voluntarisme

Den etiske voluntarisme har mange former, fx at det er Guds vilje, som bestemmer forskellen på ondt og godt (teologisk moralpositivisme). Andre former hævder, at noget kun er moralsk rigtigt, hvis det bl.a. er udtryk for en bevidst vilje (Kant), eller at det er viljen, som skaber de grundlæggende normer (Nietzsche); en meget udbredt form hævder, at det kun er frivilligt (fx i form af et løfte eller en kontrakt), at man bliver underlagt legale eller moralske forpligtelser (Hobbes, Locke mv.).

Den retsfilosofiske voluntarisme er en form for retspositivisme, der hævder, at statens love er et udtryk for den suveræne lovgivningsmagts vilje.

Den erkendelsesmæssige voluntarisme er en teori, ifølge hvilken hævdelser og benægtelser er viljesaktiviteter (Descartes). Et særtilfælde er den religiøse voluntarisme, som hævder, at religiøs tro beror på et afgørende valg (Pascal, Kierkegaard, James).

Den historiske voluntarisme hævder, i strid med marxisme og materialistisk historieopfattelse, at den menneskelige vilje er den afgørende faktor i den historiske udvikling.

Den metafysiske voluntarisme hævder, at det grundlæggende i virkelighedens struktur er viljen, ikke den fornuftige bevidsthed eller materien (Schopenhauer).