Hans Brøchner, 1820-1875, dansk filosof; 1857 docent og fra 1870 professor i filosofi ved Københavns Universitet. Som erklæret tilhænger af den tyske venstrehegelianer David Friedrich Strauss blev Hans Brøchner forhindret i at aflægge teologisk embedseksamen; i 1845 blev han i stedet magister i semitisk filologi.
Hans selvstændige religionsfilosofiske tænkning er udviklet i Problemet om Tro og Viden (1868) og Om det Religiøse i dets Enhed med det Humane (1869); begge bøger er skrevet i forbindelse med den strid om forholdet mellem tro og viden, der opstod i anledning af professor Rasmus Nielsens forsøg på at sikre den kristne tro over for den fremstormende naturvidenskab, et forsøg, som Brøchner skarpt kritiserede.
I striden, der danner optakt til det moderne gennembrud i dansk åndsliv, deltog Brøchners to unge elever Georg Brandes og Harald Høffding på hver sin side.
Hans Brøchners filosofihistoriske værker Benedict Spinoza (1857) og Philoso-phiens Historie i Grundrids (1873-74) kan endnu læses med udbytte. Brøchner efterlod sig nogle personlige erindringsoptegnelser om sin slægtning Søren Kierkegaard.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.