Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

samfund

Oprindelige forfattere KEHe, KHast, MaBe og MHH Seneste forfatter Redaktionen

samfund, ethvert organiseret fællesskab lige fra små private foreninger til hele civilisationer; fx mødes danske antikforskere i Det Filologisk-Historiske Samfund, Det Danske Baptistsamfund er et trossamfund, og medlemmerne af FN udgør tilsammen det internationale samfund. I biologien bruges ordet samfund om forskellige former for grupperinger af organismer.

På nudansk betegner samfund hyppigst et helt land opfattet socialt som et fællesskab af landets befolkning snarere end geografisk som et territorium eller politisk som en stat. Danmark er således et samfund, og England og Holland er to af de samfund, vi plejer at sammenligne os med.

Det civile samfund

Stat og samfund kan bruges synonymt, men i reglen modstilles de to begreber, således at staten betegner landets regering og politiske system, mens samfund er fællesbetegnelsen for sociale, økonomiske og kulturelle relationer mellem landets indbyggere. Inspireret af den engelske term civil society bruges i denne sammenhæng begrebet civilsamfundet, og modsætningen mellem stat og civilsamfund sammenstilles med modsætningen mellem en offentlig og en privat sfære som hhv. statens og samfundets domæne. I dette modsætningspar er der en tendens til en negativ vurdering af staten over for en positiv vurdering af (civil)samfundet. Således fremhæves det som et ideal i liberalistisk teori at minimere statens regulering af samfundet, mens marxistisk teori opfatter den borgerlige stat som det magtapparat, hvormed den herskende klasse kan styre samfundet og undertrykke de andre klasser. I moralfilosofi erstattes modsætningen mellem stat og samfund af modsætningen mellem individ og samfund, og i denne sammenhæng betegner samfundet enhver form for fællesskab, inklusive staten.

Annonce

Begrebet samfund har således skiftende betydning og reference afhængigt af, om ordet bruges i hverdagssproget eller som et politisk eller akademisk fagudtryk. I denne artikel lægges hovedvægten på disciplinerne sociologi og antropologi, der begge har samfundet som specifikt emne.

Med udviklingen af sociologien i slutningen af 1800-t. blev samfundet et studieobjekt i den europæiske kulturkreds i forbindelse med overgangen fra bondesamfund til industrisamfund. Samtidig udvikledes antropologien som et studium af de såkaldte primitive samfund uden for den europæiske kulturkreds. I løbet af 1900-t. er grænsen mellem de to fag blevet så diffus, at man ikke længere kan skelne klart mellem et sociologisk og et antropologisk samfundsbegreb.

Det sociologiske samfundsbegreb

Samfund. Når en virksomhedsorganisation vokser, kan det være hensigtsmæssigt at fastholde en fælles identitet både indad- og udadtil, især hvis et sådant organisatorisk fællesskab omfatter en række afdelinger i flere lande. Den danske koncern Coloplast, der producerer hospitalsudstyr, sundhedsartikler og hjælpemidler til handicappede, har med deres firmamission nedfældet koncernens centrale mål, visioner og forretningsrammer, hvortil koncernens ansatte kan forholde sig, ligesom koncernen hermed har defineret sin rolle i det omgivende samfund.

Samfund. Når en virksomhedsorganisation vokser, kan det være hensigtsmæssigt at fastholde en fælles identitet både indad- og udadtil, især hvis et sådant organisatorisk fællesskab omfatter en række afdelinger i flere lande. Den danske koncern Coloplast, der producerer hospitalsudstyr, sundhedsartikler og hjælpemidler til handicappede, har med deres firmamission nedfældet koncernens centrale mål, visioner og forretningsrammer, hvortil koncernens ansatte kan forholde sig, ligesom koncernen hermed har defineret sin rolle i det omgivende samfund.

Et samfund består af individer forenet i både rum og tid. Det har stabilitet i kraft af, at individerne ikke blot bindes sammen af ydre årsager, men i endnu højere grad af indre bånd: fælles traditioner, sprog, mål og interesser. Et samfund kontrollerer sine medlemmer ikke blot med ydre magtmidler (politi og militær), men ved at individerne selv indretter deres adfærd i overensstemmelse med egne og andres forestillinger om den sociale orden. Et samfund består ikke blot af individer, men også af institutioner, der sikrer dets fortsatte beståen. I et vestligt idéhistorisk perspektiv spores samfundsbegrebet (lat. societas) tilbage til de ældste kristne menigheder, specielt i Rom. I mange græske bystater (poleis) modstilledes det offentlige (koinon) og det private (idion, der omfattede fx familie, produktion og handel), og man skelnede mellem en privatsfære og en polis-sfære. Med de kristne sekter opstod hemmelige samfund i opposition til den romerske statsmagt.

I klassisk og moderne samfundsvidenskab har Ferdinand Tönnies' skelnen mellem Gesellschaft ('samfund') og Gemeinschaft ('fællesskab') været af afgørende betydning for forståelsen af samfundsbegrebet: Den moderne samfundsudvikling bygger på fremvæksten af stedse mere overordnede styringsmekanismer såsom markedet og bureaukratiet. Denne udvikling kulminerer i en spaltning af samfundet i en intimsfære og en upersonlig stats- og markedssfære. Resultatet er nogle spændinger i samfundsopbygningen, der bliver et centralt tema i såvel klassisk som moderne samfundsvidenskab. Hegel og Marx bygger på den opfattelse, at individernes socialitet (fx interaktion i sprog og adfærd) bliver forvandlet til ukendelighed og udnyttet af systemet (staten og/eller kapitalen). Ifølge disse teorier kommer individerne til at se samfundet som noget "udvendigt". Fremmedgørelsen og/eller tingsliggørelsen fører til en opfattelse af samfundet som en ydre fakticitet, som "vores anden natur". I lighed med vores første natur, de fysiske og biologiske livsbetingelser, kan den anden natur, det sociale liv, ifølge Émile Durkheim udvikle en lovmæssig tvang, således at den sociale adfærd ikke længere bunder i individernes frie viljeshandlinger, men står i opposition til dem som noget ydre og tvingende.

Inden for moderne sociologisk samfundsteori er denne klassiske spænding i forståelsen af det sociale liv som ydre fakticitet og indre projekt blevet videreudviklet af bl.a. Jürgen Habermas. Han har formuleret en omfattende teori om det moderne samfund, der opsummerer en række tidligere teorier (Marx, Weber og Parsons), og som er konstrueret omkring spændingen mellem system og livsverden. Ifølge denne teori koordineres systemerne (fx politik og økonomi) gennem cirkulationen af magt og penge, mens livsverdenen koordineres af menings- og forståelsesskabende handlinger. Kriser kan opstå, hvis systemernes koordinationsmekanismer tillades at tilsidesætte (kolonialisere) individernes forståelsesorienterede handlinger.

Niklas Luhmann har lagt grunden til en i dag populær systemteori om samfundet som en flerhed af differentierede kommunikationssystemer. Disse systemer omfatter ikke blot overordnede samfundsmæssige strukturer (fx videnskab og økonomi), men også intimere former for kommunikation som fx kærligheden. Herved sættes samfundets spændinger ikke længere i forbindelse med forholdet mellem det enkelte individ og samfundet, men opfattes i stedet som spændinger mellem forskellige typer af sideordnede kommunikationssystemer.

Det nutidige, globale netværkssamfund er i allerhøjeste grad et samfund, der grundlæggende består af kommunikationer. Det globale samfund har, til forskel fra det tidligere territorialt afgrænsede nationalstatssamfund, ikke noget egentligt centrum, dets grænser er derimod stadigt flydende, foranderlige og diffuse. I et sådant globalt samfund spiller afstande i tid og rum en mindre rolle, idet vi vha. den moderne kommunikationsteknologi kan overvinde tidligere fysiske forhindringer. I lyset heraf er det spørgsmål blevet rejst, hvorvidt samfundet i dets mere traditionelle betydning, skitseret ovenfor som stabiliserende faktor, er på vej til at opløses.

Det antropologiske samfundsbegreb

Antropologiens studium af ikke-vestlige samfund har siden slutningen af 1800-t. givet anledning til en samfundsforståelse i anden målestok. Antropologien opstod som et sammenlignende studium netop af små statsløse samfund, der var organiseret omkring slægtsgrupper af forskelligt omfang og i øvrigt baseret på varierede opfattelser af begrebet slægt. Forestillingen om dette slægtskabsbaserede samfund og dets moralske og kulturelle greb om mennesker skyldtes i høj grad Durkheim, som foreslog, at der var tale om en grundlæggende forskel mellem industrialiserede statssamfund og primitive slægtssamfund; forskellen var ikke kun udtryk for forskellige grader af udvikling, som den samtidige evolutionisme hævdede det, men også for to forskellige former for systematisk social logik.

