rationalisme - Filosofi, teologi og arkitektur

Rationalisme er den opfattelse, at den menneskelige fornuft (i modsætning til guddommeligt åbenbaret eller jordisk autoritet og i modsætning til følelser, fantasi og empiri) er en væsentlig kilde og muligvis hovedkilden til erkendelse.

Faktaboks

Etymologi: Ordet rationalisme kommer af latin rationalis, af ratio 'beregning, fornuft' og -isme.

Ordet dækker et bredt spektrum af erkendelsesteoretiske positioner, der spænder fra påstanden om, at en virkelighedserkendelse kan udvikles af fornuften ud af fornuften selv, hvilket forudsætter et absolut skel imellem fornuft og sansning, til den opfattelse, at erkendelse kun opstår, når sanseindtryk bearbejdes og ordnes af fornuften, en position, der ikke nødvendigvis forudsætter en absolut distinktion imellem fornuft og sansning.

Den fornuft, der er tale om, kan enten opfattes som en overordnet rationalitet, dvs. som noget fællesmenneskeligt, eller være en individuel, intellektuel evne. Hvis det første er tilfældet, opfattes fornuften (fx hos Descartes og Spinoza, men ikke hos Kant) som en konstruktiv evne, dvs. en evne til ud af egne resurser at opnå erkendelse; hvis det sidste er tilfældet, opfattes fornuften som en kritisk, antiautoritær evne.

I almen tale er rationalisme en tør fornufttro, der ikke lader tro, følelser og fantasi vederfares deres ret.

Den filosofiske rationalisme

Den filosofiske rationalisme bruges ofte som betegnelse for den del af 1600-tallets europæiske filosofi, som var domineret af navne som Descartes, Spinoza, Malebranche, Leibniz og deres elever.

Under indtryk af matematikkens og især den rationelle mekaniks udvikling forsøgte de filosofiske rationalister at vise, at virkelighedserkendelse kan opnås ad fornuftens vej ud fra medfødte begreber og intuitivt sikre grundsætninger.

Teologi

I kirkehistorien har forsøg på at udforme kristendommen efter fornuftige principper gjort sig periodisk gældende siden oldkirken. Betoningen af fornuften kulminerede i den skolastiske teologis forsøg på at vise, at religiøs åbenbaring nok overstiger fornuftens fatteevne, men alligevel er i harmoni med fornuftens og moralens principper.

Rationalisme i protestantisk teologi

Begrebet rationalisme, der især er knyttet til oplysningstidens idealer, prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830. Rationalistiske præster og lærere ønskede at fremstille kristendommen som hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden.

Deres pligt til at forkynde kristendom tolkede de som et ansvar for folkets oplysning og opdragelse. Den teologiske opgave bestod i at vise samhørigheden mellem religion og fornuft: At mennesker ikke kan komme til fornuft og moral uden en religiøs vished, og at religion kun er forsvarlig som virkeliggørelse af fornuftens idealer.

Dette medførte en dybtgående omfortolkning af kristendommen. Man tog afstand fra dogmer uden praktisk værdi såsom treenighed og Kristi guddommelige natur, og man bestred de lærepunkter, som man fandt moralsk anstødelige, især nedarvet synd, stedfortrædende lidelse og skænket retfærdighed.

Rationalismen viste, at den kristne dogmatik var et produkt af kirkehistorien og ikke nedfældet i teksterne. Med arbejdet med at frilægge den oprindelige historiske mening af især evangelierne ydede rationalisterne et betydeligt bidrag til opkomsten af kritisk sprogvidenskab og historieforskning.

Modstandere af den teologiske rationalisme

Rationalismen, der havde stor indflydelse i alle protestantiske lande, bekæmpedes af pietisme (personlig livsfornyelse gennem frelsens oplevelse) og supranaturalisme (kristendommen står for det, som overgår det kendte og forstandige), senere af idealisme og romantisme. Opkomsten af en sekular humanisme i 1800-tallet gjorde den teologiske rationalisme overflødig.

Arkitektur

Inden for arkitekturen kan rationalismens idégrundlag føres tilbage til Vitruvius' traktat De Architectura fra 1. årh. f.v.t., hvor arkitekturen anskues som en rationel videnskab.

Med jævne mellemrum er denne tankegang taget op til videreudvikling, således i renæssancen og i oplysningstiden. Hos franske revolutionsarkitekter som É.-L. Boullée og C.-N. Ledoux blev den fornuftbaserede tilgang til arkitekturen udtrykt i en stræben efter idealformer, der mentes at afspejle Universets bagvedliggende harmoni og orden.

I 1900-tallets arkitektur og -teori spillede rationalismen en central rolle, fx med funktionalismen og den rationalistiske bevægelse i italiensk arkitektur i 1930'erne, se Italien -arkitektur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Filosofiens grundbegreber

Søren Harnow Klausen

Professor, dr.phil, Syddansk Universitet