Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benedetto Croce

Oprindelige forfattere CB-P og HDCh Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5729/=ud_b_12150.mp3?revision=2

Benedetto Croce fotograferet i 1920'erne. I sine mange værker, der i samlet udgave fylder 67 bind, behandler Croce emner inden for filosofi, logik, videnskabs- og historieteori, æstetik, kunsthistorie, litteraturkritik, nationaløkonomi, statsvidenskab m.m. Han stræbte efter at etablere en modsigelsesfri helhed, men var livet igennem skeptisk indstillet over for enhver form for systemtænkning.

Benedetto Croce fotograferet i 1920'erne. I sine mange værker, der i samlet udgave fylder 67 bind, behandler Croce emner inden for filosofi, logik, videnskabs- og historieteori, æstetik, kunsthistorie, litteraturkritik, nationaløkonomi, statsvidenskab m.m. Han stræbte efter at etablere en modsigelsesfri helhed, men var livet igennem skeptisk indstillet over for enhver form for systemtænkning.

Benedetto Croce, 1866-1952, italiensk filosof. Som godsejer levede Benedetto Croce et økonomisk uafhængigt liv; han tog aldrig afsluttende eksamen, men står som sin tids mest indflydelsesrige italienske filosof.

I 1910 blev han udnævnt til livsvarigt medlem af Senatet, undervisningsminister 1920-21. Ligesom Giovanni Gentile tilhørte han den italienske nyhegelianisme, men da Gentile tilsluttede sig fascismen i 1925, brød Croce deres mangeårige samarbejde og venskab.

Benedetto Croce fremstod som den ledende intellektuelle antifascist, bl.a. gennem sit enmandstidsskrift La Critica (udg. 1903-44) og levede i resten af Benito Mussolinis regeringstid i fuldstændig tilbagetrukkethed. Efter fascismens sammenbrud blev han i 1943 leder af det liberale parti og var en kort overgang minister.

Annonce

Inspireret af Giambattista Vico og G.W.F. Hegel udviklede Croce en idealistisk historiefilosofi. Historien udtrykker den egentlige virkelighed, der træder frem i menneskeåndens fire grundformer: den æstestiske, den logiske (videnskabelige), den økonomisk-politiske og den moralske.

Historien er ikke begivenheder, men tolkning af disse grundformers variationer. Croce skelnede mellem logisk erkendelse, der betjener sig af almene begreber, og den langt vigtigere intuitive erkendelse, som direkte anskuer det individuelle, og som dermed er forudsætningen for alle begrebsdannelser.

Benedetto Croces mest indflydelsesrige filosofiske arbejde er Estetica come scienza dell' expressione e linguistica generale (1902, Æstetikken som videnskaben om det ekspressive udtryk og den almene lingvistik). Det æstetiske objekt, kunstværket, bestemmes her som en idealitet, der kun kan begribes intuitivt.

Kunsten bliver derved udtryk for det individualiserede universelle, der rækker ud over enhver form for begrebslig erkendelse og fysisk materialitet. Med sin kunstopfattelse fremstod Croce som en skarp kritiker af Giovanni Morelli, men delvis i samklang med Roger Frys og Henri Focillons samtidige æstetikker.

Benedetto Croce fik indflydelse på den modernistiske kunstforståelse helt frem til den amerikanske postmaleriske abstraktion, selvom hans æstetik i dag kan kritiseres for at fortrænge både kunstværkets socialitet og, fra et semiotisk synspunkt, værkets åbne betydninger.

Et hovedværk er de fire bøger med fællestitlen Filosofia come Scienza dello spiritu (1902-17, Filosofi som videnskab om ånden). På dansk findes Litterære og Politiske essays (1945) og Æstetisk breviarium (1960).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen, Hans Dam Christensen: Benedetto Croce i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59678