Durkheims første store arbejde (1893) drejede sig om arbejdsdeling og social solidaritet. Han stillede sig det stadig aktuelle spørgsmål, hvad der egentlig binder mennesker sammen i et samfund, og hvordan man skulle forstå forholdet mellem den individuelle personlighed og den sociale solidaritet. Han var specielt optaget af udviklingen fra primitive til industrialiserede samfundsformer, og han fandt, at denne udvikling var forbundet med en transformation fra mekanisk til organisk solidaritet. I de primitive samfund var individet totalt omsluttet af den sociale struktur, der bestod af ens segmenter; alle havde dermed direkte adgang til den kollektive bevidsthed. Solidariteten var mekanisk, fordi der ikke var noget valg, men en elementær social og moralsk tvang. I de industrialiserede samfund var der derimod tale om en arbejdsdeling, som forudsatte forskellige individuelle færdigheder og handlingssfærer, og som af den grund medførte en større afhængighed af samfundet som helhed. Således er den stigende grad af individualitet, man kan iagttage i de udviklede samfund, snævert forbundet med den organiske solidaritet, der får samfundets forskellige sfærer til at hænge sammen som en organisme.

Durkheims samfundsteorier og hans samarbejde med Marcel Mauss om studiet af primitiv klassifikation gav senere anledning til en opstilling af en typologi af samfund, der spændte fra de mindste og mindst komplekse band- eller hordesamfund over stammesamfund og høvdingedømmer til statssamfund. Der var tale om en ny evolutionistisk tankegang, der kulminerede i 1960'erne, og som på sin egen måde reproducerer den klassiske evolutionismes forestilling om en udvikling fra vildskab over barbari til civilisation (fx Lewis Henry Morgan).

Bands, stammesamfund og høvdingedømmer var alle karakteriseret som statsløse, om end der helt klart var tale om en progression i den retning. De helt små bands var baseret på en enkel subsistensøkonomi og et fravær af specialisering, statusforskelle og formaliserede institutioner eller grupper, der kunne udskilles som økonomiske, politiske eller religiøse. Familien var den eneste relevante enhed, og den udgjorde et selvforsynende hushold, der som regel levede som samlere og jægere. Stammesamfundet var mere varieret; det var baseret på en form for agerbrug, en højere grad af produktivitet, som gav mulighed for en større befolkningstæthed. Det var dog ikke kun større i målestok, det var også karakteriseret ved en højere grad af organisationsmæssig kompleksitet. De mindste enheder, husholdene, var organiseret i større slægtsgrupper, klaner, som igen var organiseret i stammer. En stamme udgjorde en social og kulturel enhed, oftest med et navn, et præsteskab, medicinmænd og andre specialister, der så til, at enheden blev markeret. Høvdingedømmet repræsenterede en udvikling af stammesamfundet i retning af en permanent ledelsesstruktur, og dermed statusforskelle, og med et socialt og politisk centrum, der antoges at være forløber for en egentlig statsdannelse. Fælles for de statsløse samfund er, at slægtskab er det grundlæggende organisatoriske princip, og at de er moralsk og kosmologisk begrundede snarere end praktisk og politisk. Kulturen kan på den måde siges at have forrang for samfundet.

Antropologien har nu i vid udstrækning forladt de nævnte typologier om samfundene uden for Europa. Dels har den globale historiske udvikling medført, at alle sociale fællesskaber nu er organiseret i stater, hvor de dog kan udgøre mere eller mindre autonome enheder. Dels er man nået til en erkendelse af alle samfunds kompleksitet og af den samtidige tilstedeværelse af mange forskellige organisatoriske principper og arter af solidaritet. Dette har medført en de-naturalisering af samfundet, der ikke længere antages at udgøre en absolut afgrænselig og objektiv enhed, men snarere et subjektivt og historisk variabelt forestillet fællesskab. På den måde er kulturen blevet geninstalleret som en afgørende faktor også i de moderne statssamfund, som det sæt af værdier og forestillinger, der limer enkeltforhold og institutioner sammen til en helhed.

