Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

naturfilosofi

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

naturfilosofi, den gren af filosofien, som beskæftiger sig med naturen i bredere eller snævrere forstand. Indtil renæssancen dækkede betegnelsen både naturvidenskab og metafysik, der ikke betragtedes som adskilte discipliner.

Hos mange græske tænkere før Sokrates (se jonisk naturfilosofi) og i Aristoteles'Fysik (af gr. physis 'natur') finder man en blanding af empiriske iagttagelser, fysisk teori og mere abstrakte spekulationer.

Naturvidenskabelige resultater blev længe, også efter den moderne eksperimenterende videnskabs gennembrud, præsenteret som bidrag til naturfilosofien, jf. titlen på Isaac Newtons hovedværk, Philosophia naturalis principia mathematica (1687).

Annonce

I løbet af 1700-tallet løsrev naturvidenskaberne sig dog stort set fra filosofien, og naturfilosofi har herefter med få undtagelser betegnet enten en form for metafysik eller refleksioner over betingelserne for naturvidenskab, dvs. videnskabsteori.

Caspar David Friedrich, Munken ved havet; maleri, 1808-10. Alte Nationalgalerie, Berlin. Kunst og filosofi fra ca. 1800, da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.

Caspar David Friedrich, Munken ved havet; maleri, 1808-10. Alte Nationalgalerie, Berlin. Kunst og filosofi fra ca. 1800, da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.

I romantikken, begyndelsen af 1800-tallet, var naturfilosofi læren om det tilsyneladende ubesjælede. Målet for den romantiske naturfilosofi var at overvinde splittelsen mellem ånd og natur; studiet af naturen opfattedes som en af to mulige veje til at erkende det absolutte eller "alnaturen". H.C. ØrstedsAanden i Naturen (trykt 1850-51) er udtryk for en lignende tankegang.

Dele af den romantiske naturfilosofi levede videre i marxismen; et eksempel herpå er Friedrich Engels' Naturens dialektik (trykt 1925).

Begrebet naturfilosofi benyttes sjældent i dag, men litteratur om grænseområdet mellem naturvidenskab og metafysik er yderst populær i slutningen af 1900-tallet.

Se også natur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Harnow Klausen: naturfilosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130400