• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Blaise Pascal

Oprindelige forfattere CHKo og JLut Seneste forfatter Redaktionen

Blaise Pascal malet af en unavngiven kunstner i 1600-t. Maleriet hænger i Port-Royal-des-Champs nær Paris, der er bygget, hvor klosteret Port-Royal, jansenismens åndelige centrum, lå på Pascals tid.

Blaise Pascal malet af en unavngiven kunstner i 1600-t. Maleriet hænger i Port-Royal-des-Champs nær Paris, der er bygget, hvor klosteret Port-Royal, jansenismens åndelige centrum, lå på Pascals tid.

Blaise Pascal, 19.6.1623-19.8.1662, fransk matematiker, fysiker og filosof. Blot 16 år gammel skrev Blaise Pascal en afhandling om keglesnit, der siden er gået tabt. Kun den lille pamflet Essais pour les coniques (1640) er bevaret. Heri gav han en systematisk fremstilling af keglesnittenes væsentligste egenskaber ved at benytte Girard Desargues' geometriske idéer inden for den projektive geometri.

I årene 1642-45 konstruerede Blaise Pascal en mekanisk regnemaskine. Siden eksperimenterede han med Evangelista Torricellis kviksølvbarometer, og vendt imod aristotelikerne og cartesianerne argumenterede han herudfra for eksistensen af et tomrum (vakuum). I 1654 korresponderede Pascal med Pierre de Fermat om en række problemer i forbindelse med hasardspil og lagde hermed grunden til sandsynlighedsregningen.

Nogle af hans resultater blev publiceret posthumt i Traité du triangle arithmetique (1665, Om den aritmetiske trekant, sædvanligvis kaldt Pascals trekant), hvori den matematiske induktion for første gang blev benyttet. Pascals senere matematiske arbejder fra 1658-59 om fx cykloiden fik en vis indflydelse på Leibniz' udformning af differentialregningen.

Annonce

I 1646 stiftede Pascal bekendtskab med jansenismen med dens krav om, at det kristne menneske på det åndelige plan bør frigøre sig fra denne verdens goder og leve et fromt liv i streng overensstemmelse med Bibelens bud. Dette krav søgte han i stigende grad at efterleve.

Natten til 24.11.1654 oplevede han en religiøs vækkelse, som fik ham til yderligere at nærme sig denne asketiske retning. I 1656 blev han opfordret til at forsvare jansenismen imod jesuitternes angreb, hvilket han gjorde i en række Lettres écrites à un provincial (1657, Breve til en provinsbo, eller Provincialbreve; da. udg. 1876), hvori han på bidende ironisk måde kritiserede den jesuitiske moralteologi (kasuistik). Disse breve er en af den franske prosas klassikere.

De sidste år af sit liv arbejdede Blaise Pascal, præget af sygdom og tiltagende svaghed, på et forsvarsskrift for kristendommen. Han nåede ikke at fuldende det, men de mange noter og optegnelser til det blev efter hans død udgivet under titlen Pensées (1670, da. Tanker, 1866; seneste da. udg. 1986). Heri beskrives mennesket som et misforhold, et intet i forhold til Gud og et univers i forhold til intetheden; eller, som det hedder i en berømt optegnelse, "mennesket er et siv, men et tænkende siv".

Blaise Pascals forsvar for kristendommen byggede på denne menneskeopfattelse, idet han mente, at det kun for kristendommen var muligt at forklare menneskets splittede natur. Som skabt af Gud er det hans ligemand; som syndigt har det mistet sin storhed og er lig dyret.

Kun gennem troen kan mennesket fatte sig selv. Le cœur a ses raisons, que la raison ne connaît pas 'Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender', som det hedder i et andet berømt fragment.

Med sin beskrivelse af menneskets situation, dets splittede natur og dets ensomhed i videnskabens uendelige rum og med sin afvisning af fornuftens evne til at opnå selverkendelse formulerede Blaise Pascal temaer, som genfindes i dele af 1900-t.s livsfilosofi, fx i eksistentialismen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch, Jesper Lützen: Blaise Pascal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139224