Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tese

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

tese, noget, som hævdes; som begreb ofte brugt om en påstand, som endnu ikke er bevist eller tilstrækkelig begrundet, dvs. om en formodning, dog med et præcist formuleret indhold.

Den, der fremsætter en tese, er normalt overbevist om, at den er sand og vil kunne begrundes, i modsætning til en hypotese.

Ordet tese kommer af græsk thesis 'sætning, position, det at sætte', af tithenai 'stille, sætte'; svarende til latin positio.

Hos Aristoteles bruges tese som samlebetegnelse for definitioner og hypoteser, dvs. definitioner ledsaget af eksistenspåstande.

Annonce

I den tyske idealisme formuleredes ofte to modstridende synspunkter, en tese og en antitese, for enten (I. Kant) at demonstrere fornuftens begrænsninger eller (J.G. Fichte og Hegel) at vise nødvendigheden af at indtage et højere standpunkt, så modstriden kan ophæves, af Fichte kaldet en syntese.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Harnow Klausen: tese i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171165