Refleksion, overvejelse; ordet, der stammer fra optikken, er i filosofien tidligst blevet brugt af Thomas Aquinas i 1200-tallet. En mere teknisk betydning fik ordet i 1600-tallet i forbindelse med John Lockes erkendelsesteori, hvor en af kilderne til erkendelse er bevidsthedens oplevelse af sit eget indhold, dvs. er selvbevidsthed. De forestillinger, der dannes, når bevidstheden betragter sit eget indhold, kalder Locke refleksionsidéer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet refleksion kommer af latin reflexio 'tilbagebøjning', afledn. af reflectere, se reflekser.

David Hume skelner mellem refleksionsidéer, dvs. begreber, og de sanseindtryk, som refleksionsidéerne ved bevidsthedens aktivitet er dannet af eller er genspejlinger af. Som bevidsthed om sig selv spiller refleksionen en afgørende rolle hos de tyske idealister, i særdeleshed hos Hegel.

Refleksionen indebærer forskellen mellem bevidstheden (subjektet) og dettes objekt (indhold). Derved bliver objektet det, der opleves som noget andet end bevidstheden selv, dvs. som noget fremmed, og viden opstår først, når det fremmede erkendes som bestemt af bevidstheden selv. Herved erstattes modsætningsforholdet imellem subjekt og objekt af identitet.

Hos Hegel og senere hos Kierkegaard driver refleksionen mennesket ud af umiddelbarheden og indfører en splittelse, som mennesket skal overvinde i sin videre udvikling. For Hegels vedkommende sker dette ved en videnskabelig dannelsesproces, for Kierkegaards vedkommende gennem en religiøs dannelsesproces.

Filosofiens sammenkædning af refleksion og selvbevidsthed genfindes, når udtrykket "gennemreflekteret" bruges til at karakterisere et menneske, som i al sin gøren og laden altid er bevidst om sig selv og sin egen fremtræden.

Se også refleksivitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig