Antecipation, en foregriben af det fremtidige. Antecipation betegner hos filosoffen Francis Bacon en ubegrundet antagelse om naturen og hos Immanuel Kant en apriorisk erkendelse af træk ved erfaringsverdenen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet antecipation kommer af latin antecipatio, af ante- og capere 'tage, gribe'.

I moderne filosofi anvendes begrebet bl.a. i analysen af tid, ifølge hvilken en nu-oplevelse indeholder en foregribelse af det umiddelbart kommende.

I psykologi tales om antecipatorisk angst, hvor en person bliver angst for situationer, der endnu ikke er opstået.

Begrebet bruges også om en indlæringsmetode i hukommelsesforsøg med serier af stavelser, der skal læres til korrekt gengivelse, hvor personen skal foregribe, antecipere, den følgende stavelse under hukommelsestræningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig