Frankrigs sprog er en betegnelse for de sprog, der tales inden for den franske republiks territorium. Der sondres mellem fransk sprog (langue française) og regionale sprog (langues de France). En anden sondring angår sprogene i la Métropole, dvs. det europæiske område, ialt ca. 25, og sprogene i de oversøiske områder af Frankrig, som udgør over 50 sprog.

Fransk har siden en forfatningsændring i 1992 haft status som den franske republiks sprog (den franske forfatning, artikel 2). De regionale sprog omtales i forfatningen (artikel 75.1) som en del af Frankrigs kulturarv. Blandt regionale sprog i Frankrig kan nævnes germanske sprog som flamsk (af 100.000 mennesker), lorrainsk og alsacisk (1,5 millioner), det keltiske sprog bretonsk (500.000); andre romanske sprog end fransk, herunder occitansk (8 millioner), frankoprovencalsk (70.000), catalansk (100.000) og korsikansk (340.000); samt baskisk (75.000), hvis sproglige slægtskab er ukendt og derfor betegnes som et isolat.

Historie

Frankrigs økonomiske og politiske historie, især kongemagtens placering i Paris, siden middelalderen har medført, at den udgave af fransk, som taltes i og omkring Paris, er blevet enerådende fællessprog for alle franskmænd, ikke mindst på grund af Frankrigs traditionelle centralisering. Medvirkende til den udvikling var ikke mindst kong Frans 1.'s udstedelse af en forordning om brug af fransk i offentlig administration (Ordonnance de Villers-Cotterêts, 1539, læs herom i Cité internationale de la langue française (oprettet 2023)).

Omkring 1550 opstod en litterær bevægelse, la Pléiade, ledet af digteren Joachim du Bellay, hvis formål var at forsvare og berige ordforrådet i fransk. Oprettelsen af det franske akademi i 1635 var et tiltag fra kongemagtens side for at styrke det franske sprog. Ikke mindst enevælden i Frankrig styrkede fransk sprog og dets anseelse uden for Frankrig. Et eksempel herpå er forfatteren Antoine de Rivarols udsagn fra 1784: ce qui n’est pas clair n’est pas français ; ce qui n’est pas clair est encore anglais, italien, grec ou latin (det, der ikke er klart, er ikke fransk; det, der ikke er klart, er enten engelsk, italiensk, græsk eller latin).

Denne opfattelse af fransk blev yderligere fremmet af den franske revolutions ideologer, ikke mindst den katolske præst Abbé Grégoire, der ønskede fransk sprog udbredt til alle indbyggere i Frankrig, dels som et instrument til gennemførelse af revolutionens paroler om frihed, lighed og broderskab, dels som et instrument til bekæmpelse af overtro, som blev forbundet med det at tale andre sprog end fransk. Udbredelse af fransk blev gennemført med stor konsekvens gennem indførelse af skolegang i 1800-tallet. Fransk krigsdeltagelse (ikke mindst i 1. Verdenskrig), hvor fransk blev anvendt som kommandosprog og eneste fælles kommunikationssprog mellem soldaterne, betød ligeledes, at brugen af fransk blev udbredt til alle dele af Frankrig og alle dele af samfundet.

I nyeste tid, dvs. fra 1970'erne og frem, har statsmagten søgt at fremme det franske sprogs position i Frankrig, dels gennem samarbejdsorganisation mellem fransktalende lande, dels gennem dannelse af franske neologismer, dvs. nye ord, som supplement eller som erstatning for udenlandske, især engelske, betegnelser.

Fra 1950'erne (Deixonne-loven i 1951) begyndte en tendens til anerkendelse og brug af de regionale sprog, bl.a. i skolerne samt i trykte og elektroniske medier. Udviklingen er blevet fremmet af regionale og samt en separatistisk bevægelse som på Korsika. Et synligt udslag af den udvikling er tosprogede by- og vejskilte i store dele af landet. Regionalsprog kan således være valgfag i skolen. Frankrig har imidlertid ikke ratificeret Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog.

De ikke-europæiske regionalsprog er blevet udbredt i Frankrig i kraft af afviklingen af de franske kolonier fra 1960 og frem. Det har ført til, at betydelige befolkningsgrupper i Frankrig bruger sprog som arabisk, berberisk og vietnamesisk.

Læs mere i Den Store Danske

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig