorier, hvis erfaringsmæssige grundlag rækker langt ud over de processer, der her er tale om.

Imidlertid kan der stadig argumenteres for en ikke-relationel opfattelse ved, at man påpeger, at der er forskel på at tale om processers retning og tidens retning. Selvom man kunne forestille sig, at alle fysiske processer, inklusive de irreversible, "gik den modsatte vej", så ville dette kun være forståeligt, hvis tiden stadig "gik den rigtige vej". Populært sagt vender man jo ikke tiden ved at køre en film baglæns. Man sætter den i gang til et tidspunkt t1, og når den har gennemløbet hele det baglæns forløb og er nået til sin begyndelse, er man nået til et tidspunkt t2, og t2 er senere end t1. Selvom begivenhedskæden bliver vendt om, er tidsfølgen den samme.

Det er endnu uafklaret, om de store ændringer i den moderne fysik med hensyn til forståelsen af tidsbegrebet er foreneligt med filosofiens dynamiske tidsopfattelse. Ifølge den specielle relativitetsteori er bestemmelsen af samtidighed mellem to begivenheder afhængig af de inertialsystemer, de måles fra.

Hvis to inertialsystemer er i bevægelse i forhold til hinanden, kan to begivenheder, der registreres som samtidige i det ene system, registreres som ikke-samtidige i det andet — uden at man på nogen måde kan give det ene inertialsystem forrang for det andet. Konsekvensen er, at man igen havner i en relationel opfattelse og ikke kan tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målingerne, og mange er derfor tilbøjelige til at afvise den dynamiske tidsopfattelse, der forudsætter, at der er en absolut tid og en absolut samtidighed imellem begivenheder i Universet til et givet øjeblik, fx dette nu.

I den almene relativitetsteori er fysisk tid en størrelse eller dimension, som ikke kan forekomme uden rum og energi. I forlængelse heraf taler man om, at hvis Universet skulle være opstået ved det såkaldte big bang for ca. 15 mia. år siden, så må såvel tid som rum være opstået ved samme lejlighed. Om dette skulle kunne gøre det af med den ikke-relationelle, dynamiske tidsopfattelse, er et endnu uafklaret spørgsmål.

I forbindelse med den kosmologi, der har udviklet sig i kølvandet på den almene relativitetsteori, har mange fablet om tidsrejser, dvs. mulige rejser tilbage i fortiden eller ud i fremtiden. Rejser ud i fremtiden er mulige ifølge den specielle relativitetsteori, mens rejser tilbage i fortiden formentlig er umulige, se tidsmaskine.

Som nævnt kan det hævdes, at selvom man på bedste science fiction-vis forestillede sig, at enkelte irreversible processer skulle kunne vendes om, ville dette ikke berøre selve tidens, men kun processernes retning. Spørgsmålet er, om et tankeeksperiment gående ud på, at alle processer i Universet pludselig gik baglæns, ville have implikationer for en dynamisk opfattelse af tid.

Newtons svar ville være benægtende. Tiden er ifølge ham simpelthen noget, der går, uafhængigt af alt andet, vi kan pege på eller forestille os. Men for tilhængerne af den relationelle tidsopfattelse ville tanken være absurd. Fx kan en samtale imellem to personer eller en tankerække bestående af logiske slutninger ikke tænkes gående baglæns; meningsindholdet ville simpelthen forsvinde.

Og som bl.a. Niels Bohr har påpeget, ville en verden, hvor alle processer inklusive de biologiske og psykologiske gik den modsatte vej, ikke kunne erkendes, fordi enhver sansning og enhver tanke kun erkendes i det øjeblik, den har nået sin afslutning.

Tid og bevidsthed

Vi støder her på et andet grundlæggende tema i diskussionen om begrebet tid. Bevidsthedsfænomener foreligger i tid og i en rækkefølge og orden, som svarer til den dynamiske beskrivelse af begivenheder i fortid, nutid og fremtid. At bevidsthedsfænomenerne er således ordnede, er simpelthen en betingelse for, at vi overhovedet kan erkende noget.

Al tale om hensigter, målrettet tænkning, erindring og hukommelse hviler på denne kendsgerning. Den statiske tidsopfattelse synes ikke at kunne bortforklare dette. Inden for den fænomenologiske skole i filosofien er dette blevet betonet, og man har endda ment, at begrebet tid alene baserer sig på bevidsthedens strøm.

Fænomenologen Edmund Husserl har endvidere forsøgt at give en nærmere beskrivelse af det oplevede nu. Hvis man oplever en melodi, oplever man en række toner, men hvis man forestillede sig, at det oplevede nu er så snævert et interval, at man kun kan opleve én tone ad gangen, måtte det betyde, at man ikke oplevede melodien i sin helhed, men blot en tone efterfulgt af en anden, efterfulgt af en tredje osv.

Husserl fremhæver, at der rent oplevelsesmæssigt foreligger en retention, dvs. en fastholden af det forgangne, og en protention, dvs. en foregriben af det kommende ud over det givne nu, og at dette derfor ikke er skarpt afgrænset, men så at sige har en oplevelsesmæssig bredde.

Tidsoplevelse

Mens sådanne fænomenologiske beskrivelser er meget vanskelige at præcisere, er den rent psykologiske undersøgelse af tidsoplevelsen mere kontant. Her har man hæftet sig ved den umiddelbare erfaring, som de fleste mennesker har gjort, at tiden i nogle situationer, fx når man venter i en kø, kan falde en meget lang, mens tiden i andre situationer, fx når man ser en underholdende film, kan opleves som kort.

Den oplevede "tidshastighed", som man her taler om, har kun mening i forhold til den fysisk målte tid. Man kan påvise, at forsøgspersoners vurdering af, hvornår der er gået fx 15 minutter på et normalt ur, er afhængig af deres legemstemperatur — tiden opleves som gående hurtigere ved høj legemstemperatur end ved lav — og tillige afhængig af indtagelse af forskellige stoffer.

Efter at forsøgspersoner er trænet til at give en nogenlunde sikker vurdering af, hvornår der er gået 15 minutter, kan det påvises, at indtagelse af kinin ændrer deres oplevelse, så at de er tilbøjelige til at vente 20-25 minutter med at give et signal om, at de 15 minutter er gået, mens indtagelse af thyroxin har den modsatte virkning. Tilsvarende resultater er opnået i dyreforsøg, hvor man kan dressere dyrene til at møde til fodring til bestemte tidspunkter, og man kan derefter iagttage, at de påvirket af thyroxin er tilbøjelige til at møde for tidligt op og påvirket af kinin at møde for sent op.

Mange ældre mennesker har erfaret, at tiden går hurtigere, jo ældre de bliver. Hermed menes, at man oplever fx en dag eller en uge som meget kortere, end da man var ung. Dette fænomen kan hænge sammen med hastigheden af celledannelsesprocesserne. Man har påvist, at sårheling hos 50-årige mænd i gennemsnit tager fire gange så lang tid som hos 10-årige drenge.

Hvis hele kroppens celledannelse forløber langsommere, jo ældre man er, er dette en mulig forklaring på, at begivenhederne i ens omgivelser opleves som gående tilsvarende hurtigere.

Tid - i sportens verden

I sportens verden spiller begrebet tid en stor rolle. Langt de fleste holdsportsgrene afvikler deres konkurrencer inden for en begrænset tidsramme. Omgangene i boksning har fx en fast tidslængde; det samme forekommer i andre kampsportsgrene. Inden man fastsatte længden af en brydekamp, oplevede man kampe af ekstrem lang varighed, fx en olympisk finale i 1912, som varede 9 timer og 20 minutter, inden kampen blev standset, og der blev uddelt sølvmedaljer til begge brydere.

I målbare sportsgrene som løb, svømning og banecykling bedømmer man ikke alene udøverne efter placeringer, men også efter de tider, hvori de gennemfører deres øvelser. En løber eller en svømmer, der ender på en sekundær placering i et felt, kan sagtens høste stor anerkendelse, fordi vedkommende i den pågældende konkurrence har sat en fornem national rekord.

I visse sportsgrene, fx bobslædekørsel, hurtigløb på skøjter og alpine og nordiske skidiscipliner med individuel start, afvikles konkurrencerne udelukkende på tid. I andre sportsgrene, fx løb, svømning og roning, er det placeringerne, der gælder, og tidtagningen kunne i princippet undværes; tiden kan dog være udtagelseskriterium i indledende konkurrencer.

De første tidsmålte sportsresultater stammer fra slutningen af 1700-t., da engelske rigmænd indbyrdes væddede om deres folks præstationer. Den ældste kendte rekord stammer således fra 1777, da briten Joseph Headley løb to miles på 9 minutter og 45 sekunder. Fra 1800-t. og indtil 1960'erne benyttedes manuelt betjente, mekaniske, senere digitale stopure, som stadig er i brug i skoler og under træning. De sættes i gang ved startskuddet og stoppes ved målpassage, men bl.a. tidtagerens reaktionstid gør resultatet usikkert og i øvrigt et par tiendedele sekund bedre end ved elektronisk tidtagning. I dag er elektronisk tidtagning en betingelse for afholdelse af mange sportsgrene, indtil ca. 1980 med manuelt betjente ure som backup ved internationale stævner. Det automatiske tidtagningsanlæg sættes i gang ved startskuddet og fortsætter, til hele feltet har passeret målet og det opstillede videokamera, hvorefter udøvernes tid med det samme kan aflæses. I svømmekonkurrencer stoppes anlægget ved svømmerens berøring af en plade i bassinvæggen, i roning, når en føler på bådens spids har passeret et radiobølgefelt ved mållinjen, og i løbekonkurrencer er det videokameraet, der registrerer tiden. I store motionsløb og -skiløb kan deltagerne udstyres med en elektronisk chip på den ene fod.

Fra midten af 1800-t. til begyndelsen af 1920'erne blev officielle rekorder i løb målt i femtedele sekund, frem til 1976 i tiendedele sekund. I dag (2000), da elektronisk tidtagning ved større stævner er obligatorisk, måles i hundrededele sekund. I bilsport, cykelløb, bobslædekørsel mv. er forskellen mellem de bedste udøvere endog så lille, at man må benytte sig af tidsmåling i tusindedele sekund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
David Favrholdt: tid i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172018