Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lykke

Oprindelige forfattere Moehl, NThom, RRos og TBro Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Lykke er ofte blevet forbundet med vilkårlighed og flygtighed. Som romersk gudinde blev Fortuna afbildet med et skibsror som symbolsk udtryk for det heldige tilfælde. I senere europæisk ikonografi er lykken fremstillet som en nøgen kvinde, der balancerer på en kugle og søger at fange vinden med et stort sejl. Bagsiden af en dansk speciedaler, præget 1659 i Glückstadt, den holstenske by ved Elben, som Christian 4. navngav efter lykken. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

Lykke er ofte blevet forbundet med vilkårlighed og flygtighed. Som romersk gudinde blev Fortuna afbildet med et skibsror som symbolsk udtryk for det heldige tilfælde. I senere europæisk ikonografi er lykken fremstillet som en nøgen kvinde, der balancerer på en kugle og søger at fange vinden med et stort sejl. Bagsiden af en dansk speciedaler, præget 1659 i Glückstadt, den holstenske by ved Elben, som Christian 4. navngav efter lykken. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

lykke, fyldig eller rig tilstand, en tilværelse, der lykkes og er præget af tilfredshed og glæde. Et lykkeligt liv er et godt liv, ofte anset for det højeste gode.

Brugen af ordet i mange forskellige betydninger har medført et behov for at bruge andre ord for at undgå misforståelser. Således foretrak Harald Høffding i sin Etik (1887) ordet velfærd. Ordets misbrug, fx i reklametekster, har i 1900-t. ført til, at nye ord er trådt i stedet, fra 1960'ernes begyndelse ordet trivsel, der i løbet af 1970'erne blev afløst af ordet livskvalitet.

Lykke har været emne for mange refleksioner inden for filosofi, religion og kunst igennem hele vor kulturs historie. Enhver helhedsopfattelse har omfattet idéer om det gode liv. Omvendt er så godt som enhver opfattelse af lykke begrundet i en religion, en filosofi eller en åndsstrømning. Lykke har spillet en central rolle i en række politiske utopier og har desuden været behandlet i psykologi, økonomi, sociologi, politisk teori, æstetik og pædagogik. Begrebets historie kan groft beskrives på den måde, at lykke fra antikken til romantikken har været anset for et højeste gode (se det gode), mens perioden efter romantikken har været præget af, at frihed i vidt omfang har overtaget denne plads. Samtidig med at begrebet i den moderne kulturindustri er blevet misbrugt og vulgariseret, er den teoretiske beskæftigelse med det næsten ophørt. En vending i denne tendens synes dog at være på vej ved 1900-t.s slutning, især under genoptagelse af traditionen fra Aristoteles (jf. fx Alasdair MacIntyre).

Annonce

Antikken

Den græske etik er eudaimonistisk, dvs. at lykke anses for det højeste gode. Der var enighed om, at der i det gode liv er harmoni mellem dyd og lykke. Lykke forstod man naturalistisk, dvs. den har sin grund i menneskets natur. Fornuften blev tillagt en afgørende betydning for lykken, og langt de fleste græske filosoffer så optimistisk på menneskets muligheder for lykke. Det antikke ideal om det gode liv omfatter således både det moralsk gode og lykke. Lykke udgøres af en sjælens harmoni og er nok så meget et ideal om den vise, den, der forstår at leve ret.

Sokrates brød i 400-t. f.Kr. med en traditionel græsk tanke ved at hævde, at det er bedre at lide uret end at gøre uret. Heri ligger, at det at gøre ondt skader én selv, ligesom det at gøre godt gavner. Dyd var for Sokrates betinget af viden, og med den rette indsigt vil man også handle rigtigt. At gøre det rette, at realisere dyden, fører til lykke.

Platon var i begyndelsen af 300-t. f.Kr. fuldt ud klar over, at det her i verden meget vel kan gå den gode forfærdeligt og den onde godt, men han fastholdt alligevel Sokrates' tanke, at lykke er realiseringen af dyderne. For Platon er dyd dog mere end viden. Sjælen er delt i begær, temperament og fornuft. Hver af disse dele tildeles en dyd. Fornuften skal være den styrende, og dens dyd er visdom. Temperamentet skal hjælpe med at fastholde fornuftens styre på tværs af smerter og nydelser. Dets dyd er modet. Endelig skal det umættelige begær tøjles af de to andre. Begærets dyd er mådehold. En sjæl, hvori disse dyder er realiseret i harmonisk samspil, er retfærdig, dvs. god. En sådan sjæl er et mikrokosmos, der afspejler den grundlæggende kosmiske orden. Det hele, harmoniske menneske er både godt og lykkeligt.

Inden for antikkens etik udarbejdede Aristoteles i 300-t. f.Kr. den mest omfattende teori om lykke, der bestemmes som sjælens aktivitet i overensstemmelse med dyden. Men Aristoteles tilkender også ydre goder en vis betydning. Han diskuterer Solons ord om, at intet menneskeliv kan erklæres for lykkeligt, før man kender det hele, dvs. først efter døden. Aristoteles' svar synes at være et både-og. Aristoteles ser sjælen som bestående af to dele, fornuft og begær eller stræben. Til den sidste del svarer en række etiske dyder, karakterdyder, herunder mod, rundhåndethed, selvsikkerhed og mildhed. Til fornuften er knyttet intellektuelle dyder, hvoraf den vigtigste er fronesis, 'praktisk visdom'. Den er indsigt i det, som bidrager til det gode liv som helhed. Fronesis er evne til at lede de etiske dyder (opfattet som dispositioner til at handle på en bestemt måde), så de fører til, at mennesket finder den rette midte i forhold til situationen og sin egen formåen. Aristoteles understregede betydningen af det sociale liv i bystaten og af venskabet for lykken, men sluttede dog sin etik med at fremhæve det kontemplative liv som den højeste lykke.

I filosofihistorien skiftede synsvinklen efter Aristoteles fra et socialt orienteret begreb om lykke til et individualistisk. De hellenistiske filosoffer lagde vægt på sjælero og personlig uafhængighed.

Stoikerne (ca. 300 f.Kr.-200 e.Kr.) arbejdede videre med det antikke lykkebegreb, idet de hævdede, at lykke er at leve i overensstemmelse med naturen. Det vigtige i menneskets natur er fornuften. Den har del i en omfattende verdensfornuft. Dyd er indsigt i verdens og menneskets indretning og består i at realisere sin fornuftige natur. Vigtigst er indsigten i, at lykke består i selve den fornuftige aktivitet, og at alle ydre goder er uden betydning for det gode, for lykken. Nogle af disse goder er nyttige, andre skadelige. Dyden omfatter netop det at administrere dette forhold rigtigt. Det stoiske livsideal er således at søge lykken i det, vi har magt over, nemlig vort eget indre, og dermed gøre os uafhængige af ydre omskiftelser. Idealet om at møde livet med stoisk ro har sat sig mange spor igennem historien. En sen aflægger er det engelske gentlemanideal.

Allerede hos sofisterne, Sokrates' hovedmodstandere, finder man det synspunkt, at lykke er nydelse eller lyst. Det tager de hidtil skildrede filosoffer afstand fra. De er enige om, at der findes gode og dårlige nydelser. Derfor kan lykke ikke være lyst. Hos Aristoteles diskuteres det grundigt, og han konkluderer, at nydelse er noget, der opstår med sjælens aktivitet, og som fuldender den.

Ca. 300 f.Kr. bestemte Epikur lykke som lyst eller nydelse (hedonisme), men hans opposition til de andre etikere var ikke så radikal endda. For Epikur er lyst primært fravær af kropslig smerte og sjælelig uro. Han tager udtrykkelig afstand fra vellystninge, der fester og svirer, fornøjer sig med dyre spiser og et tøjlesløst seksualliv. I stedet anbefaler han enkle glæder og simpel livsførelse. Epikur var ingen epikuræer i moderne forstand. Sjælero opnås ved med fornuften at frasortere unaturlige og unødvendige behov, der kun vil føre til falske lyster. De græske kardinaldyder, mådehold, mod, retfærdighed og visdom, med den praktiske visdom i spidsen finder deres berettigelse i, at de fører til nydelse. Sjæleroen sikres også ved at undgå frygt. Guderne behøver vi ikke at frygte. De lever et nydelsesrigt liv i fjerne verdener uden for tiden og har ingen interesse i at blande sig i menneskers liv. Heller ikke døden bør frygtes; den er blot en opløsning af organismen i de atomer, den består af. Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke.

Filosoffernes opfattelse af lykke hører til det fornuftbetonede i antikken. I kultiske sammenhænge dyrkedes imidlertid også mere ekstatiske former for lykke, fx i Dionysoskulten (jf. det apollinsk-dionysiske begrebspar).

Hen mod antikkens slutning bredte den opfattelse sig, at de filosofiske skolers visdom ikke slog til i bestræbelserne på at sikre individets lykke, og religiøse motiver blev dominerende. Lykken søgtes i det evige, det hinsidige, livet efter døden. Platon kunne tolkes i denne ånd, som det skete i nyplatonismen. Hos dens hovedskikkelse Plotin, der levede i 200-t., opfattes hele verden som udstrømninger, emanationer, fra "det ene" eller Gud. Lykke er uafhængig af alle ydre forhold. Den opnås ved at frigøre sjælen fra dens legemlige fængsel og gennem det indre finde tilbage til det ene. Det er en pilgrimsrejse, hvor først dyderne må erhverves. Dernæst må man hengive sig til skønhed, matematik og filosofi for til sidst at overskride alle forskelle og al erkendelse i den mystiske forening med det ene. Denne ekstatiske lykke er fuldkommen, men opnås kun få gange i livets løb.

