Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

definition

Oprindelig forfatter JRyb Seneste forfatter Redaktionen

definition, redegørelse for et emnes kendetegn eller for betydningen af et udtryk (ord, begreb, symbol). En definition indeholder typisk en angivelse af det, der skal defineres, kaldet definiendum, og det, der definerer, kaldet definiens.

En definition, som består af et definiendum efterfulgt af definiens, kaldes en eksplicit definition; fx "trekant er en plan figur afgrænset af tre rette linjer, der parvis skærer hinanden". En definition kan imidlertid også gives ved et sæt af sætninger, der alle indeholder definiendum, og som dermed tilsammen definerer dette udtryk. Derved foreligger en implicit definition.

Der kan skelnes mellem en række typer af definitioner. En nominal definition giver en ordforklaring i modsætning til en real definition, der er en sagforklaring angivende et emnes væsentlige kendetegn, fx "mennesket er et rationelt væsen".

Annonce

En del filosoffer har traditionelt set angivelsen af reale definitioner som en vigtig del af filosofiens opgave.

Ordet definition kommer fra latin definitio 'afgrænsning', af de- og afledning af finis 'grænse'.

En nominal definition siges at være enten leksikalsk (deskriptiv) eller stipulativ (normativ), alt efter formålet. En leksikalsk definition angiver betydningen af et ord, sådan som ordet faktisk bruges i sproget, fx "ungkarl" betyder "ugift mand".

Definitioner af denne type kan være enten sande eller falske. En stipulativ definition giver derimod et forslag til, hvorledes et udtryk skal bruges, enten med det formål at indføre et nyt udtryk eller at præcisere et allerede eksisterende udtryks betydning, fx "ungkarl" skal hér betyde "fraskilt mand". Stipulative definitioner har ikke sandhedsværdi, men kan være hensigtsmæssige i visse sammenhænge.

En genetisk definition angiver, hvorledes et emne er opstået eller frembragt, fx "en cirkel fremkommer ved et punkts bevægelse i fast afstand omkring et fast punkt".

En operationel definition består i en henvisning til en bestemt metode eller operation, der angiver et kriterium for et udtryks anvendelse, fx "en persons intelligens er dét, der måles ved Binet-intelligensprøven".

Blandt de krav, der normalt stilles til en definition, er, at der ikke må foreligge en cirkeldefinition, hvilket vil sige, at definiendum ikke må være forudsat eller indgå i definiens. Hvilke regler der gælder, og hvilke typer definitioner der kan gives, har været genstand for omfattende filosofisk diskussion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Ryberg: definition i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62428