Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jürgen Mittelstrass

Oprindelig forfatter CB-P Seneste forfatter Redaktionen

Jürgen Mittelstrass, f. 1936, tysk filosof og videnskabsteoretiker; siden 1970 professor i Konstanz. Jürgen Mittelstrass, som er uddannet i bl.a. Erlangen og Oxford, er et ledende medlem af den videnskabsteoretiske Erlangerskole.

I sine yngre år beskæftigede han sig især med at opstille det erkendelsesteoretiske fundament for Erlangerskolens almene videnskabsteoretiske program. Grundtanken er, at praksis er primær i forhold til al teori; begrundelsen af såvel påstande som normer hviler på praksis.

Praksis forstås ikke i marxistisk betydning, men som elementære former for handlingsmuligheder, fx evnen til at manipulere med fysiske genstande eller evnen til at føre en dialog.Det er således i denne transcendentale karakter af praksis (se transcendens), at han finder fundamentet for al viden og begrundelse.

Annonce

Jürgen Mittelstrass har desuden arbejdet med samfundsvidenskabernes og i de seneste år især med de humanistiske videnskabers teori.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen: Jürgen Mittelstrass i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126319