Bibelen

På baggrund af senantikkens religiøse længsel bredte kristendommen og dens opfattelse af lykke sig. I Det Gamle Testamente opfattes lykke mest som et jordisk godt liv, men der er dog også tendenser til at finde lykken i det indre og varige. Den stærke understregning af altings forgængelighed i Prædikerens Bog bygger netop på den opfattelse, at kun det varige kan tilfredsstille ånden. I Det Nye Testamente tjener saligprisningerne i Jesu Bjergprædiken (Matth., kap.5-7) til at søge at vende mennesket mod Gud som lykkens ophav. Det hedder bl.a., at "salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud" (Matth. 5,8).

Middelalderen

Middelalderen igennem opfattedes lykke som Guds nådegave i dette såvel som i det kommende liv. Lykke bliver til lyksalighed og salighed (lat. beatitudo). Den højeste lykke findes i troen, i det at se Gud, ligesom den dybeste ulykke er Guds fravær fra eller forstødelse af den enkelte.

Augustin foretog omkring 400 en sammentænkning af kristendom og nyplatonisme. Hos Plotin, som hos Platon og Aristoteles, er det højeste værende eller Gud et abstrakt og stort set upersonligt princip. Hos Augustin er det den kristne Gud, der opfattes som person. Lykke bliver helt afhængig af det enkelte menneskes forhold til Gud, til hans uendelige vilje, kærlighed og godhed. Kristendommens forjættelser om den evige salighed i livet efter døden medfører hos Augustin, som hos mange siden, et forholdsvis pessimistisk syn på det jordiske liv og dets muligheder for lykke. Augustin hævder, at alle mennesker søger lykke, og at lykke består i at have, hvad man ønsker. Rigdom, magt og andre jordiske goder kan ikke sikre lykken, for de kan tabes og skaber dermed frygt. Hvad mennesker virkelig begærer, er det, som én gang erhvervet befrier for alle former for begær, for den, der begærer noget, mangler noget, og det er ikke lykkeligt. Af alle goder er alene erkendelse og visdom betrygget mod forandringer, og kun den uendelige visdom er uden mangler. Da Gud er sandheden, er den uendelige visdom erkendelse af Gud. Den sande lykke er at have Gud i sin sjæl. Dette højeste gode kan ikke tabes mod ens vilje. Den lyksaliggørende vision af Guds ansigt nås dog ikke blot gennem erkendelse, men gennem en bevægelse af hele sjælen, hvor især kærligheden spiller en rolle. At søge Gud er at realisere sin sande natur og bestemmelse og sine dybeste længsler. De græske kardinaldyder opfatter Augustin alle som former af den enkeltes kærlighed til Gud. Den fulde lykke og befrielsen fra alt ondt nås dog først i livet efter døden. Antikken havde kun dyster frygt for livet efter døden, men for Augustin er det frelse og evig salighed.

Den platonisk-augustinske tradition blev bestemmende for en stor del af middelalderens tænkning. Fra nyplatonismen overtog Augustin den nedvurdering af det jordiske og legemlige, som har spillet så stor en rolle for europæernes opfattelse af lykke frem til 1900-t. I den kristne mystik i middelalderen og senere genfindes også træk fra denne tradition. Selvom mystikerne anbefaler forskellige veje til den mystiske enhed med Gud og også beskriver denne sjældne oplevelse forskelligt, så er der dog enighed om, at det er en ubetinget salighed, hinsides al jordisk lykke. Tiden forsvinder, sjælen og Gud forenes, alt er godt. For mange mystikere bryder sproget sammen i oplevelsen, så kun paradokser og billeder kan bruges til at antyde lyksaligheden, jf. fx Hildegard og Mechtild; meget almindelige er sammenligninger med foreningen med den elskede.

I 1200-t. blev Aristoteles' skrifter genopdaget i Vesten, og Thomas Aquinas sammentænkte den augustinsk udformede kristendom med Aristoteles' filosofi. Hans opfattelse af lykke er nok aristotelisk, men fyldt med et kristent indhold og suppleret med en kristen overbygning. Lykke bestemmes som en tilfredsstillelse af alle begær. Det betyder dog ikke, at alle naturlige og ekstravagante begær skal opfyldes. Det kan føre til usand lykke og hindre den sande. Kun det højeste gode kan i sandhed opfylde alle begær, og det er erkendelsen af og kærligheden til Gud. Lykke er nok, som hos Aristoteles, at perfektionere sig selv ved at realisere sine potentialer, men mennesket er ifølge sin natur lagt an på relationen til Gud. At realisere sig selv fuldt ud er at elske Gud. Lykke er derfor ikke, som hos Aristoteles, uden videre sjælens aktivitet. Den egentlige lykke kommer til mennesket fra Gud. Dyderne er, som hos Aristoteles, nødvendige for lykken. De moralske og intellektuelle dyder er verdslige og betinger den ufuldkomne lykke. De kan nås gennem menneskets egen indsats, selvom Helligåndens bistand kan forøge dem. Men til den fuldkomne lykke kræves også de specifikt kristne dyder: tro, håb og kærlighed, og de er kun mulige ved Guds medvirken. Thomas Aquinas har et mere positivt syn på jordisk lykke end Augustin. Det samme gælder hans syn på kroppen. Legemet er nødvendigt for de jordiske dyders perfektion og dermed for den ufuldkomne lykke, og selvom fuldkommen lykke er uafhængig af kroppen, så kan denne dog forstyrre sjælens venden sig mod Gud. En fuldkommengørelse af mennesket som enhed af sjæl og legeme er således både et mål i sig selv og nødvendigt for opnåelse af det højeste gode. Som hos Aristoteles er den højeste lykke at finde i kontemplationen, men Thomas Aquinas tolker den som en skuen af Gud. Hvor kontemplationen for Aristoteles var forbeholdt en elite, ser Thomas den som et ideal for alle.

