Faktaboks

Benjamin Whichcote
Født
1609
Død
1683

Benjamin Whichcote var en engelsk teolog, og det ældste medlem af Cambridgeplatonikerne, som han ofte betragtes som grundlægger af. Whichcotes tolerante, optimistiske og rationelle udsyn lagde den intellektuelle tone for Cambridgeplatonikerne.

Selv udgav han intet, men posthumt udkom aforismer, prædikener og breve, fx Some Select Notions (1685, Nogle udvalgte tanker), samlet af hans elever og tilhørere. Disse er hovedkilden til hans filosofiske synspunkter, som er grundet på hans afvisning af den calvinistiske teologi. Han ser Gud som perfekt og nødvendigvis god, klog og kærlig.

Den menneskelige natur

Whichcote betragtede den menneskelige natur som rationel og perfekt, og han mente, at det er lige så meget gennem fornuft som åbenbaringen, at Gud kommunikerer med mennesket.

Uden fornuften ville vi ikke have nogen midler til at vise Guds eksistens og ingen sikkerhed for, at åbenbaringen kommer fra Gud. Ved fornuft mente Whichcote ikke skolernes omstridte logik, men en diskursiv, demonstrativ og praktisk fornuft oplyst af kontemplation om det guddommelige.

Moralske principper

Whichcote mente, at moralske principper er uforanderlige absolutter, der eksisterer uafhængigt af det menneskelige sind og institutioner, og at dydig adfærd er baseret på fornuften. Whichcotes aforismer udgør en manual for praktisk etik, der illustrerer hans overbevisning om, at fornuften ikke kun er viden, men handling eller viden, som 'munder ud i handling'. Det er gennem fornuften, at vi får viden om den naturlige verden og genkender naturlige fænomener som 'Guds effekter'.

Selvom Whichcotes offentliggjorte skrifter ikke diskuterer naturfilosofi som sådan, foregriber hans anerkendelse af den demonstrative værdi af naturfilosofi brugen af naturfilosofi hos Cudworth og More.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig