Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ironi

Oprindelig forfatter Dehs Seneste forfatter Redaktionen

Sokrates. De tidligste bevarede portrættyper, der er fra første halvdel af 300-t. f.Kr., fremhæver den angivelige lighed mellem Sokrates' ansigtstræk og en silens hæslige maske. Denne fremstilling, der stammer fra anden halvdel af 300-t. f.Kr., er ifølge en tradition skabt af Lysippos, Alexander den Stores hofbilledhugger. Den mildner i nogen grad dette indtryk og repræsenterer dermed et led i den gradvise ændring af Sokrates' renommé fra en provokerende outsider med en samfundsskadelig lære til en moralfilosof og god borger. Marmorkopi fra romersk kejsertid; Louvre.

Sokrates. De tidligste bevarede portrættyper, der er fra første halvdel af 300-t. f.Kr., fremhæver den angivelige lighed mellem Sokrates' ansigtstræk og en silens hæslige maske. Denne fremstilling, der stammer fra anden halvdel af 300-t. f.Kr., er ifølge en tradition skabt af Lysippos, Alexander den Stores hofbilledhugger. Den mildner i nogen grad dette indtryk og repræsenterer dermed et led i den gradvise ændring af Sokrates' renommé fra en provokerende outsider med en samfundsskadelig lære til en moralfilosof og god borger. Marmorkopi fra romersk kejsertid; Louvre.

ironi, udtryksform, hvor man med tilsigtet komisk eller spottende effekt siger det modsatte af, hvad man mener. Muligheden for ironisk at nedgøre andre (og sig selv) er bestemmende for begrebets funktion i antikken.

I den klassiske retorik er den talende ironisk, når en nedsættende vurdering udtrykkes i lovprisende vendinger. I den græske komedie er "ironiker" betegnelsen for en skikkelse, der gør sig mere ydmyg og laverestående, end han er.

Når filosoffen Sokrates er berømt som ironiker, er det netop som den vidende, der stiller sig uvidende an over for samtalepartneren.

Annonce

Den sokratiske ironi har dog den opbyggelige pointe, at den skal lede den anden til at tvivle på sin egen viden og dermed bane vejen for en ægte undersøgelse og forståelse af det spørgsmål, der diskuteres.

Ordet ironi kommer af græsk eironeia 'forstillelse, spot', af eiron 'hykler'.

I slutningen af 1700-tallet fik begrebet en ny betydning. Den romantiske bevægelse i Tyskland anså ironi for et princip for al digtning. Ironiens distance er en model for digterens absolutte frihed såvel over for den faktiske virkelighed som over for sig selv.

Men den er tillige en model for den permanente forskel mellem sproget som udtryksmiddel og den virkelighed, som digtningen stræber efter at gøre nærværende. Her svarer ironibegrebets rolle til fragmentets centrale position i samme epokes kunstsyn (se fragment): Også i fragmentet kommer betydningen snarere fra det usagte end fra det sagte.

Både den sokratiske og den romantiske ironi diskuteres af Søren Kierkegaard i hans afhandling Om Begrebet Ironi (1841). I Sokrates finder Kierkegaard et forbillede for den "indirekte meddelelse", som bliver formen for den pseudonyme del af hans eget forfatterskab, der vil "bedrage" sin læser ind i kristendommen.

Romantikkens ironibegreb behandler han derimod overvejende kritisk. I overensstemmelse med G.W.F. Hegels holdning fordømmes det romantiske kunstsyn som opløsende for enhver forpligtende virkelighedsforståelse.

Mange, heriblandt Kierkegaard, har stillet ironi i kontrast til humor, og det er i reglen sket på ironiens bekostning. Humoren sættes højest på grund af dens mere forsonlige præg.

Hvis ironiens latter er intellektuel, er det humoren, der udløser den hjertelige latter. Af samme grund foretrak forfatteren Thomas Mann, der ellers havde ord for at være "den ironiske tysker", rimeligt nok at blive værdsat for humoren i sine værker.

Umberto Eco, tegnet af David Levine (1989), som man kender ham med middelalderen som fundament under forfatterskabet, som den samfundskritiske korsridder med pennen (og semiotikken) som sværd og øverst det livslystne, bebrillede bogmenneskes ironiske blik.

Umberto Eco, tegnet af David Levine (1989), som man kender ham med middelalderen som fundament under forfatterskabet, som den samfundskritiske korsridder med pennen (og semiotikken) som sværd og øverst det livslystne, bebrillede bogmenneskes ironiske blik.

I 1900-tallets sidste årtier opnåede ironien status som et af den aktuelle tidsånds nøglebegreber. Denne status beror navnlig på ironiens distance til det bogstavelige, som den synes at opløse i et spil med ord.

En del af nutidens intellektuelle bekender sig til ironien og vægrer sig ved at blive kaldt til alvor, fordi de ikke tror på et grundlæggende sprog af bogstavelige betydninger. Således fx i værker af forfatteren Umberto Eco og filosoffen Richard Rorty, hvor stikordet ironi dækker en oplyst, liberal indstilling i kontrast til filosofisk eller religiøs fundamentalisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dehs: ironi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99414