Fænomenologi - fænomenologisk sociologi, Fænomenologisk sociologi studerer fænomener i menneskers livsverden. Den fænomenologiske sociologi søger at fortolke og beskrive aktiviteter og sociale relationer i hverdagslivet, som for de flestes vedkommende er upåagtede og dybt integrerede i kulturelle mønstre og samfundsmæssige institutioner og strukturer.

Metodisk er det især muligt at studere fænomenerne, når de forandres, fx når kendte og fremmede normer og værdier mødes, eller når daglige vaner og rutiner brydes op, fx pga. arbejdsløshed. Forskeren må på én gang forholde sig kritisk over for sine egne antagelser og fordomme og være åben og medlevende over for de fænomener, der studeres.

Udvikling. Den sociologiske fænomenologi udvikledes af Alfred Schutz først i 1930'ernes Wien, siden i USA. Schutz drejede Husserls filosofiske fænomenologi væk fra en subjektiv orientering og beskrev især intersubjektiviteten, de såkaldte ansigt til ansigt-relationer og den gensidige forståelse. Han fokuserede på hverdagslivets verden, i hvilken mennesker både skaber en social virkelighed og er begrænsede af de sociale og kulturelle strukturer, de har overtaget fra deres forgængere. Schutz' analyser antydede således, hvordan hverdagslivets mikroverden kan forbindes med samfundsskabte strukturer.

En kraftig udvikling af den fænomenologiske sociologi i 1960'erne kan tilskrives de amerikanske samfundsforskere Peter L. Berger og Thomas Luckmanns The Social Construction of Reality (1967, da. Den samfundsskabte virkelighed, 1972), hvori de introducerede Schutz' tanker og forsøgte at integrere disse i en samfundsteori. Samtidig fik Schutz' fænomenologi stor betydning for udvikling af etnometodologien.

Fænomenologiske metoder er blevet anvendt inden for kvindeforskning, bl.a. til at beskrive udfoldelsen af upåagtede, men meningsfulde daglige aktiviteter inden for samfundsskabte strukturer, hvori der modsat er tendenser til at reducere aktiviteternes betydning.

Læs også om fænomenologisk psykologi, eller læs om fænomenologi generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig