Faktaboks

Peter F. Strawson
Født
1919
Død
2006

Peter F. Strawson, Peter Frederick Strawson, 1919-2006, britisk filosof, professor i Oxford 1968-87; en førende skikkelse inden for britisk analytisk filosofi.

Strawson blev berømt med sin artikel "On Referring" (1950), der er et angreb på Russells teori om bestemte beskrivelser.

I hovedværket, Individuals (1959), undersøgte han på næsten kantiansk vis bl.a. de almene (transcendentale) betingelser for beskrivelser og identifikation af enkeltting; i den sammenhæng hævdede han, at begrebet om materielt legeme og personbegrebet er fundamentale og irreducible begreber.

I The Bounds of Sense (1966) forsvarede Strawson sin opfattelse af, at der findes nødvendige træk ved vor erfaringsverden, fx at der findes ting i den, i forbindelse med en kritisk stillingtagen til Kants transcendentalfilosofi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig