Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

orden

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

orden, abstrakt forstået enten en struktur, som er bestemt af ikke-tilfældige relationer mellem medlemmer af en mængde af personer, genstande eller hændelser, og som gør pågældende mængde til et struktureret (ordnet) hele, eller en systematik, dvs. en eller flere af de klasser, som et struktureret hele inddeles i ud fra de relationer, medlemmerne har til hinanden eller til et og samme.

Den første betydning af ordet bruges i betegnelser som fx "naturens orden", "slagorden", "samfundsorden" og "økonomisk orden", den anden, når der tales om fx "munkeorden", "ridderorden" og "frimurerorden" (se ordener), eller når biologien inden for en klasse af organismer afgrænser en underafdeling bestående af flere beslægtede familier og kalder denne en orden, fx halepaddernes orden; se også biologisk klassifikation og systematik.

Ordet orden kommeraf latin ordo 'rækkefølge, orden', genitifv ordinis, også om social stand eller klasse, jf. ordo.

De relationer, der er tale om, kan være rum- eller tidsrelationer (fx "oven over" og "inden i" eller "tidligere end" og "samtidig med"), dynamiske relationer (fx "er årsag til" og "stammer fra"), relationer, der udtrykker vurderinger (fx "er smukkere end" og "er bedre end"), relationer, der udtrykker gradueringer (fx "er større end" og "er mere rød end") osv.

Annonce

Logikken og matematikken studerer de formelle egenskaber ved sådanne ordensrelationer (se relation), fx i forbindelse med aksiomatisering af teorier, hvor den orden, i hvilken teoriens sætninger optræder, er bestemt af den rækkefølge, i hvilken de er udledt af aksiomer og af tidligere udledte sætninger. Formelt siges det, at mængden af teoriens sætninger ved aksiomatisering ordnes vha. den logiske følgerelation. Se også ordnet mængde.

Orden kan iagttages, og orden kan tilvejebringes. En iagttaget orden kan enten være tilvejebragt af en anden end iagttageren, fx af en gud, den kan være spontant fremkommet, være givet en gang for alle eller være under stadig udvikling.

Orden tilvejebringes, når genstande, hændelser eller personer placeres det rette sted, dvs. der, hvor de hører til. Denne gamle definition af orden, som stammer fra Cicero og senere genfindes hos Augustin, er stadig en udmærket præcisering af den vage mening, som vi sædvanligvis forbinder med ordet orden som betegnelse for resultatet af, at noget ordnes, eller noget bringes i orden.

Platon anså kosmos (gr. 'orden') for at være et resultat af en verdensordens aktivitet, hvorimod kosmos for Aristoteles var resultatet af en udvikling. Den orden, som ifølge Aristoteles er naturgiven og derfor stabil, står i modsætning til den forgængelige orden, som er kunstigt frembragt. Hos romerne var orden især et statsretligt begreb, som betegnede det hierarkisk opbyggede samfund. Senatorerne udgjorde den højeste orden, derefter kom ridderne osv.

Også i middelalderen var orden et centralt begreb. Samfundet var, som romernes, hierarkisk opbygget, og alt i Universet kunne indpasses i en moralsk orden, en orden bestemt af graden af væren og fuldkommenhed eller af skønhed. Øverst i denne orden stod Gud, derefter fulgte de rent åndelige væsner, siden menneskene, dyrene, planterne og de livløse ting. Enhver tings natur var bestemt af dens placering i hierarkiet, som igen var fastlagt af Gud.

Også en renæssancetænker som Pico della Mirandola opdelte Universet, men opfattede i modsætning til middelalderens tænkere mennesket som et væsen, der selv kunne bestemme, hvilken orden det ville tilhøre. Senere lagde fx Descartes og Spinoza vægt på, at erkendelsen skulle udvikles i en særlig orden (Descartes taler om en fornuftens orden), og begrebet orden blev på denne måde et metodologisk begreb.

I 1700-1800-tallet blev orden især forstået i politisk-filosofisk og retsfilosofisk forstand, nemlig som indbegrebet af de forskrifter, normer og love, der regulerer det menneskelige samliv.

Samfundsordenen, retsordenen og den økonomiske orden og disse ordeners opretholdelse blev en væsentlig politisk opgave. At opretholde ro og orden eller genoprette ordenen blev fx for Metternich et centralt anliggende for statsmagten, og selvom orden er en forudsætning for alt menneskeligt samliv, kædes udtrykket lov og orden ofte sammen med en konservativ politisk holdning.

Naturens orden

Allerede en førsokratisk naturfilosof som Empedokles anså naturen for at være selvorganiserende, dvs. at den orden, der kan iagttages i naturen, ikke er tilvejebragt ad guddommelig vej, men er opstået spontant. Samme opfattelse genfindes i 1700-tallets franske materialisme, som betragtede materien som selvorganiserende.

Hos Darwin i 1800-tallet er den biologiske verden et resultat af en selektionsmekanisme. Senere biologer har peget på de spontane mutationer som en del af forklaringen på den biologiske udvikling. Fælles for disse forskellige opfattelser er imidlertid tanken om, at den orden, der findes i Universet, ikke kræver en verdensordner. Også den nyere tids kosmologer har forsøgt at påvise, at kosmos er opstået spontant af kaos.

Kendt er det svar, der tillægges den franske fysiker Laplace, da Napoleon 1. spurgte ham, hvor i hans system guddommen befandt sig: "Sire, jeg har ikke brug for denne hypotese". Naturforskere i 1900-tallet som fx Ilya Prigogine har gang på gang understreget naturprocessernes selvstrukturerende karakter (se selvorganiserende systemer).

Når man taler om naturens orden, anser man normalt de arter, slægter og familier, som den biologiske verden falder i, som resultat af en udvikling. Den kausale orden, som den fysiske verden synes underlagt, anses i almindelighed også for at være givet og ikke tilvejebragt af mennesker eller guder. Tidligere tider har opfattet begge disse ordener som tilvejebragt af en guddom; fx var det udbredt i 1700-tallet at betragte naturens orden som bevis for Guds eksistens.

Linné opfattede arterne og slægterne som givet af Gud, hvilket medførte et vist besvær med at indpasse hybride former i systemet, og idealister som Kant anså den kausale orden for at være et resultat af det erkendende subjekts ordnende aktivitet. Herved blev forskellen mellem kunst og natur kun en relativ forskel. Ifølge Kant opleves den gode kunst som naturgroet, og naturen som et kunstværk.

Også i dag kan man med god grund stille spørgsmålet, om den orden, vi iagttager i naturen, er resultat af nogle teoretiske forestillinger, eller om disse forestillinger afspejler naturens orden. Allerede den tyske digter Novalis skrev omkring 1800, at hypoteser er net, vi kaster ud i virkelighedens store hav; senere er det blevet tilføjet, at det, som vi trækker i land, blot er, hvad der ikke kan slippe ud igennem nettets masker.

Ofte forbindes det vage begreb orden med de mangetydige begreber natur og naturlig. At noget er naturligt eller er i overensstemmelse med naturens orden, kan fx betyde, at det faktisk foreligger som en del af naturen, men ordet anvendes lige så ofte til at udtrykke en vurdering af noget, der ikke stemmer overens med gældende forestillinger om, hvad der er normalt eller passende.

Fx kan man tale om, at mennesker handler eller udtrykker sig unaturligt, selvom deres handlinger, kropssprog, stemme og ansigtsudtryk er udtryk for deres natur, og offentlighed og myndigheder har gennem tiderne bedømt en række seksuelle foreteelser som unaturlige eller i strid med naturens orden, skønt de er såre naturlige.

Samfundets orden

Naturens formåen til spontant at frembringe orden sammenlignes undertiden med en antaget spontant opstået orden i det menneskelige samfund. Nogle af 1700-tallets politiske og økonomiske tænkere som fx Giambattista Vico og Adam Smith pegede på, at samfundsordenen opstår naturligt som en følge af, at enhver handler ud fra sine egne interesser.

Som ledet af den usynlige hånd fremmer den selvisk handlende fællesskabets interesser uden at være sig det bevidst, og det frie marked, hvor enhver søger at opnå den størst mulige profit, regulerer det økonomiske liv til det fælles bedste. En sådan antaget spontant opstående samfundsorden er blevet sammenlignet med en naturgroet orden og er metaforisk blevet kaldt en "naturlig orden".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: orden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=136146