Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eksistensfilosofi

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

Søren Kierkegaard. Maleri fra 1902 af Luplau Janssen (1869-1927). Frederiksborgmuseet.

Søren Kierkegaard. Maleri fra 1902 af Luplau Janssen (1869-1927). Frederiksborgmuseet.

eksistensfilosofi, en retning i moderne filosofi, der har den menneskelige eksistens som hovedtema. Ofte regnes Søren Kierkegaard som eksistensfilosofiens grundlægger; eksistensfilosofiske træk findes dog også hos ældre filosoffer og digtere som fx Augustin, Blaise Pascal, Friedrich Hölderlin og den sene F.W.J. Schelling.

Foruden Kierkegaard har den "livsfilosofiske" strømning i europæisk åndsliv omkring år 1900 (Friedrich Nietzsche, Henri Bergson, Wilhelm Dilthey) været med til at præge moderne eksistensfilosofi.

Af 1900-tallets betydeligste repræsentanter kan nævnes Karl Jaspers, den unge Martin Heidegger, Gabriel Marcel og Jean-Paul Sartre; også Martin Bubers dialogfilosofi og Emmanuel Mouniers personalisme kan medregnes. Endvidere har en række især protestantiske teologer ladet sig inspirere af den (se eksistensteologi).

Annonce

Fælles for de mange varianter af eksistensfilosofien er, at menneskelig væren opfattes som kendetegnet ved, at mennesket kan forholde sig til sig selv, sin situation og ikke mindst sit fremtidige liv, dvs. til de muligheder, som det stilles over for. Dette fremadrettede, handlingsorienterede forhold er, hvad eksistensfilosofferne betegner som "eksistens", og er omtrent det samme, som man i daglig tale kalder "livet" eller "tilværelsen".

Når man forholder sig til sin egen tilværelse, er man altid selv part i sagen, og forholdet vil uvægerlig være præget af interesse og engagement. Eksistensfilosofferne betoner derfor, at menneskets forhold til sig selv ikke er et subjekt-objekt-forhold i traditionel forstand. Eksistensen er ikke givet på forhånd, men bliver til i kraft af de valg, mennesket foretager.

På baggrund heraf afviser eksistensfilosofferne, at der kan opstilles almene regler for, hvordan mennesket bør leve sit liv. Der er ingen objektiv moral og ingen forudgivne værdier i verden. Alle værdier beror i sidste ende på et valg, og det er ikke muligt ud fra overordnede synspunkter at bestemme meningen med det enkelte menneskes liv.

De fleste eksistensfilosoffer er derfor subjektivister. Den objektive erkendelse, fx naturvidenskaben, betragtes enten som betydningsløs eller som noget, der beror på subjektive interesser.

Men mennesket kan alligevel ikke handle efter forgodtbefindende. Som et historisk og samfundsmæssigt betinget væsen vil dets handlinger altid til en vis grad være bestemt af forhold, som det ikke selv er herre over. Nogle mener tillige, at mennesket nødvendigvis må forholde sig til noget, der ligger uden for dets egen subjektive horisont: Gud (Kierkegaard), et andet menneske (Marcel og Buber) eller altings sammenhæng (Jaspers).

Selvom eksistensfilosofferne ikke vil moralisere, skelner de almindeligvis mellem en "egentlig" og en "uegentlig" (Heidegger) eller "fortvivlet" (Kierkegaard) eksistens (autentisk, egentlighed, fortvivlelse).

Den egentlige eksistens udmærker sig ved at være illusionsløs; man erkender og accepterer sig selv, som man er. Overgangen til denne eksistensform muliggøres af angsten, dvs. en erfaring af, at de traditionelle værdier og handlingsmønstre er tilfældige og dermed uforpligtende, hvorfor man selv må tage ansvaret for sit liv og give det mening.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Harnow Klausen: eksistensfilosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69013