• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

erkendelse

Oprindelig forfatter DFavr Seneste forfatter Redaktionen

Erkendelse. Tegning af den rumænskfødte tegner Saul Steinberg, der siden 1942 har boet i USA.

Erkendelse. Tegning af den rumænskfødte tegner Saul Steinberg, der siden 1942 har boet i USA.

erkendelse, i daglig sprogbrug betyder erkendelse det at kende noget, at man kan identificere det, skelne det fra andre emner eller ting og genkende det, hvis det optræder mere end én gang. At erkende noget betyder, at man kan indordne emnet eller tingen i en sammenhæng, fx i et årsagsforløb (sneen smelter pga. solens varme), eller som en instans af et mere omfattende begreb (mahogni er en træsort) eller som en identitet (is, sne og vand er forskellige tilstandsformer af det samme noget). Ved enhver indordning af en ting eller et emne i sådanne sammenhænge tænker man sig til noget, der går ud over, hvad man direkte oplever, dvs. man danner sig begreber, der i beskrivelsen af sagforhold repræsenteres ved ord, der ikke modsvares af noget sanseligt.

Svarende til sondringen mellem at kende og at erkende har man i filosofi og psykologi en sondring imellem sansning og perception. At sanse noget betyder, at man blot opfatter det uden at have noget begreb om, hvad det er, man sanser. Når fx et spædbarn opfatter lyden fra en violin, må man gå ud fra, at barnet har et rent sanseindtryk, som det ikke ved, hvad er, end ikke at der er tale om en lyd til forskel fra en farve eller et berøringsindtryk. At percipere noget betyder, at man har en sansning med en bevidsthed om det sansedes art. Man hører umiddelbart en lyd som lyden fra en violin, en anden lyd som lyden fra en ambulance; man opfatter en farve som blå og en anden som rød, og man ved umiddelbart, at der her er tale om farver til forskel fra fx lyde. Sagt på en anden måde ligger der i det at percipere, at sanseindholdet er begrebsliggjort eller kategoriseret på en eller anden måde. Overgangen fra sansning til perception i barnets udvikling forløber gradvis og er betinget af såvel indlæring som modning. Når man perciperer en ting, er der ikke tale om, at man først sanser noget og derefter tænker eller slutter sig til, hvad det er. Man oplever umiddelbart en ting som værende en ting af den og den art. Når man sætter sig ind i noget nyt, hvis man fx sætter sig for, at man vil lære kinesiske skrifttegn, kan man erfare, hvordan man langsomt går over fra en ren sansning af noget, der i begyndelsen opfattes som krimskrams, til en perception af tegn som meningsbærende enheder.

Ordet erkendelse bruges i daglig tale om såvel erhvervelsen af kundskaber som om selve kundskaberne. I det følgende behandles erkendelse i den første af disse to betydninger.

Annonce

Platon

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Allerede Platon gjorde det klart, at erkendelse bygger på såvel sansning som tænkning, og ved tænkning forstås her anvendelse af begreber på en entydig måde. Han gør det klart, at det at vide, hvad noget er, består i at underlægge det eller subsumere det under et begreb. Hvis man skal fortælle nogen, hvem Sokrates er, så må man sige, at han er en mand, at han er filosof, at han er voksen, at han er klog, at han er et menneske og dermed også et levende væsen. Men hermed er der så anvendt en mængde begreber — "mand", "filosof", "menneske" etc., som oven i købet hænger sammen i et begrebsligt hierarki: Hvis man er en mand, må man være et menneske, og hvis man er et menneske, må man være et levende væsen. Da disse begreber ikke kan sanses — vi kan fx nok sanse de enkelte mennesker, men begrebet menneske kan vi ikke sanse — så opstår spørgsmålet, om den begrebsmæssige struktur, som vi tilskriver verden, er en slags afbildning af en virkelig struktur eller blot en fælles menneskelig konstruktion. Alle problemer vedrørende den menneskelige erkendelse har deres oprindelse i dette spørgsmål, som er den direkte konsekvens af, at vi ikke blot sanser vore omgivelser, som man kunne forestille sig, at fx en flue gør, men at vi som tænkende væsener begrebsliggør det, vi sanser, så at det bliver til perception.

Ifølge Platon kan man kun erkende noget som noget, hvis man kan indordne det under en idé (= begreb). At erkende, at en hest er en hest, betyder, at man har indordnet eller subsumeret den givne hest under hestens idé, der i første omgang er lig med definitionen på en hest (på Platons tid: Et firbenet væsen med manke og hale, der føder levende unger osv.). Men selve idéen hest er ifølge Platon et eksisterende noget, som vi erkender ved tankens hjælp. Da kun de enkelte heste og ikke hestens idé findes i den verden, vi erkender med vore sanser, må hestens idé findes i en anden — hinsidig — verden, den såkaldte idéverden.

Tankegangen illustreres bedst ved eksempler fra plangeometrien. Der findes retvinklede, spidsvinklede og stumpvinklede trekanter, der alle subsumeres under den samme idé, nemlig trekantens idé. Trekantens vinkelsum er 180°. Dette kan vi bevise ved tankens hjælp. Men man kan ikke tegne en trekant, der har en vinkelsum på 180°. For enhver tegning består af linjer med en bestemt tykkelse, der giver en ubestemthed i vinkelsummen. Den tænkte trekant, derimod, består af tænkte linjer, der ikke har nogen bredde. Alle geometriske grundsætninger og beviser omhandler ideelle figurer, og derfor må sådanne eksistere i idéverdenen, da geometrien jo ellers ikke ville handle om noget. Denne idéverden tillagde Platon større realitet end sanseverdenen. Idéerne, som vi erkender ved en slags intellektuel skuen, er evige og uforanderlige. Tingene i sanseverdenen er alle underkastet forandring og er ifølge Platon ufuldkomne efterligninger eller "afskygninger" af de evige idéer.

Platons lære om idéernes eller almenbegrebernes eksistens blev overtaget af Aristoteles, som imidlertid mente, at idéerne ikke fandtes i en hinsides verden, men i den sansede verden som noget reelt eksisterende i hver enkeltting. Hestens idé findes således i hver enkelt hest som et eksisterende noget, der "gennemtrænger" den enkelte hest. Med en lidt misvisende analogi kan man sige, at den almene idé gennemtrænger den enkelte ting, som hårdheden "gennemtrænger" stålet.

Universaliestriden

I middelalderen (fra ca. år 1100 og fremefter) førte genopdagelsen af disse opfattelser til den såkaldte universaliestrid. De stridende parter var enige om, at der findes enkeltting (partikularier) såsom heste, mennesker, borde, stole, huse etc., men var uenige om eksistensen af idéer eller almenbegreber (universalier) som fx idéen hest, idéen menneske osv., dvs. om der var noget i virkeligheden, der svarede til disse almenbegreber. Hovedpositionerne i striden var 1) begrebsrealismen, ifølge hvilken idéerne har reel eksistens, 2) konceptualismen, ifølge hvilken idéerne eksisterer i menneskets bevidsthed som begreber eller forestillingsbilleder dannet ved abstraktion ud fra ligheder ved enkelttingene, og 3) nominalismen, ifølge hvilken idéerne eller almenbegreberne er blotte ord, der ikke modsvares af noget virkeligt eller bevidsthedsmæssigt. Begrebsrealisterne var delt i to grupper, nemlig i dem, der som Platon hævdede, at idéerne eller universalierne eksisterer forud for og uafhængigt af enkelttingene, og i dem, der som Aristoteles hævdede, at idéerne eller universalierne var iboende i enkelttingene. Selvom universaliestriden i middelalderen i stor udstrækning var motiveret af stridigheder om den rette forståelse af treenighedsdogmet og nadveren, har den stadig erkendelsesteoretisk interesse. Hvis nominalisterne har ret, så er alle vore almenbegreber blot tomme konstruktioner, ord, hvortil der ikke svarer noget. Virkeligheden er blot en uoverskuelig mængde af enkeltting, enkelte emner. Vi inddeler dem i klasser ud fra ligheder, men i virkeligheden er der intet, der binder dem sammen. Hvis begrebsrealisterne har ret, så er almenbegreberne ikke tilfældige tankekonstruktioner. De udsiger noget om virkelighedens struktur.

Universalieproblemet går igen i diskussionerne om matematikkens status. Ifølge nominalisterne er al matematik vilkårlige menneskelige begrebsdannelser, og matematiske opdagelser er egentlig kun erkendelser af konsekvenser af begrebsdannelserne, som man blot ikke havde gjort sig klart. Ifølge realisterne, derimod, er opdagelserne reelle opdagelser. Man accepterer, at begreber som cirkler og polygoner er menneskeskabte, vilkårlige begreber, men fx er opdagelsen af π (den uendelige ikke-periodiske decimalbrøk, som angiver forholdet imellem en cirkels diameter og dens omkreds) en opdagelse; π er ikke et menneskeskabt begreb, men en erkendelse af noget, som det ikke er menneskeligt muligt at ændre på.

Primære og sekundære egenskaber

Galileo Galilei i en alder af 60 år, stukket af Ottavio Leoni 1624 under Galileis besøg i Rom for at hædre den nye pave, Urban 8.

Galileo Galilei i en alder af 60 år, stukket af Ottavio Leoni 1624 under Galileis besøg i Rom for at hædre den nye pave, Urban 8.

Ved grundlæggelsen af den moderne fysik i 1600-t. fik man et uhyre præcist begreb om og et ideal for, hvad menneskelig erkendelse kan være. Galilei indførte sondringen mellem de egenskaber, som tingene i omgivelserne nødvendigvis må besidde (af Robert Boyle benævnt primære egenskaber), og de egenskaber, som vi oplever, at tingene har, men som er medbestemt af vort hele sanseapparats beskaffenhed (og som Boyle kaldte sekundære egenskaber). Eksempler på primære egenskaber er form, størrelse, hastighed og antal.

Til de sekundære regnes oplevelser af farver, lyde, lugt og smag, som ganske vist forudsætter en påvirkning udefra, men som er subjektive i den forstand, at de er afhængige af vore sansers beskaffenhed og til en vis grad også af den momentane psykiske indstilling. Galilei indså, at fysikken alene burde omhandle de primære egenskaber, da disse i modsætning til de sekundære kunne måles, vejes og tælles og dermed underkastes en matematisk beskrivelse.

Herved etableredes en kvantitativ naturvidenskab, der med bl.a. Galileis opdagelse af faldloven, Keplers konstatering af, at planetbanerne er ellipseformede, og Newtons forklaring af bevægelsesforholdene i vort solsystem ud fra ganske få naturlove blev et mønster på, hvad man forstår ved erkendelse.

Rationalisme og empirisme

Baruch Spinoza var barn af jødiske forældre, der var flygtet til Amsterdam fra jødeforfølgelserne i Portugal. Pga. sin kritik af den traditionelle jødedom blev han som ung udstødt af den jødiske menighed. Oliemaleri fra ca. 1665 af en uidentificeret kunstner; Herzog August Bibliothek, Wolfenbüttel.

Baruch Spinoza var barn af jødiske forældre, der var flygtet til Amsterdam fra jødeforfølgelserne i Portugal. Pga. sin kritik af den traditionelle jødedom blev han som ung udstødt af den jødiske menighed. Oliemaleri fra ca. 1665 af en uidentificeret kunstner; Herzog August Bibliothek, Wolfenbüttel.

Det naturvidenskabelige gennembrud vakte — ikke mindst fordi de nye resultater stred imod dogmerne inden for såvel den katolske som den protestantiske kirke — en fornyet interesse i, hvor sikker den menneskelige erkendelse er, og hvordan den endeligt kan begrundes. Ifølge rationalismen måtte den endelige begrundelse søges i den menneskelige fornuft og intuition: Der findes visse grundlæggende evidente sandheder, som man kan erkende klart gennem forstandsmæssig refleksion, og ud fra hvilke alle andre sandheder kan udledes, evt. ved erfaringens hjælp.

De mest kendte eksempler er Descartes' ubetvivlelige sandheder: Jeg tænker, altså er jeg; alt må have en årsag, og der kan ikke være mere i virkningen end i årsagen; det skete kan ikke gøres usket — for blot at nævne nogle. Hos Spinoza og Leibniz finder man tanken om, at alt — også hvad man normalt regner for helt tilfældige begivenheder — til syvende og sidst kan gives en rationel eller fornuftsmæssig begrundelse. Alt, hvad der sker i universet, har sin årsag, men set fra en guddommelig synsvinkel sker alt med nødvendighed: De årsag-virknings-forbindelser, som vi iagttager i naturen, er i virkeligheden også logiske grund-følge-forbindelser. De kunne ikke tænkes at være anderledes.

De ubetvivlelige sandheder karakteriseres ofte som evidente, og i den forbindelse taler man om en intuitiv erkendelse af dem, dvs. en direkte erkendelse, der ikke lader sig beskrive. Modsætningen hertil er den diskursive erkendelse, hvor man når til erkendelsen gennem en række mellemled eller slutninger.

Som modpol til rationalismen udvikledes især i England empirismen, hvis tilhængere hævdede, at al vor viden må stamme fra sanseerfaringen, at der ikke findes evidente sandheder, og at der ikke findes nogen rationel begrundelse for naturens opførsel. Vi iagttager årsag-virknings-forhold i naturen, men vi kan ikke iagttage nogen nødvendig — logisk — forbindelse mellem årsag og virkning.

Mens rationalisterne mente, at det var muligt at give en endelig logisk holdbar begrundelse af de resultater, naturvidenskaben nåede frem til, mente empiristerne, at en sådan begrundelse aldrig ville kunne gives. David Hume hævdede, at enhver naturlov blot er baseret på en endelig række af iagttagelser, og at vi derfor ikke kan vide, om den vil gælde i fremtiden. Fx baserer vi faldloven på en række iagttagelser, og ud fra disse slutter vi eller inducerer til selve faldloven. Men vi kan ikke slutte os til, at den næste sten, vi lader falde mod jorden, vil følge faldloven. Det problem, Hume her rejser, kaldes induktionsproblemet.

Et andet problem af rent akademisk interesse er det såkaldte omverdensproblem. De yderligtgående empirister hævdede, at al vor erkendelse blot bygger på oplevelser (= sanseindtryk). Om der findes en omverden bag ved disse, kan vi ikke godtgøre. Der er den ejendommelighed ved problemet, at hvis det er rigtigt, at jeg kun kender mine oplevelser, så ved jeg end ikke, om der findes andre mennesker. Det har derfor ikke nogen mening at hævde, at flere personer kan blive enige om, at de kun kender deres oplevelser.

Kant

I sidste halvdel af 1700-t. finder man i Immanuel Kants filosofi en fusion af rationalismen og empirismen. Kant mener, at der findes evidente sandheder som fx "alle legemer har udstrækning". En sådan sandhed kalder han en analytisk sætning, fordi det ligger i selve begrebet legeme, at det har udstrækning, dvs. at man kommer frem til prædikatbegrebet "udstrækning" ved en analyse af subjektbegrebet "legeme". Sætningen er også sand a priori, dvs. sand forud for og uafhængig af enhver erfaring. Endvidere findes der syntetiske sætninger som fx "alle legemer har tyngde". Sådanne sætninger er alene baseret på erfaringer, på sammenfatning (syntese) af iagttagelser. Men ifølge Kant findes der en tredje slags sætninger, de såkaldte syntetisk a priori sætninger. Om disse gælder det, at de omhandler erfaringer, men samtidig er evidente. Som eksempler på sådanne nævner Kant bl.a.: "den korteste vej imellem to punkter er den rette linje" samt sætningen "7+5 = 12". Den nærmere begrundelse for, at det ikke har mening at benægte sådanne sætninger, er hos Kant så omfattende, at den ikke kan refereres her. Men grundtanken i hele hans filosofi er, at vi er henvist til at indordne alle vore erfaringer i bestemte anskuelsesformer (tid og rum) og bestemte kategorier (fx årsag-virknings-kategorien), former og kategorier, som vi ikke kan komme uden om, fordi de er vore erkendeformer, men som samtidig garanterer gyldigheden af vor erkendelse af verden, sådan som den fremtræder for os, men ikke sådan som den er i sig selv. At verden må være til, selvom der ikke var nogen til at erkende den, er givet. Men hvordan den er i sig selv, kan vi intet sige om. Vi kender den kun som erkendt og begrebsliggjort af os.

Ifølge Kant kan vi ikke erfare begreberne rum og tid. Rummet er ikke et erfaringsobjekt, men en betingelse for, at vi kan iagttage objekter. Vi kan ikke erfare en ting (et bord, en stol, eller hvad det nu måtte være) uden at erfare den et eller andet sted i rummet i forhold til andre ting. Man kan forestille sig, at alle genstande er væk, men man kan ikke forestille sig, at rummet er væk, netop fordi rummet er en a priori anskuelsesform, en betingelse for at tale om ting. Tilsvarende gælder det, at man ikke kan tale om forandring og om processer, medmindre man anskuer sådanne som forløbende i tid. Man kan forestille sig en verden, hvor alt er gået i stå, hvor intet bevæger sig, hvor ingen forandring finder sted. Men, siger Kant, selv i en sådan verden kan man ikke tale om, at noget er uforandret, medmindre man taler om det som uforandret fra et tidspunkt til det næste. Der vil selv i en sådan verden bestandig være et "før", et "nu" og et "efter".

Grundproblemer

Op til vor tid er teorien om den menneskelige erkendelse centreret om tre grundproblemer: 1) Gives der en endelig, sikker begrundelse af den menneskelige erkendelse? 2) Hvad er de basale kilder til vor erkendelse? 3) Findes der grænser for, hvad vi kan erkende?

Det kan synes mærkeligt, at der efter flere tusinde års diskussion endnu ikke er enighed blandt filosofferne om, hvordan man skal besvare det første af disse spørgsmål. En endelig begrundelse af den menneskelige erkendelse må bestå i, at man på et større eller mindre grundlæggende område kan nå frem til absolutte, ubetvivlelige, eviggyldige sandheder, der kan formuleres i domme, der er syntetisk a priori i Kants forstand.

Når man taler om eviggyldige sandheder, menes der følgende: At noget er sandt betyder, at det er sandt uafhængigt af, hvem der hævder det, og hvornår det hævdes. Og uafhængigt af, om nogen overhovedet hævder det, tænker det, mener det eller ved det. Sandheder er derfor både tidsuafhængige og tanke- eller bevidsthedsuafhængige.

Det er denne opfattelse, der følges i vort almindelige dagligsprog, når vi fx siger, at det er sandt, at Jorden er rund, at det er sandt, at Rundetaarn er en bygning i København, eller at det er sandt, at Søren Kierkegaard blev født i 1813. Det er også den definition, man bruger i al videnskab og i al filosofi. Hvis man fx hævder, at Jorden er rund, og dermed mener, at Jordkloden er tilnærmelsesvis rund og ikke flad eller kubisk, så mener vi, at dette er tilfældet, hvad enten vi ved det eller ej: Det er ikke sådan, at den først blev rund, da de gamle grækere opdagede, at den var rund. Det er heller ikke tilfældet, at den bliver flad, hvis Folketinget eller FN skulle vedtage, at den er flad. Det er heller ikke tilfældet, at den ophører med at være rund, hvis alle mennesker dør af en epidemi, så at ingen længere ved, at den er det. Det kan godt være, at den en gang i fortiden ikke var rund og en gang i fremtiden mister sin runde facon. Vi kan fastslå, at den i de sidste mange millioner af år har været rund og også er det nu, så hvis vi formulerer os mere forsigtigt og hævder, at dommen A: "Inden for de seneste 20.000 år har Jorden været rund", så er dette en tidsuafhængig og bevidsthedsuafhængig sandhed.

Grundholdninger

Mange er tilhængere af skepticismen, ifølge hvilken det er umuligt endeligt at begrunde den menneskelige erkendelse og finde frem til sandheder, som er hævet over enhver tvivl. I sin ekstreme form hævder skepticismen, at der ikke findes nogen endelig sandhed om noget som helst. En skepticist kan fx påstå, at dommen A ikke kan bevises at være sand, fordi vi ved et sådant bevis forudsætter kriterier for sandhed, som ikke selv kan bevises — eller at vi forudsætter logiske slutninger, hvis gyldighed ikke kan begrundes. Hvis vi hævder, at erfaringen viser, at A er sand, så forudsætter vi — vil skepticisten hævde — at man skal rette sig efter erfaringen; men så skal denne påstand også bevises.

Et klassisk argument for skepticismen er et trilemma udtænkt af Agrippa, der levede omkring Kristi fødsel (se Ainesidemos), og som nu omtales som Münchhausens trilemma (se Jakob Friedrich Fries). Det lyder således: Skal en begrundelse være fuldstændig, skal de begrundende påstande også kunne begrundes. Der gives tre muligheder: 1) Hvis de begrundende påstande også skal begrundes, må de påstande, der skal begrunde dem, også skulle begrundes. Men begrundelsen kommer således til at gå i det uendelige. Vi ender i en såkaldt uendelig regres, en uendelig tilbagegåen, der ikke har noget slutpunkt. 2) En anden mulighed kunne bestå i, at man begrundede de påstande, der anføres som begrundelse af de oprindelige påstande, ud fra den oprindelige påstand. Altså, at man fx begrunder A ved B, B ved C, C ved D og endelig D ved A. Men hermed ender vi i en logisk cirkel. Vi kommer til at forudsætte det, der skulle bevises. 3) Den tredje mulighed er, at vi undgår den uendelige regres ved at standse ved en eller flere sætninger, som vi simpelthen påstår er sande. Det vil sige, at vi bygger alt på et postulat, et dogme. Ræsonnementet lyder så: Der findes ikke flere end disse tre muligheder. Da ingen af dem resulterer i en acceptabel begrundelse, kan den menneskelige erkendelse ikke begrundes.

En mere moderat form for skepticisme er relativismen, der hævder, at der muligvis findes en endelig sandhed om fx den fysiske omverden, men at der aldrig vil kunne opnås enighed om, hvori den består. Af en række alternative teorier kan en af dem godt have fanget sandheden, men vi vil aldrig kunne afgøre, hvilken af dem det er, fordi der ikke findes en højeste instans eller dommer, der kan dømme i den sag.

Endelig har vi absolutismen, den anskuelse, der går ud på, at det er mennesket muligt at finde frem til absolutte, ubetvivlelige, eviggyldige sandheder — ikke nødvendigvis på alle områder, men i hvert fald inden for grundlæggende områder i den menneskelige erkendelse. En absolutist ville fx angribe ovenstående trilemma med den begrundelse, at man allerede ved trilemmaets opstilling forudsætter de logiske princippers og slutningsreglers gyldighed. Det gør man ved enhver argumentation, så de filosoffer, der vil argumentere for, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed, slår sig selv for munden ved at antage logikkens gyldighed. Absolutisten vil gå videre og spørge, om der ud over logikkens regler findes andre regler for begrebers anvendelse, der må forudsættes ved enhver beskrivelse. Det var dette, Kant mente, og hans tanker er taget op til fornyet diskussion i den moderne sprogfilosofi.

Naturvidenskabelig erkendelse

Erkendelse. Koloreret kobberstik af et af Tycho Brahes astronomiske instrumenter, en armillarsfære, der er indstillet til at repræsentere ækvators plan. Stikket findes i et værk af den hollandske bogtrykker og kartograf Willem J. Blaeu, der som ung havde været assistent for Tycho Brahe på Ven. De instrumenter, som Brahe konstruerede, førte med deres stærkt forbedrede målenøjagtighed til en revolution inden for astronomien.

Erkendelse. Koloreret kobberstik af et af Tycho Brahes astronomiske instrumenter, en armillarsfære, der er indstillet til at repræsentere ækvators plan. Stikket findes i et værk af den hollandske bogtrykker og kartograf Willem J. Blaeu, der som ung havde været assistent for Tycho Brahe på Ven. De instrumenter, som Brahe konstruerede, førte med deres stærkt forbedrede målenøjagtighed til en revolution inden for astronomien.

Det er nævnt ovenfor, at den naturvidenskabelige erkendelse for mange står som et ideal, især den sikre erkendelse, der er opnået inden for astronomi, fysik og kemi. Man skulle synes, at problemet om den menneskelige erkendelses gyldighed er løst, når det fx er muligt at forudsige sol- og måneformørkelser, og når det er lykkedes at fastslå nøjagtigt, hvilke grundstoffer verden er opbygget af. Når man kan producere atom- og brintbomber, når man kan fastslå Jordens alder, når man kan udregne, hvilke grundstoffer stjernerne består af, har man da ikke afsløret naturens inderste hemmeligheder, og er den viden, man besidder, da ikke så sikker, at kun tåber kan betvivle den? Man skulle tro det, men såvel inden for filosofiske som naturvidenskabelige kredse er der langt fra enighed om, hvor sikker den menneskelige viden er, og hvor meget den afslører om naturen. Dette skyldes forskellige forhold.

Et af dem er, at det synes at være sådan, at løsningen af et videnskabeligt problem oftest fører til, at nye problemer opstår, så at der ikke synes at være nogen afslutning på forskningens vej. Det er velkendt, at læren om atomerne som stoffernes mindste bestanddele er blevet afløst af læren om elementarpartikler, og at der stadig er mange gåder vedrørende disses vekselvirkning. I 1900-t.s fysik har man i relativitetsteorien og kvantemekanikken måttet revidere de anskuelser vedrørende rum, tid og determinisme, som forekom evident sande i den klassiske fysik, og meget tyder på, at nye revisioner af tilvante begreber venter forude.

Et andet forhold er det allerede i indledningen nævnte, at vi i vores erkendelse stedse må anvende begreber, hvis status ofte er uafklaret: Modsvares de af noget i virkeligheden, eller er de blot hjælperedskaber, som vi er nødt til at bruge ved beregninger og forudsigelser, men som derudover ikke fortæller os noget om virkelighedens beskaffenhed?

Et tredje forhold kan karakteriseres som et ekko i vor tids videnskabsteori af den gamle strid mellem rationalister og empirister: Er de mange naturlove og naturkonstanterne (herunder lysets hastighed, elektronens ladning og Plancks konstant), som vi nu kender, noget, som ikke kunne være anderledes, eller er alle videnskabens resultater blot en sum af erfaringer, som kunne være anderledes, og som vi derfor kun midlertidigt bør anse for gyldige?

Det førstnævnte forhold har fået mange til at gå ind for den anskuelse, at naturvidenskaberne bevæger sig fremad mod den endelige sandhed om altet, om det værendes natur, men at dette mål aldrig vil blive nået. Denne såkaldte approksimationsteori hyldedes bl.a. af Friedrich Engels og Lenin og spillede en stor rolle i den dialektiske materialisme, Sovjetunionens officielle filosofi.

Det andet nævnte forhold har delt videnskabsteoretikerne i to store retninger, som betegnes henholdsvis realisme og instrumentalisme. Ifølge realismen gengiver en videnskabelig korrekt teori, hvordan naturen på det pågældende område er indrettet. Fx er den mekaniske fysiks redegørelse for vort solsystem en gengivelse af, hvordan dette system er indrettet. Der er ikke nødvendigvis tale om, at teorien direkte afbilder det, den handler om, men den gengiver virkelighedens beskaffenhed enten vha. en model eller ved de begreber, ligninger og beregningsprocedurer, som udgør teorien.

Ifølge instrumentalismen må teorier ikke opfattes som noget, der afbilder eller på anden måde gengiver virkelighedens beskaffenhed. Teorier er at betragte som værktøj eller instrumenter (deraf navnet) til at foretage beregninger, lave forudsigelser og konstruere tekniske apparater etc. med, men ikke mere end det. Et eksempel kan illustrere modsætningen imellem de to opfattelser.

Klaudios Ptolemaios. Træsnit fra 1512, der viser Ptolemaios tv. sammen med den personificerede Astronomi. I middelalderen blev Ptolemaios ofte fremstillet med kongekrone, da man fejlagtigt antog, at han var beslægtet med de egyptiske konger. Ptolemaios holder en kvadrant, som han opmåler stjernepositioner med. Nederst tv. ses en armillarsfære, et måleinstrument, der beskrives i Almagest.

Klaudios Ptolemaios. Træsnit fra 1512, der viser Ptolemaios tv. sammen med den personificerede Astronomi. I middelalderen blev Ptolemaios ofte fremstillet med kongekrone, da man fejlagtigt antog, at han var beslægtet med de egyptiske konger. Ptolemaios holder en kvadrant, som han opmåler stjernepositioner med. Nederst tv. ses en armillarsfære, et måleinstrument, der beskrives i Almagest.

I oldtiden udviklede grækeren Ptolemaios en teori for Solsystemet, der gik ud på, at Jorden var Universets centrum, og at Solen, Månen, planeterne og fiksstjernerne kredsede om Jorden. Ptolemaios antog, at den enkelte planet bevægede sig i en cirkel, hvis centrum bevægede sig på en anden cirkel i en bevægelse omkring Jorden. Ved hjælp af denne og en mængde andre vilkårlige antagelser, der kunne udmøntes i en sindrig geometrisk model, lykkedes det ham at etablere en astronomi, der i stor udstrækning kunne bruges til forudsigelse af solformørkelser og andre himmelske foreteelser.