Renæssancen

Med renæssancen og Reformationen indtrådte en begyndende verdsliggørelse og dermed en tilbagevenden til mere filosofiske forestillinger om lykke, hentet i antikken. Renæssancens individualisme, humanisme og naturalisme udmøntedes i gentagelser af de antikke begreber om lykke. I opposition til middelalderen forskubbedes vægten fra længslen efter hinsidig lykke til den grænseløse jordiske stræben efter lykke. Generelt set veg det kontemplative liv som ideal om det højeste gode til fordel for det aktive liv, der er orienteret mod den enkeltes og det fælles vel (fx i Montaignes essays fra ca. 1580); Michelangelos sonetter er blandt undtagelserne herfra.

1600- og 1700-t

Tiden fra renæssancen til romantikken er naturalismens storhedstid. Lykke og ulykke forstås ud fra modsætningen mellem det naturlige og det unaturlige, det, som kommer af naturen, og det, som er imod naturen. I 1600-t. søgte den engelske filosof Thomas Hobbes at udarbejde et system, der alene bygger på den mekaniske naturopfattelse. For Hobbes er den grundlæggende drift i mennesket selvopholdelsesdriften. Lyst og ulyst opstår ved den øjeblikkelige tilfredsstillelse eller frustration, og heraf kan udvikles mere sammensatte følelser. Hobbes sammenligner livet med et kapløb. Blandt de mange følelser, det vækker, er også lykkefølelse, der opstår, når vi stadig indhenter dem, der er foran os, mens det fører til ulyksalighed stadig at blive indhentet af dem, der er bagved. Hobbes bestemmer dog også lykke som overgangen fra begær til dets opfyldelse til nyt begær osv. I en tænkt naturtilstand ville livet være udsat for en bestandig trussel om alles krig mod alle. Det ville være ensomt, fattigt, uhumsk, dyrisk og kortvarigt. For at opnå et bedre og mere sikkert liv må menneskene indgå en kontrakt, hvorigennem samfundet indstiftes, og en magtfuld suveræn indsættes. Samfund og stat er således begrundet i, at de skal sikre det enkelte menneskes liv og dermed indirekte dets lykke.

Blaise Pascal var, som Hobbes, optaget af det nye, mekaniske verdensbillede, men opfatter dets eksistentielle betydning på en anden måde. Han siger i Pensées (udg. 1670), at den vedholdende tavshed i disse uendelige rum skræmmer ham. I sig selv er menneskets liv elendigt. Fornuftens formåen er begrænset. Absolut erkendelse er ikke mulig. Sanser og fantasi fører os på vildspor. Selviskhed fører til uorden i det sociale og politiske liv. Vi kan ikke bevise Guds eksistens, men Pascal sammenligner med et spil: Vi har alt at vinde og intet at tabe ved at holde på Gud. Lykken findes ikke i os selv, som stoikerne hævdede. Den findes heller ikke, som andre har hævdet, uden for os i fornøjelser og adspredelser. Lykken er i Gud, både uden for og inden i os. Tilsvarende er ulykken at være adskilt fra Gud.

Baruch Spinozas begreb om lykke er en del af hans omfattende panteistiske system. Den grundlæggende virkelighed, substansen, er identisk med naturen og med Gud. Alt værende stræber efter at forblive i sin væren. Menneskets grundlæggende drift er, som for Hobbes, selvopholdelsestrangen, men for Spinoza er den enkeltes selvopholdelsesdrift en del af substansens selvfrembringende væren. Hvis mennesket ikke indser dette, bliver det bestemt af ydre ting. Det er ufrit og uden sand lykke. Det sande gode består i at handle ud fra sin egen natur. Det er dyd og frihed. Vejen til frigørelse er fornuftens indsigt i sandheden, at den enkelte er en del af det hele, af Gud. Denne intellektuelle kærlighed til Gud er indsigt i og realisering af ens eget væsen. Spinozas begreb om lykke er beslægtet med det aristoteliske.

