Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

det onde

Oprindelig forfatter Groen Seneste forfatter Redaktionen

det onde, betegnelse for såvel den lidelse, der skyldes fx sygdomme eller naturkatastrofer, som det "moralsk onde", der skyldes menneskelige handlinger, fx bagtalelse, mobning eller krig.

Selvom det er muligt at finde en hensigt med sådanne handlinger, erfares ikke mindst det moralsk onde som meningsløs lidelse. Det nedbryder den sammenhæng, som vi lever vort liv i. Det er derfor gådefuldt, hvad det onde er, og hvad det kommer af. I filosofiens og teologiens historie har der dannet sig nogle klassiske svar på spørgsmålene om det ondes væsen og oprindelse.

I antik græsk filosofi mente Sokrates, at det moralsk onde skyldes en form for uvidenhed. Når et menneske handler moralsk forkert, er det ikke, fordi det vil det onde, men fordi det ikke forstår, hvad det gode er. Hos Platon sættes spørgsmålet om det onde ind i en helhedsforståelse af verden.

Annonce

Den synlige verden, som vi sanser og med vort legeme lever i, er ufuldkommen, men alligevel god, for så vidt den er en ordnet verden, der lader de evige idéer (i sidste ende det godes idé) komme til syne.

Nyplatonikeren Plotin understregede i 200-tallet e.Kr., at det onde er omfattet af den ordnede helhed, kosmos, idet det ikke er noget i sig selv, men mangel på det gode, ligesom mørke er fravær af lys.

I gnosticismen blev det onde derimod opfattet som en selvstændig magt. Den gode Gud er hinsides den legemlige verden, der som sådan er af det onde. I manikæismen opfattes det onde desuden som et lige så oprindeligt princip som det gode. Verden er en kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket, ånden og materien.

Med kristendommen skærpes opmærksomheden for det onde, som skyldes mennesket selv. Det bestemmes som synd mod Gud, der har skabt mennesket og verden.

Samtidig er det onde kilde til anfægtelse, idet de nedbrydende erfaringer af det ondes eksistens sættes i forhold til troen på, at verden er Guds gode skaberværk (se også Antikrist og djævel). Det såkaldte teodicé-problem drejer sig om at forene det ondes eksistens med Guds almagt og godhed (se teodicé).

Ca. 400 samledes de forskellige tråde i Augustins forfatterskab. I et opgør med sine egne tidligere manikæiske synspunkter videreførte han Plotins bestemmelse af det onde som en mangel på det gode, men tog også det afgørende skridt at føre det onde tilbage til menneskets vilje. Synden er vrangvendt vilje. Idet mennesket selvisk søger sit eget, mister det netop sig selv.

Den teologiske og filosofiske tænkning efter Augustin bevægede sig groft sagt mellem disse to muligheder: enten at forstå det onde radikalt som det enkelte menneskes fejlen og lidelse eller at sætte det onde ind i en større sammenhæng. Med kristendommen forandres imidlertid også synet på den sammenhæng, som det onde skal forstås inden for. Mennesket befinder sig midt i en historie, som ikke uden videre kan føres tilbage til en bagvedliggende kosmisk orden.

Hermed viser der sig nogle brudflader i forståelsen af det onde, som i 1800- og 1900-tallet bliver åbenlyse.

For det første synes det onde i et historisk perspektiv at kunne tjene det gode. Ifølge filosoffen Hegel er det onde en drivkraft i den historiske udvikling, et synspunkt, der genfindes hos Marx.

Men en sådan "verdenshistorisk betragtning" glemmer netop den afgørende forskel mellem godt og ondt, mente Kierkegaard. Hos ham skelnes der mellem syndighed forstået som det onde, der har hobet sig op i historiens løb, og synd forstået som det forhold, at det enkelte menneske selv handler forkert. Synden er den ufrihed, som et menneske selv skaber, idet det ikke vil det gode.

For det andet er det moderne samfund blevet forstået ud fra det mål at overvinde det onde, der skaber ufrihed: sygdomme, social nød, undertrykkelse og uretfærdighed.

Den moderne historie fortæller samtidig om destruktive og dæmoniske former for det onde, som synes uden målestok, verdenskrige, koncentrationslejre, folkemord. Det onde har været et underliggende tema i 1900-tallets tænkning, fx i form af spørgsmålet, om der i menneskets natur er en dødsdrift (Freud), eller om aggression altid lader sig forstå som en reaktion på givne omstændigheder, der forhindrer et menneskeligt liv i at fuldbyrde sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Grøn: det onde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135519