kosmologi

Kosmologi er læren om Universets materielle struktur og rum-tidslige opbygning. Ofte dateres de vestlige kosmologiers oprindelse til Thales fra Milet (500-tallet f.v.t.), der lærte, at verden er en vandomskyllet skive under en himmelhalvkugle.

Et århundrede senere hævdede Parmenides, at kosmos er kugleformet og endeligt, og at det dagligt drejer sig om sin akse. Hos Aristoteles nåede kosmologien sin foreløbige afslutning. Ifølge hans kosmologi er Universet endeligt og opbygget af kugleskaller, hvorpå stjernerne og planeterne er fæstede. Kugleskallerne drejer sig om deres fælles centrum, hvori Jorden, som er ubevægelig, er placeret.

Denne opfattelse holdt sig praktisk talt uanfægtet til renæssancen, hvor Nicolaus Cusanus og Giordano Bruno postulerede rummets uendelighed, og Nikolaus Kopernikus skitserede en heliocentrisk astronomi.

For at kunne give en mekanisk forklaring på de himmelske legemers bevægelser formulerede René Descartes i 1600-tallet en teori om Universet som bestående af materielle hvirvler, hvorimod Isaac Newton med sin lære om udformede en dynamisk kosmologi.

1700-tallet blev kosmologiens klassiske århundrede. Her formulerede Immanuel Kant, Pierre Simon Laplace og Johann Heinrich Lambert, der alle var newtonianere, kosmologier, der byggede på den tanke, at kosmos er et system af galakser.

I 1900-tallet har interessen for kosmologi igen været stor, især i forbindelse med overvejelser over Universets opståen og udvikling. Se også kosmogoni.

For den moderne astrofysiks opfattelse af Universets struktur og udvikling, se big bang og Universet.