Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Lorenzen

Oprindelig forfatter SAPe Seneste forfatter Redaktionen

Paul Lorenzen, 1915-1994, tysk matematiker og filosof; professor i filosofi i Erlangen 1962-80. I 1950'erne udviklede han sin egen konstruktivistiske opfattelse af logik og matematik, navnlig i bogen Einführung in die operative Logik und Mathematik (1955). Idéen er at betragte logik og matematik som videnskaber om operationer med konkrete objekter (taltegn, figurer og formler). Disse videnskaber opbygges ved at præcisere de operationer og abstraktionsformer, som er nødvendige for at foretage komplekse logiske og matematiske konstruktioner. Logikken opbygges ved at betragte logisk argumentation som dialoger, hvor begge parter følger bestemte spilleregler. Disse regler angiver, hvad man skal gøre, når man skal forsvare sætninger, som er opbygget vha. logiske konnektiver. Fx kan sætningen "A medfører B" forsvares ved at antage A og bevise B, og den kan angribes ved at forsvare A og ikke-B.

Lorenzen viste, hvordan det er muligt at begrunde forskellige logikker, fx klassisk og intuitionistisk logik, ved at stille forskellige betingelser til dialogen. Sammen med sine medarbejdere generaliserede han sine analyser af logik og matematik til et generelt videnskabsfilosofisk program, som fik betegnelsen Erlangerskolen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Andur Pedersen: Paul Lorenzen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118311