Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nykantianisme

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

nykantianisme, neokantianisme, en række filosofiske grupperinger, der var dominerende i Tyskland ca. 1870-1920.

De er ret forskellige, men er fælles om det synspunkt, at filosofi som videnskab kun kan bedrives ud fra Immanuel Kants transcendentale metode og med videnskabsteorien som grundlæggende disciplin.

Bevægelsen opstod i opposition til såvel den hegelianske idealisme som de naturvidenskabeligt inspirerede materialistiske strømninger (fx L. Büchner).

Annonce

Blandt de filosoffer, som satte nykantianismen i gang, var Kuno Fischer, Hermann von Helmholtz, F.A. Lange og Otto Liebmann (1840-1912), hvis Kant und die Epigonen (1865) anslog bevægelsens motto: "Tilbage til Kant". De enkelte skoler fik deres egne ret sekteriske tidsskrifter, mens det endnu eksisterende Kant-Studien blev det fælles forum.

Nykantianisme var præget af fremragende filosofihistorisk forskning, men kunne også præstere en gold "Kant-filologi". I Frankrig var Léon Brunschvicg en fremtrædende repræsentant for én form for nykantianisme.

Af de forskellige skoler kan kun de vigtigste nævnes. Helmholtz og Lange repræsenterer en "fysiologisk" tolkning af Kants lære om den menneskelige erkendelse.

Ernst Cassirer var i årene under Weimarrepublikken en af den assimilerede tyske jødedoms fornemste repræsentanter. Hans filosofiske lære om symbolet som almen baggrund for al begrebsmæssig tænkning og kulturel udvikling har haft stor betydning for nutidens kulturvidenskaber, især kunsthistorie og religionsvidenskab.

Ernst Cassirer var i årene under Weimarrepublikken en af den assimilerede tyske jødedoms fornemste repræsentanter. Hans filosofiske lære om symbolet som almen baggrund for al begrebsmæssig tænkning og kulturel udvikling har haft stor betydning for nutidens kulturvidenskaber, især kunsthistorie og religionsvidenskab.

Marburgerskolen, især Hermann Cohen, Paul Natorp og Ernst Cassirer, giver en idealistisk-metodologisk tolkning af Kants transcendentale erkendelsesteori.

Heidelberg- eller Badenskolen, med Wilhelm Windelband og Heinrich Rickert som de centrale skikkelser, kaldes undertiden for den aksiologiske nykantianisme, fordi den transcendentale metode skal identificere de universelle værdier, der ligger bag ved de forskellige samfundsmæssige, historiske og kulturelle udtryk og former.

Göttingenskolen med Leonard Nelson som den centrale figur kaldes også den neo-friesianske skole efter J.F. Fries.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: nykantianisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133616