Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ære

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

Ære. I 1676 blev Peder Griffenfeld dømt til at miste ære, liv og gods for forræderi mv. I dommen præciseredes det, at til hans grevelige navns evige udslettelse skal hans forhen af ham førte grevelige våben, hjelm og titel søndertrædes af bødlen og stykkerne deraf offentlig af vinduet udkastes. Livet bør han derefter miste, således at hans hoved skilles fra kroppen ved sværdet. På denne samtidige radering knæler Peder Schumacher, som han da atter hed, for bødlen, der træder på hans itubrudte grevelige våbenskjold. I sidste øjeblik blev kongens benådning udråbt, og dommen ændredes til livsvarigt fængsel.

Ære. I 1676 blev Peder Griffenfeld dømt til at miste ære, liv og gods for forræderi mv. I dommen præciseredes det, at til hans grevelige navns evige udslettelse skal hans forhen af ham førte grevelige våben, hjelm og titel søndertrædes af bødlen og stykkerne deraf offentlig af vinduet udkastes. Livet bør han derefter miste, således at hans hoved skilles fra kroppen ved sværdet. På denne samtidige radering knæler Peder Schumacher, som han da atter hed, for bødlen, der træder på hans itubrudte grevelige våbenskjold. I sidste øjeblik blev kongens benådning udråbt, og dommen ændredes til livsvarigt fængsel.

ære, en moralsk kvalitet hos en person; en beskaffenhed, der påkalder sig andre menneskers agtelse og respekt. Denne respekt kan forklares ved, at den pågældende person til fulde lever op til de uskrevne normer, der afgrænser det fællesskab, den gruppe eller den subkultur, som han eller hun er del af. Personen selv føler sig pga. sin status, sine handlinger og sine moralske kvaliteter berettiget til at gøre krav på agtelse og respekt og kan ud fra sin selvfølelse reagere voldsomt, hvis kravet ikke indfries. Krænket eller mistet ære kan vanære personen, kaste skam over ham og ofte tillige over hans hus og slægt.

Ære er således betinget af en social kontekst. Ofte tales også om en families, en klans, en nations eller et folkeslags ære som udtryk for, at deres krav på respekt og hensyntagen er begrundet i en påberåbt status, en historisk betydning eller mission. Man kan fx gå en nations ære for nær ved at trampe på eller brænde dens flag. I Danmark er det forbudt at forhåne fremmede landes flag (Straffeloven § 110e), men international ret indeholder ingen bestemmelser, der retfærdiggør, at den krænkede part griber til sanktioner, endsige til selvtægt over for krænkerne. Nutidig vestlig tilbøjelighed går i retning af at regne sådanne symbolske æresopfattelser for anakronismer, dvs. levn fra ældre tidsaldre, hvor man indrettede sig efter andre normer for social omgang end i dag.

Æresbegrebet synes at være vanskeligt foreneligt med de mere generelle moralbegreber, som en moderne retsstat bygger på: pligt, ret, rimelighed, nytte osv. Juridisk set godtager en retsstat ikke dueller eller æresdrab, dvs. drab af personer, der har beklikket ens ære, eller som ikke har udvist tilstrækkelig respekt. Voldelig håndhævelse af ære, uanset om den er i strid med gældende ret, er derimod ofte moralsk acceptabel i stater og samfund, hvor sædvanen er normgivende. I en retsstat som Danmark er det ikke overladt til enkeltpersoner at afgøre, om der foreligger en ærekrænkelse. Hverken moralsk eller retligt er det tilladt en person at hævne sig på den, der har søgt at forringe hans borgerlige anseelse ved, som det hedder i Straffeloven, "fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse" (§ 267, stk. 1). Den, der mener sig krænket, kan indbringe sin sag for en domstol, der tager stilling til, om der foreligger en ærekrænkelse, og i givet fald kan idømme krænkeren bøde eller hæfte.

Annonce

Æresbegrebets formodede præg af anakronisme i forhold til principperne for et moderne retssamfund betyder selvfølgelig ikke, at ære ikke længere opleves som en psykologisk og social realitet af enkeltpersoner, måske endda af størstedelen af en nutidig retsstats befolkning. Mange mennesker begrunder stadig deres handlinger ud fra en følelse af ære, skønt de fleste danskere nødig tager ordet i deres mund. Borgerlige æresbegreber har overlevet i form af fx professionel ære, dvs. som et udtryk for, at en person lever op til de normer, der traditionelt gælder for den profession, han eller hun udøver, eller som middel til den personlige selvrespekts opretholdelse; man kan således sætte en ære i at være velklædt eller i anden adfærd med tilsvarende social signalværdi. Også i forbindelse med visse forpligtelser, der ikke er grundet i retsregler, tales undertiden om ære; således kaldes spillegæld for æresgæld.

I nogle subkulturer anses gengæld eller hævn for ærekrænkelser fortsat for at være moralsk acceptabelt. Specifikke samfundsgrupper, i ældre tid fx sigøjnere, i nutiden især mafiaorganisationer og rockerforeninger, har længe været kendt og berygtet for at håndhæve selvtægt og foretage voldelige opgør i forhold til eget æresbegreb. Det har ført til fx dueller med dødelig udgang og æresdrab, dvs. likvidering af personer, som enten har ignoreret eller ikke levet op til gældende normer og derfor har krænket en persons eller en families ære. En retsstat må regne dette for mord. Også selvmord har tit været følgen for den krænkende såvel som for den krænkede part (se også selvmord).

Forskelle i normer fører ofte til misforståelse eller manglende accept af andre gruppers forestillinger om ære, hvilket kan få fatale følger. Inden for nogle grupper og kulturer er fx det at se hinanden i øjnene traditionelt et tegn på åbenhed og ærlighed, hvorimod det inden for andre er tegn på manglende respekt, der i værste fald kan føre til æresdrab. I nutidens vesteuropæiske retsstater, der i stigende grad præges af multietnicitet og multikultur, findes talrige vidnesbyrd om konflikter, der skyldes den dominerende traditions afvisning af eller manglende forståelse for andre befolkningsgruppers æresopfattelse. Således vil mange indvandrede familiefædre føle den danske offentligheds afvisning af arrangerede ægteskaber som et anslag mod deres ære.

I tidligere tider blev en kvindes ære traditionelt opfattet som hendes dyd: Den kan mistes, men ikke forøges, hvorimod en mands ære både kan forøges og formindskes, evt. helt fortabes. Især spiller æresbegrebet en væsentlig rolle i mandsdominerede samfund (se også patriarkat), i ældre tid fx i aristokratiet og i militæret. En mand af ære, fx en mafiaboss, en rocker, en familiefar eller en spansk toreador, lever op til de forventninger, der stilles til ham af den gruppe, han er del af. Han holder ord, er sanddru, kan vise storsind, er sine venners ven og sine fjenders fjende. Han har frivilligt forpligtet sig til at honorere de moralske normer, der holder sammen på gruppen, og han lever op til forpligtelsen. Herved opnår han anseelse og høj social status og har krav på at blive respekteret. Det er således andres mening om hans personlige kvaliteter, der i væsentlig grad udgør og opretholder hans ære. Hans æresfølelse er en bevidsthed om egen position og status i gruppen iblandet en underliggende frygt for at miste anseelse. Han er derfor nøjeregnende med, at der vises ham respekt, og han føler tab af ære eller ærekrænkelse som en trussel imod hele sin personlighed og integritet. Alle menneskers identitet er til dels skabt i et samspil med de sociale omgivelsers opfattelse af dem, men den ekstremt ærekære og ærefulde person er kun den, han er, i kraft af andres mening om ham.

Ære er flettet sammen med ærlighed og med en persons ry og omdømme. Når diskretion kaldes en æressag, lægges der op til en gentlemanaftale; ved brud på en sådan sætter man moralsk set sig selv uden for det gode selskab. Ældre tiders juridiske æresstraf byggede netop på, at lovovertræderen ved sin gerning har vist sig som et uærligt menneske. Man kunne dømmes æreløs (infami), i alvorligere sager fortabe sin ære og sin ejendom, ved majestætsforbrydelse dømmes fra "ære, liv og gods" (bl.a. ifølge Danske Lov, 1683).

Ordet ære kan stadig indgå i sammenhænge, der har at gøre med hæder, navnkundighed og berømmelse. Nekrologer afsluttes jævnligt med ordene "Ære være hans/hendes minde", og ved begravelser kan man vise en person den sidste ære. I ældre tid kunne man falde på ærens mark, når man i krig ofrede sit liv for fædrelandet og det nationale fællesskab, og i nutiden hylder venner og familie et sølvbrudepar ved at stille en æresport op om indgangsdøren til parrets hjem. Ordet ærgerrighed betyder egentlig 'det at være begærlig efter ære'. Andres respekt gemmer sig i ord som ærbødighed eller ligefrem ærefrygt; det sidste kan (eller snarere kunne) man vise over for det, der er udskilt fra det profane samfund og rituelt indviet, det hellige eller guddommen selv: "Ære være Gud i det høje" eller "Gud alene æren", en oversættelse af det latinske soli Deo gloria.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: ære i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184628