aristotelisk logik

Aristotelisk logik, betegnelse for Aristoteles' logik og dens videreudvikling.

For Aristoteles beror et arguments gyldighed først og fremmest på formen af de udsagn, som indgår i det. Især studerede han syllogismer, som er argumenter med to præmisser og en konklusion, fx: "Alle mennesker er dødelige. Alle skomagere er mennesker. Altså: Alle skomagere er dødelige." Udsagnene i en syllogisme har alle subjekt-prædikat form, dvs. de udtrykker, at en egenskab tilskrives et subjekt.

I en aristotelisk syllogisme indgår tre begreber: underbegrebet (subjektet i konklusionen), overbegrebet (prædikatet i konklusionen) og mellembegrebet, som forekommer i de to præmisser, men ikke i konklusionen.

Således er skomagere underbegreb, mennesker mellembegreb og dødelig overbegreb i det nævnte eksempel. Disse tre begreber kan placeres i syllogismerne på fire forskellige måder, hvilket giver fire figurer. Sammenholdes dette med de fire former for domme, fås hos Aristoteles i alt 192 forskellige former for syllogismer (modi); kun 14 af disse angav han selv som korrekte logiske slutninger, men føjede dog senere nogle flere til. Den endelige systematisering fandt først sted i middelalderen.

Aristoteles formulerede også to klassisk logiske principper. Kontradiktionsprincippet: Et udsagn kan ikke være både sandt og falsk på samme tid, og princippet om det udelukkede tredje: Der findes ikke sandhedsværdier ud over sandt og falsk.

Skønt den aristoteliske logik kun behandler et begrænset antal argumenttyper, var den dominerende i logikken helt frem til 1900-tallet.