Det idéhistoriske samfundsbegreb

Samfundsbegrebet har også andre betydninger, som træder frem i et bredere idéhistorisk perspektiv. Begrebets skiftende indhold kan bedst indkredses, når det modstilles en række andre centrale nøglebegreber i det moderne menneskes selvforståelse.

Modsætningsforholdet mellem det sociale (samfundet) og naturen har sine rødder i renæssancens og romantikkens filosofi. Samfundet opfattedes heri som den instans, der i form af kultur (videnskab, moral og kunst) skal tæmme den rå og vulgære natur, eller det opfattedes, som hos romantikkens tænkere, som "tæmmet natur", et romantisk potentiale for kritiske samfundsteorier. Bag den førstnævnte tænkemåde ligger et krav om, at mennesket som kulturelt væsen bør hæve sig over naturtilstanden og beherske naturen. Bag den sidstnævnte ligger en mere pessimistisk opfattelse, hvori det spontane menneske og det disciplinerede samfund forbliver i konflikt med hinanden.

Modsætningsforholdet mellem natur og samfund kom klart til udtryk i 1600- og 1700-t.s kontraktteorier og i den grundlæggende idé om samfundet som en fredspagt. Thomas Hobbes opfattede "naturtilstanden" som en alles kamp imod alle, hvor det ikke kan betale sig at dyrke jorden, fordi andre kan berøve én høsten. Ved at besegle deres sammenslutning med en samfundspagt opgiver individerne deres naturgivne frihed og overdrager den til fyrsten (suverænen), men tilbydes til gengæld beskyttelse af liv og ejendom. Med den sociale kontrakt skabes der fred mellem individerne, og de forøger deres chancer for at overleve. Kontraktteorierne har imidlertid flere udformninger.

Adskillelsen mellem samfund og stat er også af nyere dato. Antikkens samfundslære opererede ikke med nogen skelnen; i den græske bystat var samfundet ensbetydende med staten. Idéhistorisk kan man spore en klar spænding mellem stat og samfund i John Lockes kontraktteori, sådan som den udformedes i Two Treatises of Government (1690). Lockes naturtilstand er en tilstand, hvor alle er frie og lige, og hvor der findes privat ejendomsret og pengeøkonomi. Stats- eller kontraktretten kan ikke tilsidesætte denne naturgivne orden. Statens magt må ifølge Locke bygge på individernes samtykke. Den moderne forståelse af samfundsbegrebet udformes imidlertid i et opgør med kontraktteorierne. Allerede David Hume ironiserede over manglen på empirisk belæg for de tidligere kontraktteorier (A Treatise of Human Nature, 1739-40), og i sidste halvdel af 1700-t. videreførte de skotske oplysningsfilosoffer (Adam Smith, Adam Ferguson og John Millar) kritikken og lagde dermed det centrale grundlag til den moderne empiriske samfundsvidenskab. De skotske filosoffer grundlagde ikke blot nationaløkonomien og teorien om markedet som et forhold mellem udbud og efterspørgsel. Ud fra deres opfattelse af samfundsudviklingen forsøgte de ydermere at forklare vitale samfundsforandringer, fx hvordan et primitivt nomadesamfund udvikler kimen til et samfund med husdyrhold og senere agerbrug som central indkomst- og fødekilde. Slutstadiet var det nye markeds- og handelssamfund, som de så under udvikling i England.

Fysiokraterne i Frankrig udarbejdede omtrent samtidig en lignende (materialistisk) samfundsteori, men det var primært de skotske filosoffer, der udviklede forståelsen af det menneskelige arbejde (produktivkræfter) som den drivende kraft i samfundets forandring. Deres historiske samfundsfilosofi lagde grunden til en helt ny forståelse af samfundet som en dynamisk dybdestruktur i forholdet til den synlige verden eller til det, som Marx senere kaldte overbygningen. Samfundet kunne nu forstås videnskabeligt som et resultat af alle menneskers samlede indsats og af uforudsete konsekvenser snarere end som et resultat af en centraliseret magt- eller kontraktinstans.

Kompleksiteten i den nye samfundsforståelse udfoldes i de moderne, differentierede samfundsvidenskaber: politisk filosofi, statskundskab, nationaløkonomi, historie, sociologi og antropologi. Forståelsen af såvel forholdet mellem samfund og stat som forholdet mellem individ og samfund varierer inden for de forskellige discipliner. Den utilitaristiske filosofi erkender en mere grundlæggende spænding mellem individ og samfund end mellem samfund og stat; men i den liberalistisk politiske filosofi bliver individet sammenstillet med civilsamfundet og modstillet staten. I den moderne samfundsvidenskab, især økonomi og politologi, videreføres denne tradition i de nu populære teorier om rationalitet i valg og bytte. Inden for sociologien og antropologien er det dog fortrinsvis mere holistiske teorier med udgangspunkt i kollektivet snarere end i individet, der har været fremherskende.

Kimen til den fremmedgørelsesteori om samfundet, som Hegel og Marx udviklede, kan også spores tilbage til de skotske samfundsfilosoffers angst for, at det moderne handels- og fabrikssamfund skulle løsrive individerne fra deres gamle hjemstavn i landsbyerne og koncentrere dem i nye fabriksbyer med ensomhed, alkoholisme og elendighed til følge. Med denne udsigt til et kuldsejlet socialt liv, et bristet samfund, skrev Adam Ferguson An Essay on the History of Civil Society (1767), hvori han på ny aktualiserede den gamle græske idé om polis — om et samfund, som værner om det fælles bedste. Et sådant civilsamfund skal mindske markeds- og egeninteressernes nedbrydende tendenser. Denne idé om et samfund med kraft til at styre egeninteresserne inspirerede, om end på forskellig vis, både Spencer og Durkheim.

er idéhistorisk set et tredje centralt modsætningsforhold. Den fremherskende tradition inden for især liberalistisk politisk filosofi ser forholdet mellem individet og samfundet (ofte sidestillet med staten) som eksternt og tvingende, mens et internt og organisk forhold er fremherskende i den sociologiske og antropologiske tradition, hvor samfundet og individet udgør hinandens forudsætninger og derfor ikke kan opfattes som forskellige og uafhængige elementer: Individet kan kun udvikle sine egenskaber som menneske, hvis det er medlem af et samfund. Samfundet er og bliver det samlede resultat af menneskers interaktioner, og dets fortsatte eksistens afhænger af de medvirkende individers handlinger. Den tætte kobling mellem individ og samfund som hinandens gensidige forudsætninger er bl.a. blevet set som et naturens supplement til det faktum, at mennesket til forskel fra andre pattedyr ikke er udrustet med instinkter og reflekser, som muliggør dets overlevelse isoleret fra gruppen; mennesket har en lang socialiseringsperiode, under hvilken det lille barn er ekstremt afhængigt af kontakten med voksne mennesker. Erhvervelsen af følelses- og sprogkompetencer sker i direkte kontakt med den omgivende gruppe. Først efter at individet har erhvervet visse grundlæggende menneskelige egenskaber som empati (indføling), objekt- og subjektforståelse, kan det overleve som samfundsvæsen. I moderne samfunds- og kulturvidenskab har sproget fået en helt central rolle i forståelsen af forholdet mellem individ og samfund. I sprogets brug er de centrale samfundsregler allerede til stede som enten latente eller manifeste handlingsregler. Samfundet kan således forstås som dybtliggende sprog- og kompetencestrukturer hos individer, der kan aktiveres mere eller mindre kreativt i konkrete situationer.

Det biologiske samfundsbegreb

Samfund betegner i biologien en længerevarende gruppering af dyr, som indbyrdes er socialt afhængige. I samfund bestående af en enkelt art findes ofte forskellige individtyper med særlige opgaver af betydning for alle i samfundet. Bedst kendt er samfund hos de sociale insekter, fx bier og myrer (se insekter (insektsamfund)). I samfund bestående af flere arter med gensidig afhængighed er der tale om rollefordeling mellem de enkelte arter. Grupperinger af dyr med mindre indbyrdes social afhængighed betegnes kolonier, flokke eller grupper. Man taler også om plantesamfund, dvs. en samling af bestemte plantearter, der kan vokse mellem hinanden, idet de har nogenlunde ensartede økologiske krav og samtidig udfylder hver sin økologiske niche.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erik Heller, Kirsten Hastrup, Margareta Bertilsson, Mogens Herman Hansen: samfund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154995