Først i 1500-t. afløstes Ptolemaios' system af det kopernikanske system, ifølge hvilket planeterne — inklusive Jorden — bevæger sig om Solen. Det kopernikanske system gav bedre forudsigelser end det ptolemæiske og havde en større forklaringskraft.

Ifølge realismen er Ptolemaios' teori simpelthen falsk, hvorimod den kopernikanske teori stort set er sand. Ifølge instrumentalismen er hverken den ene eller den anden teori sand. Men det kopernikanske system må betragtes som et bedre videnskabeligt "instrument" end det ptolemæiske, netop fordi det har en større forklaringseffekt, og derfor må det foretrækkes. Eftersom relativitetsteorien har givet en mere fuldstændig redegørelse for bevægelsesforholdene i vort solsystem, kan instrumentalisten med henvisning hertil påpege, at det kopernikanske system ikke var hele sandheden, og at man snarere bør anlægge et pragmatisk syn på teorier end et enten-eller synspunkt med hensyn til sandhed. Nogle instrumentalister går ind for den nævnte approksimationsteori, men denne er ikke en nødvendig følge af instrumentalismen.

Naturvidenskabens begrænsning

Naturvidenskabens store succes fra Galileis tid til vore dage har medført, at mange videnskabsmænd og filosoffer tror, at man med tiden vil opnå en naturvidenskabelig, kvantitativ forklaring på alt, herunder alle livsfænomener og bevidsthedsfænomener. Denne optimisme deles dog ikke af alle. Den såkaldt fænomenologiske retning inden for filosofien betoner, at det umiddelbart givne, vores daglige oplevelsesverden med den mangfoldighed af fænomener, som den rummer, ikke er kvantitativt beskrivelig. Naturvidenskaben er en abstraktion fra denne oplevelsesverden. Det var netop ved at se bort fra de sekundære egenskaber, at man kunne etablere fysikken, og derfor kan disse egenskaber ikke inkluderes i den naturvidenskabelige beskrivelse. Man kan ganske vist nu angive frekvensen — dvs. det fysiske grundlag — for de forskellige farver og toner, men selve oplevelseskvaliteten af en farve eller en tone er noget ganske andet end frekvensen.

Erkendelse. Ved hjælp af en særlig scanningsmetode, PET-scanning, er man i dag i stand til at fastslå, hvilke områder af hjernens venstre halvdel der aktiveres ved bevidst tankevirksomhed. Personen er ved at læse højt af en tekst. Det lysende område i baghovedet viser, at personen er i færd med at læse; området i midten er aktiveret, når personen taler, og det forreste område aktiveres, når personen tænker over et ords mening.

Erkendelse. Ved hjælp af en særlig scanningsmetode, PET-scanning, er man i dag i stand til at fastslå, hvilke områder af hjernens venstre halvdel der aktiveres ved bevidst tankevirksomhed. Personen er ved at læse højt af en tekst. Det lysende område i baghovedet viser, at personen er i færd med at læse; området i midten er aktiveret, når personen taler, og det forreste område aktiveres, når personen tænker over et ords mening.

Denne indvending er ofte sammenkædet med læren om subjektet. For at erkendelse overhovedet kan finde sted, må der være nogen — mindst én — som erkender. Et menneske erkender ved at indse, at noget forholder sig på en bestemt måde. En maskine kan ikke indse noget — end ikke den mest avancerede computer. Hvis menneskets hjerne og centralnervesystem kunne beskrives udtømmende naturvidenskabeligt — som fysiske, kemiske og biologiske tilstande og processer — så ville en hjerne heller ikke kunne indse noget. Det, som kan indse noget, er jeget eller subjektet, undertiden også kaldet intellektet, som må være noget fra den fysiske verden forskelligt. Forudsætningen for al erkendelse, også den naturvidenskabelige, er, at der findes et subjekt, der kan indse, der kan holde noget for sandt, der kan danne sig begreber, der kan tænke entydigt og i øvrigt naturligvis sanse, huske og genkende med bevidsthed om, hvad det sanser, husker og genkender. Indtil nu har man end ikke kunnet skitsere en computer, der ville kunne udføre disse funktioner.

Tanken om, at den naturvidenskabelige erkendelse en gang med tiden kommer til at omfatte alt, støder også på den vanskelighed, at en stor del af forskningen udgøres af såkaldt hermeneutiske eller fortolkningsprægede fag. Fx er en historisk undersøgelse jo ikke blot en indsamling af data, men i lige så høj grad et forsøg på at fortolke de givne data for at forstå, hvorfor bestemte begivenheder indtraf, hvorfor bestemte idéer vandt gehør osv. Der er her tale om forskning, som er principielt forskellig fra naturvidenskab, men som ikke desto mindre kan føre til ny indsigt og erkendelse, om end aldrig med den grad af sikkerhed, som kan opnås inden for naturvidenskab.