Som empirist betonede den engelske filosof John Locke lyst og ulyst. Lykke er et maksimum af lyst. Lykke og lyst er uden kvalitative forskelle. Det gode er det, som er egnet til at fremkalde behag i os. I forlængelse af Hobbes' politiske tanker hævder Locke, at samfundspagten har til formål at sikre borgernes liv, frihed og ejendom. Det var under direkte inspiration heraf, at Thomas Jefferson i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) skrev, at alle mennesker er skabt lige, at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder, og at blandt disse er "liv, frihed og stræben efter lykke".

Locke var en vigtig inspirationskilde for den franske oplysning i 1700-t., der generelt set var empiristisk, naturalistisk og materialistisk. Oplysningsfilosoffer som Julien de La Mettrie og forfattere som Marquis de Sade havde en grænseløs tillid til, at saglig eller videnskabelig viden vil frigøre mennesket, føre til lykke og gøre menneskene bedre. Lykke forstås som glæde, nydelse eller behagelige følelser. I den store franske Encyclopédie bestemmes lykke som en tilstand af fred og tilfredshed overstrøet med nydelser. Lykke blev relativ, afhængig af den enkeltes gemyt og karakter. Enhver kan søge lykken på sin måde. Begrebet falsk lykke giver ingen mening; der er ingen forskel på indbildt og virkelig lykke. Konstant lykke er fortsat overgang fra en lykkelig tilstand til en, der er lykkeligere. Selvom nogle af filosofferne talte om, at der gives lykke uden dyd og endog lykke i forbrydelser, så var der dog almindelig enighed om, at der er harmoni mellem dyd og lykke. I opfyldelsen af den naturlige moral finder mennesket også sin lykke.

Kant satte sidst i 1700-t. et skarpt skel mellem menneskets sanselige og oversanselige natur. Den sanselige naturs motiver kaldes tilbøjeligheder. De er alle selvkærlige, fordi de søger mod subjektets tilfredsstillelse, mod lyst. Den fuldstændige tilfredsstillelse af tilbøjelighederne er lykke eller lyksalighed. Den er et ideal, der er givet med vores natur. Lykke er et mål, som kan forudsættes hos alle mennesker, men hvad lykken består af, er forskelligt fra menneske til menneske. Derfor gives der ikke almene love for, hvordan mennesket bliver lykkeligt. Den oversanselige natur udgøres først og fremmest af fornuften, hvis praktiske funktion som handlende, dvs. som praktisk fornuft, er at bestemme viljen til det gode. Det eneste i sig selv gode i denne verden er den gode vilje. Det er den vilje, der handler af pligt og dermed i overensstemmelse med moralloven. Moralloven eller det kategoriske imperativ byder at handle således, at den regel, man handler efter, kan gøres til almen lov, dvs. kan universaliseres. Kant formulerede det også som kravet om, at det andet menneske også altid skal være mål for ens handling, aldrig kun et middel. Pligten melder sig med et du skal, og det uanset om det koster en livet. Moralloven vækker agtelse, fordi den byder på tværs af tilbøjelighederne. En pligthandling er en handling, der udføres af agtelse for moralloven.

Kant har således oprettet et skarpt skel mellem pligt og tilbøjelighed, mellem moral og selviskhed, mellem fornuft og sanselighed og mellem dyd og lykke. Men den gode er værdig til lykke, og moral og lykke må forsones for at skabe overensstemmelse mellem skyld og skæbne. Det forudsætter ikke alene viljens frihed, men også sjælens udødelighed og Guds eksistens. Disse er de praktiske postulater, dvs. nødvendige forudsætninger for moral og for eksistensen af det højeste gode.

1800- og 1900-t

Utilitaristerne eller nytteetikerne videreudviklede oplysningens etiske naturalisme. De var tilhængere af den hedonisme, som fra Hobbes over Locke, George Berkeley og David Hume har haft en meget stærk placering i britisk filosofi. Jeremy Bentham hævdede ca. 1800, at menneskets natur er sådan indrettet, at vi altid stræber efter lyst og fravær af smerte, og det er netop, hvad der udgør lykken. Lykke er også det etiske mål. Det udtrykkes i nytteprincippet: Det gode er den størst mulige lykke for flest muligt. Lyst og ulyst (smerte) er positive og negative træk ved vore oplevelser. Bentham drager heraf den konklusion, at man i princippet kan regne sig frem til den gode handling, idet han er opmærksom på, at en række faktorer som lystens intensitet, varighed og sikkerhed må medregnes. Etik bliver til en hedonistisk kalkule. John Stuart Mill tilsluttede sig midt i 1800-t. nytteprincippet, men tog afstand fra den hedonistiske kalkule, idet han hævder, at der er forskel på kvaliteten af behag. I opposition til Benthams diktum, "at spille pind er lige så godt som at læse poesi", hævdede Mill, at det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds svin.

Utilitarismen har udviklet sig i snæver tilknytning til liberalismen, der i sin klassiske form hævder, at staten skal sikre individets muligheder for at stræbe efter lykke, men ikke gribe ind i den. Tanken er, at enhver er sin egen lykkes smed.

Især i den engelsksprogede verden har utilitarismen stået meget stærkt siden Bentham og Mill. I 1900-t. bestemmes lykke dog ofte som tilfredsstillelse af præferencer eller interesser. Nyttesynspunktet er foreneligt med en aristotelisk lykkeopfattelse, men så godt som alle moderne utilitarister opfatter epikuræisk lykke som en tilstand af behag eller tilfredsstillelse.

Utilitarismen har også haft mange kritikere, fx Marx, der anså den for at være den ideologiske afspejling af borgerskabets udbytning af proletariatet. Udbytningens mål er forøgelse af kapitalen, og det er det reelle mål for al værdi i det kapitalistiske samfund.

Romantikken satte i modsætning til oplysningstiden følelser over fornuft og dyrkede fantasien og mulighedernes rige. Det romantiske jeg higer ud over det givne, fortaber sig længselsfuldt i kærlighedens dagdrømmerier, i dunkel fortid eller i naturensomhedens åbning mod altet. Med fantasi og følelser vider jeget sig ud i en grænseløs stræben efter at omfatte og indoptage alt. Dybest set er ånd og natur ét. Jegets mål er at realisere denne enhed. Heri ligger dets frihed og lykke.

Hegel skabte en syntese af alle foregående begreber om lykke. Som Kant hævdede han i årene omkring 1800, at lykke er menneskets naturgivne mål. Lykke er fortsat behag og tilfredsstillelse af begær. Men hvis lykken skal være hel og ikke blot partikulær, kræver den selvkontrol, visdom og andre dyder. Den partikulære og splittede bevidsthed er den ulykkelige bevidsthed. Målet for bevidsthedens dannelse er derfor at overvinde alle modsætninger, herunder mellem det ydre og det indre, nydelse og selvrealisering, individ og stat, frihed og nødvendighed, lykke og moral. Det højeste gode er den tilværelse, hvor alle splittelser, ensidigheder og begrænsninger er overvundet. For individet er det den personlige frihed, men i den indgår nydelser og dyd. Det højeste gode er forsoningen af frihed, lykke og moral. Dette er målet for den verdenshistoriske udvikling. Hegel mener imidlertid ikke, at udvikling er mulig uden lidelse, splittelse og ensidighed. De lykkelige tider er historiens tomme blade. Også individets dannelse går fra oprindelig harmoni gennem splittelser og lidelser til en forsonende helhed. Hegel giver hermed en teoretisk udarbejdning af det dannelsesbegreb, som de litterære dannelsesromaner siden Goethes Wilhelm Meister er bygget over. I Hegels forsoning af lykke som nydelse og som selvrealisering er han tættere på Aristoteles end på Epikur.

Ifølge Kierkegaard overvindes tilværelsens splittelser ved at vælge sig selv som en opgave, og det lader sig kun gøre i kraft af Guds nåde. Således realiserer mennesket det etiske og sin frihed i ét. Det eksisterer. Kierkegaard taler ikke meget om lykke og ulykke. Han bruger andre ord. De æstetiske livstyper, de, der ikke har valgt sig selv, lever i fortvivlelse, hvad enten de ved det eller ej. Modsætningen er eksistensen i kraft af den guddommelige nåde. At elske Gud er salighed og ubetinget glæde, og heraf flyder al anden glæde. Af himlens fugle og markens liljer kan man lære at glæde sig i det nærværende og virkelige liv, i sandhed at være i dag. Modsætningen mellem fortvivlelse og glæde er Kierkegaards foretrukne version af modsætningen mellem ulykke og lykke.

Schopenhauer tilsluttede sig tanken om, at lykke er fortsat tilfredsstillelse af begær. Men vender man blikket væk fra alle glimrende forestillinger om verden, så finder man i sig selv en blind og ubændig naturdrift, som Schopenhauer kalder viljen. Den kan aldrig tilfredsstilles, dens mangeltilstande blot midlertidigt lindres. Schopenhauer er pessimist: Lykke er ikke mulig. Dog anviser han en vej ud af lidelserne, nemlig interesseløs betragtning, kontemplation. Den æstetiske betragtning giver en midlertidig forløsning fra livsdriftens begær. En mere varig udfrielse findes i etikken: Gennem indsigten i, at vi alle er ytringer af den samme vilje, oplever vi andres lidelser som vore egne. Den medlidenhed, der søger at undgå at skade og søger at lindre andres lidelser, bliver den grundlæggende moralske holdning.

Under inspiration fra Schopenhauer hævdede Nietzsche i 1880'erne, at den grundlæggende drift i mennesket og andre organismer er en vilje til magt, en skabende og formende vilje til forøgelse (jf. overmenneske). Filosoffernes begreber om lykke er for de trætte, lidende og ængstelige. Den sande lykke ligger i at skabe. Lykke er følelsen af, at en magt vokser, at en modstand bliver overvundet.

I sine grundlæggende skrifter fra 1900-t.s begyndelse er Freud psykologisk hedonist i den forstand, at han hævder, at de grundlæggende erotiske drifter, libido, fungerer efter lystprincippet. Men den umiddelbare driftstilfredsstillelse modificeres af jeget og dets realitetsprincip samt overjeget og dets samvittighed. Kultur forudsætter driftsafkald, og lystprincippets program kan ikke opfyldes. Det kan dog heller ikke tilsidesættes helt uden svære psykiske skader. Freud er blandt dem, der benægter en forsoning mellem lykke og moral.

Den kritiske teori har især vendt sig imod den forfladigelse, som bl.a. begrebet lykke er blevet udsat for i den moderne kulturindustri. Herbert Marcuse har i forlængelse af Freud talt for en bekæmpelse af samfundets undertrykkende træk; med en skelnen mellem sande og falske behov og dermed et objektivt begreb om lykke hævdede Marcuse i 1950'erne og 1960'erne, at lykken ved forbrug (konsumption), som er den eneste mulige i klassesamfundet, er begrænset og illusorisk. Den sande lykke vil først findes i det frie, fredeliggjorte samfund.

Den moderne lykkestræben

I den vestlige tradition har en række temaer løbende stået til diskussion i forbindelse med begrebet lykke. De vigtigste er 1) modsætningen mellem lykke som lyst og som selvrealisering, 2) modsætningen mellem jordisk lykke og hinsidig salighed, 3) forholdet mellem moral og lykke, 4) forholdet mellem ydre og indre betingelser for det lykkelige liv samt 5) det hedonistiske eller eudaimonistiske paradoks, der går ud på, at en konstant lyst eller lykke vil føre til sin modsætning: kedsomhed, tomhed, ulykke; det er ofte anført som en kritik af hedonismen, og Mill forsvarede sig imod det.

Lige så fattigt 1900-t. har været på teoretiske beskæftigelser med lykke, lige så almindelig udbredt er lykke som livsideal. I idealet ligger tanken om, at enhver af os er et enestående væsen, som på baggrund af de samfundsskabte muligheder skal realisere sit individuelle liv, og at vi har ret til lykke. Det drejer sig ikke mindst om at finde sin personlige stil og levemåde, at blive til noget i egne og i andres øjne og frem for alt at være effektiv, at udvikle sig, at præstere noget. Vækst, magt og præstation for vækstens, magtens og præstationens egen skyld, i arbejdsliv, i familieliv, i kønsliv og i fritidsliv danner en solid treklang i dette sjældent udtalte ideal om lykke. Det bruges og misbruges i alle former for trivialkunst og triviallitteratur, i reklamer og i politik.

Lykkefølelse

Lykke kan psykologisk beskrives som en følelse af total væren i perfekt harmoni med sig selv og omgivelserne. Følelsen kan opstå — men gør det ikke nødvendigvis — som følge af en selvaktualisering, hvor den enkelte virkeliggør sine potentialer og dermed "træder i eksistens". Den indre spænding mellem realiteterne og personens idealforestillinger er her elimineret — lykkefølelsen kan således opstå, ved at den enkelte realiserer eller lever op til sine ideelle fordringer. Oplevelsen af lykke finder momentant sted i de såkaldte højdepunktoplevelser, hvor den enkelte overskrider sine normale grænser i en intens væren, en altomfattende følelse af tilstedeværelse (fx i en stor kærlighedsoplevelse, en religiøs oplevelse eller en fødsel). Placeret på et kontinuum befinder lykkeoplevelsen sig imellem på den ene side tilfredshed og velvære og på den anden side ekstase og eufori.

Oplevelse af lykke er individuelt betinget, men ikke upåvirket af den omgivende kulturs lykkeforestillinger. I pluralistiske samfund, som de vestlige i slutningen af 1900-t., hvor den enkelte livslangt må anstrenge sig for at sikre sin identitet, er de kulturelle lykkeforestillinger ofte knyttet til succes, magt, penge eller til total frihed over for kulturens krav som den store gevinst, eksotiske rejser eller andre udtryk for regressive paradisforestillinger. De fleste lykkeforestillinger i den vestlige verden knytter sig til materielle forhold, og de udnyttes kommercielt i reklamerne for forbrugsgoder, men også for oplevelser, der kan købes. Imidlertid ligger selve lykkeforestillingeni transcendensen, overskridelsen af det givne. Det er drømmen om at ophæve realiteterne, der skaber lykkeforestillingen. En anden type overskridelse af realiteterne findes i andre kulturer, hvor lykkefølelsen snarere tolkes som opnåelsen af en harmonisk tilstand uden begær, jf. nirvana. Den kulturelle lykkeforestilling vil under alle omstændigheder ofte kontrastere det almindelige: Lykken formodes at ligge i det ekstraordinære.

