Ernst Bloch

Ernst Bloch var en tysk marxistisk filosof af jødisk afstamning, født i Ludwigshafen. Ernst Bloch studerede fysik, musik og filosofi i München og Würzburg, hvor han 1908 skrev sin afhandling om Heinrich Rickerts erkendelsesteori.

Under indtryk af 1. Verdenskrig tilsluttede han sig kommunismen, men tog afstand fra den kommunistiske propaganda, som han anså for fantasiløs og dogmatisk; i disse år hentede han væsentlig inspiration i den tyske ekspressionisme.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse emigrerede Ernst Bloch til Zürich, hvor hans fascismekritiske bog Erbschaft dieser Zeit udkom i 1935. Over Wien, Paris og Prag rejste han videre til USA, hvor han opholdt sig fra 1938 til 1949. I 1949 blev Bloch professor i Leipzig, men efter konflikter med de østtyske myndigheder blev han tvunget til at gå af i 1957. I 1961 fik han politisk asyl i Vesttyskland og tiltrådte samme år som gæsteprofessor i Tübingen, hvor han forelæste til sin død.

Ernst Bloch søgte i sin tænkning at forene marxismen med den jødisk-kristne messianisme. Fælles for begge disse anskuelser er det utopiske element: Håbet om og troen på, at verden engang vil blive bedre.

I hans tidlige hovedværk Geist der Utopie (1918) udtrykkes dette håb i et mystisk-ekspressivt sprog. Som følge af sit voksende politiske engagement begyndte Bloch i mellemkrigstiden at interessere sig for den utopiske tænknings historiske former og årsager.

Denne interesse præger hans sene hovedværk Das Prinzip Hoffnung (1949-59), der fremhæver marxismens karakter af konkret utopi: I modsætning til de tidligere utopier er den ikke ren ønsketænkning; den knytter an til tendenser i den faktiske virkelighed og antyder dermed, hvordan utopien vil kunne realiseres.

Ernst Bloch vil med sit forsvar for den utopiske tænkning gøre op med den traditionelle opfattelse af erkendelsen som en ren betragtning eller "skuen". Han peger på håbet som en særlig erkendelsesform, der foregriber det endnu-ikke-værende. Håbet har psykoanalysen og den ortodokse marxisme overset; de har reduceret de ubevidste forestillinger til et produkt af fortidige eller af aktuelle omstændigheder. For Bloch har dagdrømme og fantasier derimod en positiv funktion; de er ikke udtryk for fortrængning eller eskapisme, men kilder til erkendelsen af "det endnu-ikke-bevidste".

Alligevel kan Ernst Bloch betegne sin filosofi som en form for materialisme, idet han opererer med et bredt materiebegreb, inspireret af romantikkens naturfilosofi: Det materielle er ikke statisk eller "dødt", det har karakter af en stadig proces, og det er denne proces, som den utopiske tænkning foregriber.

Naturfænomenerne er hverken udtryk for evigt gyldige naturlove eller for udviklingslove af den type, som den dialektiske materialisme opererer med; de peger derimod hen mod en fremtidig tilstand, der er radikalt anderledes end den nuværende. For Ernst Bloch er naturen, og med den historien og den menneskelige virkelighed, grundlæggende åben og ubestemt.