• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aristotelisk logik

Oprindelig forfatter SAPe Seneste forfatter Redaktionen

aristotelisk logik, betegnelse for Aristoteles' logik og dens videreudvikling.

For Aristoteles beror et arguments gyldighed først og fremmest på formen af de udsagn, som indgår i det. Især studerede han syllogismer, som er argumenter med to præmisser og en konklusion, fx: "Alle mennesker er dødelige. Alle skomagere er mennesker. Altså: Alle skomagere er dødelige." Udsagnene i en syllogisme har alle subjekt-prædikat form, dvs. de udtrykker, at en egenskab tilskrives et subjekt.

I en aristotelisk syllogisme indgår tre begreber: underbegrebet (subjektet i konklusionen), overbegrebet (prædikatet i konklusionen) og mellembegrebet, som forekommer i de to præmisser, men ikke i konklusionen.

Således er skomagere underbegreb, mennesker mellembegreb og dødelig overbegreb i det nævnte eksempel. Disse tre begreber kan placeres i syllogismerne på fire forskellige måder, hvilket giver fire figurer. Sammenholdes dette med de fire former for domme, fås hos Aristoteles i alt 192 forskellige former for syllogismer (modi); kun 14 af disse angav han selv som korrekte logiske slutninger, men føjede dog senere nogle flere til. Den endelige systematisering fandt først sted i middelalderen.

Aristoteles formulerede også to klassisk logiske principper. Kontradiktionsprincippet: Et udsagn kan ikke være både sandt og falsk på samme tid, og princippet om det udelukkede tredje: Der findes ikke sandhedsværdier ud over sandt og falsk.

Skønt den aristoteliske logik kun behandler et begrænset antal argumenttyper, var den dominerende i logikken helt frem til 1900-tallet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Andur Pedersen: aristotelisk logik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40094