Psykologiske undersøgelser viser, at den enkeltes oplevelse af lykke i en vis udstrækning ligger fast livet igennem. Nogle synes ligefrem disponeret for eller har talent for at føle lykke næsten uanset de ydre eksistensbetingelser. Dette tyder på, at visse personlighedsegenskaber som fx optimisme og selvtillid spiller en stor rolle for den enkeltes oplevelse af sin væren. Se også følelser.

Ved lykkefølelse sker der en aktivering af en række forskellige hjerneområder. Det limbiske system dybt i hjernen er et evolutionsmæssigt set gammelt hjerneområde, der spiller en rolle for den følelsesmæssige kvalitet af oplevelser. Lykkefølelse er dog en meget kompleks følelse, der også afhænger af tankemæssig bearbejdelse af tidligere oplevelser. Denne bearbejdelse sker især gennem en aktivering af den forreste del af hjernen, bl.a. i pandelappens hjernebark. Genkaldelsen af tidligere oplevelser (langtidshukommelsen) involverer især hippocampus, der er en del af det limbiske system. Vigtige dele af dette system er amygdala. Det limbiske system har tæt forbindelse med områder af betydning for udskillelse af vigtige hormoner (især hypothalamus). Hjernebarken og det limbiske system er under gensidig påvirkning, svarende til at tanker kan få en følelsesmæssig farvning, og følelser kan påvirkes af tanker.

Den udprægede lykkefølelse ledsages af en række fysiologiske ændringer af hjerte-, lunge- og kredsløbsfunktioner samt det hormonale system. På det molekylære plan sker der under lykkefølelse en række ændringer af signaloverførslen mellem nerveceller. Denne signaloverførsel sker gennem forskellige signalstoffer, neurotransmittere. Under lykkefølelse sker der således aktivering af bl.a. noradrenalin, dopamin, serotonin og glutamat. Morfinlignende stoffer og andre neuromodulatorer spiller ligeledes en rolle i følelsernes kemi.

En forbigående forstyrrelse af hjernens psykologiske og biologiske integritet kan fremkaldes af visse kemiske stoffer, de såkaldte rusmidler (narkotika). Særlig karakteristisk for disse stoffers virkning er fremkaldelse af en udtalt lykkefølelse (eufori). I vor kulturkreds er alkohol det hyppigst anvendte rusmiddel. Meget udtalte former for eufori optræder efter indtagelse af heroin og kokain, der hører til gruppen af euforiserende stoffer. Fremkaldelse af eufori er stærkt motiverende for fortsat stofindtagelse. Efter nogen tids brug kan der udvikles afhængighed af stoffet.

Rusmidler påvirker på forskellig måde en række biologiske processer i hjernen af betydning for følelseslivet. Fælles for mange rusmidler er en påvirkning af særlige adfærdsmotiverende områder i mellemhjernen, såkaldte belønningscentre i nucleus accumbens. Flere andre hjerneområder er aktiveret ved lykkefølelse, bl.a. det limbiske system. Graden af eufori afhænger ikke kun af mængden af indtaget rusmiddel, men også af de omgivelser, hvorunder indtagelsen finder sted, den pågældendes sindstilstand mv.

Sygelig lykkefølelse ses ved flere psykiatriske sygdomme, særlig typisk ved den maniske fase af maniodepressiv psykose (stemningssygdom). Grundstemningen er udtalt løftet gennem flere uger til mange måneder. Den pågældende er opstemt, ukritisk optimistisk, idérig og foretagsom. Under indflydelse af denne stemning kan vedkommende foretage en række handlinger, der står i grel modsætning til personens normale værdier og adfærd, fx stærkt overdrevne indkøb af dyre biler, huse eller endog slotte. Depressive faser af sygdommen kan behandles med antidepressiv medicin. I 1990'erne har der været stor medieomtale af såkaldte lykkepiller, som er antidepressivt virkende lægemidler, der især påvirker signalstoffet serotonin (fx fluoxetin og cipramil). Betegnelsen er dog misvisende, idet lægemidlerne primært virker normaliserende på den depressive forstemning. De fremkalder ikke særlig lykkefølelse, hverken hos maniodepressive eller raske mennesker. Deres virkning er dermed en anden end rusmidlernes.

Ved visse hjerneskader især af pandelappen ses karakteristiske følelsesmæssige ændringer. Hos nogle optræder der ukritisk velbehag stigende til tidvis lykkefølelse, der præger den pågældendes sociale adfærd. Typisk er mangelfuld fornemmelse for sociale konventioner med primitiviseret adfærd til følge. Et klassisk symptom ved skade på frontallapper er en påfaldende trang til at sige "flade" vittigheder (ty. Witzelsucht). Hjerneskaden påvirker dog ikke kun følelseslivet, men hele personligheden.

Ved visse epileptiske anfaldsfænomener kan der optræde en lykkefølelse af ekstatisk omfang, som præcist er beskrevet af den russiske forfatter Dostojevskij i dagbogsnotater, noveller og romaner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Møhl, Niels Thomassen, Raben Rosenberg, Torben Brostrøm: lykke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119301