Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

det gode

Oprindelig forfatter Blegv Seneste forfatter Redaktionen

det gode, indbegrebet af, kernen i eller kilden til alt godt. Traditionelt skelnes mellem det, der er godt i sig selv, og det, der er godt i forhold til noget andet, navnlig som middel til noget, der i sidste ende er godt i sig selv. Dette udtrykkes ofte ved distinktionen "målværdi — middelværdi".

En anden vigtig distinktion er den mellem et moralsk gode og et ikke-moralsk gode. Moralsk godhed findes hos personer, karaktertræk, handlinger og motiver til handlinger, mens alt muligt kan være godt i ikke-moralsk betydning.

Forholdet mellem de to distinktioner opfattes forskelligt i forskellige etiske teorier. Fx hævdede Immanuel Kant, at det eneste i sig selv gode er den gode vilje, dvs. at det moralsk gode, den gode vilje, opfattes som en målværdi.

Annonce

Utilitaristerne opfattede det moralsk gode — den gode, moralsk rigtige handling — som en "middelværdi", mens det i sig selv gode med Jeremy Benthams ord er "lyst og fravær af smerte".

Betydningen af "god/godt", som udtrykker den alment positive vurdering af noget, kan forklares ud fra betydningen af "bedre end", som igen kan forklares ud fra det at vælge noget frem for noget andet. Dermed er den vigtige forbindelse mellem vurdering og handling angivet.

"Det gode liv" er enten blevet opfattet som det nydelsesrige liv eller som det liv, der leves efter fornuftens eller etikkens forskrifter, og som dermed er lykkeligt. Begge disse opfattelser findes i den græske eudaimonisme.

Den første opfattelse findes hos Epikur i hans hedonisme, der ordret betyder lystlære, mens den sidste fx findes hos Aristoteles, der så det gode for mennesket som lykken, der er "fornuftig sjælevirksomhed i dyd". I stoicismen er alt andet end dyd ligegyldigt.

I 1900-t. indførte G.E. Moore betegnelsen intrinsic goodness for det i sig selv gode. Kun det, hvis isolerede eksistens er at foretrække for intethed, har intrinsic goodness. Størst intrinsic goodness har helheder, der består i, at nogen oplever noget smukt, eller at mennesker føler venskab for eller kærlighed til hinanden.

Ved "det højeste gode" (lat. summum bonum) forstås ikke alene det, der er bedre end alt andet, men ofte også det, hvorfra andre goder har deres godhed. For Platon var det godes idé det højeste gode, for en religiøs opfattelse indtager det guddommelige denne plads.

For den, der tror på, at tilværelsen i sin kerne er god, fordi den er skabt af en god guddom, melder det ondes problem sig (se teodicéproblemet): Hvorfra kommer det onde? Man kan betragte det onde som en afspaltning fra det gode (Djævelen opfattes undertiden som en falden engel) eller som en nødvendig kontrast til det gode.

I zarathustrismen og manikæismen opfattedes det gode og det onde som ligestillede kræfter, af hvis indbyrdes kamp verden opstod.

Modsætningen mellem godt og ondt opfattede Friedrich Nietzsche som udtryk for en kristen "slavemoral". I stedet satte han distinktionen "god — slet", hvor det gode er det viljestærke og kraftbetonede, og det slette er det viljesvage og kraftløse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Blegvad: det gode i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84729