Andre betydninger af erkendelse

Det er ovenfor anført, at man normalt ved erkendelse forstår en anvendelse af begreber med det formål at indordne et givet emne i en større sammenhæng. Men det skal ikke skjules, at mange filosoffer i tidens løb har anført, at den "egentlige" eller "højeste" erkendelse netop er af en sådan art, at den ikke kan begrebsliggøres. Dette indebærer, at man må tale om erkendelse i flere betydninger. Det er i historiens løb blevet fremhævet, at man ved siden af den rationelle erkendelse, sådan som vi først og fremmest finder den i naturvidenskaben, kan tale om en religiøs erkendelse, hvor erkendelsens grundlag hverken er sansning eller tænkning, men åbenbaring, der ikke kan begrebsliggøres og derfor ikke udtrykkes i en entydig sprogbrug.

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

Thomas Aquinas. Maleri fra ca. 1475 af Justus van Gent.

I europæisk tænkning er dette måske betonet skarpest af Thomas Aquinas, der skelner mellem den menneskelige fornuft og den guddommelige fornuft. Menneskets fornuft er bundet til naturen og kan derfor ikke forstå de sandheder, der ligger ud over naturen. Religiøse sandheder som læren om verdens skabelse, om treenigheden, om arvesynden og om kødets opstandelse er ifølge Thomas noget, der kun kan erkendes gennem åbenbaring eller gennem en særlig trosakt, der ikke kan beskrives nærmere. Sådanne sandheder er ubegribelige for den menneskelige fornuft, men strider ikke imod den. De kan ikke bevises eller begrundes ud fra den menneskelige fornuft. Men den menneskelige fornuft kan vise, at alle beviser, der går imod disse sandheder, er falske.

Forholdet imellem tro og viden er som bekendt et tema med store variationer i europæisk tænkning. Hos Søren Kierkegaard er tro uforenelig med fornuft. Troen er et paradoks, den er ikke rationel og kan ikke sættes på begreb. I 1900-t. møder man bl.a. hos Paul Tillich det synspunkt, at religiøs sprogbrug er en symbolsk sprogbrug, der åbner for niveauer i virkeligheden og for dimensioner i ens eget sind, som den beskrivende sprogbrug ikke har adgang til.

I den forbindelse har man peget på, at der ud over den begrebslige erkendelse også findes en kunstnerisk erkendelse, dvs. en virkelighedstilgang, som ikke er videnskabelig, men som alligevel afslører noget af "det værendes væsen". Det er uafklaret, hvor meget hold der er i disse opfattelser angående religion og kunst. Det er dog klart, at man på begge felter kan tale om erkendelse i den betydning af ordet, hvori man understreger en stadig dybere nuancering af ens oplevelsesverden og dermed en større righoldighed i oplevelsen.

Den opfattelse, at der findes sandheder, som kan indses, men som ikke kan begrundes pr. fornuft eller sansning, og som ikke kan beskrives, har spillet en stor rolle i såvel indisk som kinesisk filosofi og religion. Mest markant kommer opfattelsen til udtryk i daoismen og i den kinesiske chanbuddhisme, som er forløber for den japanske zenbuddhisme.

Ifølge daoismen er alt eksisterende, det værende, noget, hvorom der intet kan siges. Al anvendelse af begreber deler tingene op, så at man forstår, hvad begrebet dækker, og dermed også hvad det ikke dækker. "Lys" kan kun forstås som modsætning til "mørke", "materielt" kan kun forstås som modsætning til "åndeligt", "liv" kan kun forstås som modsætning til "død" osv. Ordet dao, der betegner alt, hvad der er, kan ikke have nogen modsætning, for i så fald ville det ikke betegne alt, men da det ikke har nogen modsætning, kan vi ikke knytte noget begreb til det; vi forstår, hvad det dækker, men vi kan ikke udsige det på nogen forståelig måde. For daoisterne var sproget i en vis forstand naturstridigt. Dyrene har ikke noget sprog og lever derfor i overensstemmelse med naturen. De er aldrig i tvivl om, hvordan de skal handle i en given situation. Mennesket har ved hjælp af sproget lagt et net af begreber ned over virkeligheden (i indisk filosofi kaldet Mayas slør), der skjuler den uudsigelige sandhed og forvirrer menneskene, så at de ikke kan handle naturligt.

I chanbuddhismen var målet opnåelsen af den særlige nirvana-erkendelse, som består i, at man i et nu ser sig som ét med alt værende — en erfaring, der efter sigende ændrede den enkelte for livet. Denne erfaring kan ikke beskrives. Tværtimod er en af forudsætningerne for den netop, at man kommer "bag om" alle begreber, al rationel tænkning, at man glemmer sproget.

Om end "erkendelse" således er et ord, der bruges til at betegne såvel religiøse som kunstneriske og andre vanskeligt beskrivelige erfaringer, er grundbetydningen stadig den, hvor man taler om at begrebsliggøre sine erfaringer, hvor man søger at begribe dem og beskrive dem så entydigt som muligt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
David Favrholdt: erkendelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71923