Benjamin Whichcote

Whichcote betragtede den menneskelige natur som rationel og perfekt, og han mente, at det er lige så meget gennem fornuft som åbenbaringen, at Gud kommunikerer med mennesket.

Uden fornuften ville vi ikke have nogen midler til at vise Guds eksistens og ingen sikkerhed for, at åbenbaringen kommer fra Gud. Ved fornuft mente Whichcote ikke skolernes omstridte logik, men en diskursiv, demonstrativ og praktisk fornuft oplyst af kontemplation om det guddommelige.

Whichcote mente, at moralske principper er uforanderlige absolutter, der eksisterer uafhængigt af det menneskelige sind og institutioner, og at dydig adfærd er baseret på fornuften. Whichcotes aforismer udgør en manual for praktisk etik, der illustrerer hans overbevisning om, at fornuften ikke kun er viden, men handling eller viden, som 'munder ud i handling'. Det er gennem fornuften, at vi får viden om den naturlige verden og genkender naturlige fænomener som 'Guds effekter'.

Selvom Whichcotes offentliggjorte skrifter ikke diskuterer naturfilosofi som sådan, foregriber hans anerkendelse af den demonstrative værdi af naturfilosofi brugen af naturfilosofi hos Cudworth og More.

• Cambridgeplatonikerne
• naturfilosofi